Marius fandt sin mor på et hospital i Grønland. Hun havde ventet på ham i 30 år

Året var 1986. Marius Kristensen læste psykologi ved Aarhus Universitet, men havde valgt at tage sin praktik i Grønland på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk. Af én bestemt årsag: Han ville finde sin familie. Marius Kristensen var født i Grønland i 1955, men bortadopteret som spæd. Han havde siden ikke haft kontakt til sin biologiske familie og kendte kun sit familienavn, Inuusuttoq.

Han spurgte sig for på hospitalet, om nogen kendte andre med det navn. I første omgang uden held. Men en eftermiddag blev han kaldt til samtale på en afdeling i den anden ende af hospitalet. Marius Kristensen kunne ikke grønlandsk, og han tog en kollega med, der kunne tolke. Han troede, han skulle møde et par klienter. Da han kom ind ad døren, sad der en ældre dame. Nydeligt klædt, med opsat hår og fine ørenringe.

»Det er din mor,« forklarede tolken.

Da Marius så ind i den ældre dames øjne, vidste han, at det var sandt. Kvinden, der sad foran ham, rank og højtidelig med tårer i øjnene, var hans mor. Så sagde hun:

»Jeg har ventet på det her i 30 år.«

Marius Kristensen bor i dag i Ebeltoft sammen med sin mand, der er klassisk musiker og psykoterapeut.

Mange i den danske offentlighed har hørt om de 22 grønlandske børn, der i 1951 blev taget fra deres forældre og sendt til Danmark for at lære dansk med henblik på senere at fungere som rollemodeller i Grønland. De var blevet udvalgt som særligt intelligente, og meningen var, at de blot skulle et år til Danmark. Men de vendte aldrig tilbage til deres forældre. Der er skrevet bøger og lavet film om det såkaldte eksperiment, og om få måneder lander der en historisk udredning om sagen, bestilt af danske og grønlandske politikere.

Men der findes en anden, større og endnu uafdækket historie. Om flere hundrede grønlandske børn, der i løbet af 1950’erne, 60’erne og 70’erne blev bortadopteret til danske forældre. I mange af sagerne på et tvivlsomt aftalegrundlag og på en måde, der af familierne blev oplevet som et overgreb. Børnene mistede kontakten til deres familie, land og sprog, og mange sidder i dag tilbage med en følelse af, at der er blevet begået en uret. Både mod dem og mod det grønlandske samfund.

»Vi mangler at komme til bunds i, hvad der er foregået rent juridisk. Hvordan det kunne gå til, at flere hundrede børn blev fjernet fra Grønland i den periode,« siger Gitte Adler Reimer.

Hun er antropolog, ph.d. og rektor ved Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet. For ti år siden skrev hun en afhandling om slægtskab og køn i de grønlandske bysamfund. Undervejs i sin research fandt hun talrige eksempler på sager, hvor danskere tog grønlandske børn med sig hjem. Ofte på et juridisk og etisk tvivlsomt grundlag. Og uden at forældrene var klar over, at det indebar, at de for altid mistede kontakten til deres børn.

»De spørgsmål, der rejser sig, er: Hvor meget har handlet om, at man ville fjerne børnene til noget bedre, og derfor så gennem fingre med, hvordan det foregik? Og hvor meget har handlet om et sammenstød mellem forskellige kulturelle opfattelser af, hvad en adoption vil sige? Eller sagt på en anden måde: I hvilket omfang blev de her børn stjålet?«

Den hjælpsomme sygeplejerske

I en hvid villa med udsigt ud over Ebeltoft Vig forsøger 65-årige Marius Kristensen at genkalde sig det, han har fået fortalt om sine første år. Den delvist pensionerede psykolog er spinkel, med velplejede hænder og overskæg og klædt i ternet skjorte. På væggen hænger malerier af grønlandske landskaber med isbjerge og kajakker. Der er også et flygel i stuen, ægte tæpper på gulvet og en Tesla i garagen.

Marius Kristensen befinder sig på mange måder langt fra det sted, hvor han kom til verden den 5. maj 1955 i den lille bygd Aalatsivik på den grønlandske vestkyst.

Navnet betyder ’stedet med fisk’, og bygden var velfungerede og rig på fangst. Marius’ farmor var en slags overhoved i det lille samfund, og hans forældre, Sofie og Ole Inuusuttoq, var skolekærester og fik syv børn sammen. Marius var den næstyngste.

Som 30-årig vendte Marius Kristensen for første gang tilbage til Grønland og besøgte blandt andet den forladte bygd Aalatsivik, som han kom fra.

Hans mor har senere fortalt, at han var en nem, køn baby med »meget blød hud«.

Måske var det derfor, at den barnløse sygeplejerske Helga Jensen blev så glad for ham. Den 38-årige danske kvinde var kommet til Grønland nogle år forinden. Hun boede i den største by i området Aasiaat – på dansk kaldet Egedesminde – og rejste langs kysten med et specialbygget dansk tuberkuloseskib med læger og sygeplejersker.

I 1950’erne havde Grønland en af de højeste forekomster af tuberkulose i verden, og sygdommen var skyld i hvert tredje dødsfald. Skibet lagde til ved den lille bygd, hvor epidemien rasede. Marius’ farmor var død, og Marius’ mor, Sofie, var meget syg og blev af lægerne på skibet anbefalet behandling i Danmark. Imens tilbød Helga Jensen at passe hendes yngste dreng, Marius. Han var kun seks måneder gammel, da sygeplejersken tog ham med om bord på skibet med kurs mod byen.

’Daniseringen’ af Grønland

Det grønlandske samfund var netop i denne periode i opbrud. Efter Anden Verdenskrig var der blevet sat gang i en omfattende modernisering af Grønland. Levestandarden skulle op på højde med den danske, og midlet var blandt andet modernisering af fiskeriet, udbygning af infrastrukturen og etablering af retsvæsen, skolesystem og sundhedsvæsen.

Men ’daniseringen’, som det blev kaldt, kostede dyrt, både økonomisk og menneskeligt, forklarer Jens Heinrich, ph.d. i historie og tidligere medlem af Grønlands Forsoningskommission med speciale i perioden:

»Daniseringen handlede om, at man sprogligt og kulturelt ville udvikle Grønland. Grønlænderne skulle blive til noget andet, end de var. Og modellen var Danmark.«

Den kraftige udbygning blev primært gennemført af danske eksperter og gæstearbejdere.

»Det skabte et hierarki mellem danskere og grønlændere. Og der opstod en fremmedgørelse, hvor mange grønlændere ikke kunne findes deres ben, og det er stadig noget, man bakser med i dag,« siger Jens Heinrich.

Marius Kristensen husker, at mange grønlændere så ned på ham, fordi han var blevet dansk.  

Selv om det grønlandske landsråd blev hørt, blev den almindelige befolkning ofte løbet over ende.

»Der var ikke utilfredshed med tilstanden fra grønlandsk side på det tidspunkt. Men der blev ofte aftalt ting, hvor grønlænderne først sidenhen forstod, hvad man havde sagt ja til. Det er der talrige eksempler på,« siger Jens Heinrich.

Adoptionsområdet er et af dem. Forekomsten af adoptiv- eller plejebørn i inuitsamfund er som udgangspunkt meget udbredt. Den sociale praksis er ofte beskrevet som ’gavebørn’ – hvor børn bliver givet væk – gerne inden for slægten til eksempelvis en barnløs søster, bedsteforældre eller fætre og kusiner.

»Mange børn er ikke lig med fattigdom, men med rigdom. Og adoption er en af de måder, man udvider familien på og skaber forbundethed mellem slægterne,« forklarer Gitte Adler Reimer.

Uanset om barnet endte hos nære slægtninge eller andre familier i det lille samfund, bibeholdt man altid kontakten familierne imellem, og adoptionerne var som udgangspunkt ikke hemmelige. Der er stadig spor af den praksis i Grønland den dag i dag, hvor bortadopterede børn i langt højere grad adopteres til slægtninge, og forbindelsen til de biologiske forældre bevares.

»Den grønlandske måde at forstå adoption på afviger markant fra den danske. Hvor danskere mener, at man ejer børn, ligesom man ejer et stykke jord, og at barnet ved en adoption definitivt overgår til den nye familie, er den grønlandske indstilling, at børnene er fælleseje, og at slægtskab er fleksibelt,« siger Gitte Adler Reimer.

»En sød lille, sorthåret eskimo«

I sin forskning stødte Gitte Adler Reimer blandt andet på en brevveksling fra 1960-61 mellem et dansk ægtepar, der ville adoptere et grønlandsk barn, og en mellemmand bosat i Grønland. Han skrev til det danske par:

»Jeg har fundet en lille pige til Dem. Hun er meget, meget sød, 5 måneder gammel. Den lille pige (…) er meget velplejet og godt i stand.« Om moderen skrev han: »Hun har jo tre i forvejen, så hun vil nok gerne af med no. 4.«

Barnet blev bortadopteret til Danmark. Men efterfølgende skrev moderen ofte til adoptivforældrene og spurgte, hvordan datteren havde det. Mellemmanden anbefalede det danske par at sende et billede af barnet og afbryde forbindelsen. For som han skrev: »Det er jo trods alt ikke hendes barn mere.«

Eksemplet viser, at der var meget stor forskel på, hvordan danskere og grønlændere så på adoption. Men også, hvor let det var at få fat i et grønlandsk barn.

Den oplevelse bekræftes af en beretning fra 1966 nedfældet af Vera Skalts, direktør i Mødrehjælpen i over 25 år. Hun var sendt til Grønland for at vurdere, om det var muligt at starte en afdeling af Mødrehjælpen. Hun døde i 1990, men i Tidsskriftet Grønland kan man læse hendes betragtninger fra turen. Danskerne har tilsyneladende haft frit spil:

»Det er næppe forkert at sige, at ordningen af adoption i Grønland hidtil helt har haft tilfældighedernes præg. Man hører om opslag på en dør, hvor en mand på et skib gerne vil have et barn med ned – og får det – man hører om en hospitalsmedhjælper, der går ind på en stue og tager barnet med hjem, når hun rejser, og man hører om breve fra mennesker, der har været i Grønland, og gerne vil have et barn sendt ned. Myndighederne i Grønland har længe været bekymrede herover, og det er stærkt ønskeligt, at man når frem til en lige så omhyggelig ordning af adoption i Grønland som i det øvrige Danmark.«

Først i 1979 får Grønland sin egen adoptionslovgivning.

Tida Ravn er tidligere formand for Foreningen for Juridisk Faderløse. Foreningen kæmpede for at grønlandske børn født udenfor ægteskab før 1963 kunne få anerkendt faderskab og arve efter deres fædre. Det lykkedes ved en lovændring for seks år siden.

Også hun har hørt talrige historier om forældre, der afgav rettighederne til deres børn uden at forstå, at der var tale om bortadoption.

»Der var en utrolig ydmyghed fra grønlænderne over for myndighederne. Man satte ikke spørgsmålstegn, og man sagde ikke nej,« siger Tida Ravn. Hun kender flere eksempler på, at et barn blev sygt og sendt til behandling i Danmark. Men fordi der dengang kun var få skibe, der sejlede mellem Grønland og Danmark, kunne det tage lang tid, før barnet kunne komme tilbage.

»Og så fandt man en midlertidig plejefamilie til barnet i Danmark. Der var mange danske familier, der gerne ville have sådan en sød lille, sorthåret eskimo. Men pludselig havde de overtaget barnet, som aldrig kom hjem til sin familie igen.«

Som 11-årig flyttede Marius med sin adoptivfamilie til et husmandssted i Vestjylland. Det var, som om jeg druknede, da vi kom til Danmark, husker han.

Information har tidligere fortalt historien om Margrete Johansen, der blev bortadopteret til danske forældre i Grønland, som fremskyndede deres rejse hjem til Danmark med barnet, fordi hendes mor havde fortrudt beslutningen og ledte efter sin datter. Margrete Johansen fik som barn at vide, at hendes mor havde solgt hende for en pakke cigaretter. Det var ikke sandt. I virkeligheden havde moderen ledt efter hende i årtier, hvilket hun først fandt ud af i en alder af 40. Blandt sine slægtninge var hun kendt som ’det stjålne barn’.

Margrete Johansens adoptivmor var sygeplejerske, og ifølge Gitte Adler Reimer havde nogle danskere lettere adgang til børnene end andre:

»Når jeg kigger i arkiverne, kan jeg se, at mange af dem, der adopterer, er sygeplejersker eller andre omsorgspersoner, udstationeret i Grønland, som får et tæt forhold til børnene, og dermed har let adgang til at få en adoption i stand.«

Mellem to kulturer

Da Sofie Inuusuttoq i 1956 kom hjem fra et års tuberkulosebehandling i Danmark, var sønnen Marius væk. Hun har siden fortalt, at det først gik op for hende, at der var tale om en definitiv adoption, da hun ville have ham tilbage. Nu var Helga Jensen barnets mor. Samtidig var den lille bygd ved at falde fra hinanden. Efter de mange tuberkulosedødsfald fulgte et stigende alkoholmisbrug. Blandt andet var Sofies mand, Ole, begyndt at drikke. Han mistænkte hende for utroskab, og under et skænderi sejlede han beruset ud i sin kajak, faldt i vandet og druknede. Sofie blev ladt alene med de fem børn.

Imens voksede Marius op i Aasiaat i den tro, at han var Helga Jensens søn. Hun mødte kort efter en dansk mand, Magnus Kristensen, der var udstationeret som minør, de blev gift og fik en søn sammen, Jens.

Marius gik i den lokale folkeskole, men kunne ikke tale med de andre børn, fortæller han:

»Jeg voksede jo op i et dansk miljø og talte ikke grønlandsk. Til gengæld havde jeg det nemt i skolen, hvor undervisningen foregik på dansk.«

I løbet af 1960’erne voksede selvbevidstheden blandt mange grønlændere. Det var en tid med mange spændinger og vrede mellem danskere og grønlændere, fortæller Marius Kristensen, der blev opfattet som forræder, fordi han færdedes blandt danskere.

»Mange grønlændere så ned på mig og talte dårligt om mig,« husker han.

En dag på vej hjem fra skole blev han overfuset af en ældre grønlandsk kvinde, der mente, at Marius skulle tale grønlandsk. Men han lærte det aldrig. Og da han var ti år, flyttede familien til Danmark og vendte aldrig tilbage.

For børnenes skyld

Da moderniseringsbølgen rullede ind over Grønland, blev det tydeligt, at de danske myndigheder ikke mente, at den udbredte, uregulerede praksis med at lade børn vandre rundt i slægten var en god idé.

I stedet blev de overskydende børn af primært ugifte, enlige mødre placeret på børnehjem, der i 1960’erne skød op i de større grønlandske byer. I takt med at de blev stadigt mere overfyldte, steg antallet af adoptioner.

Når myndighederne fjernede børn, og enten placerede dem på børnehjem eller fandt danske forældre til dem, skyldtes det ikke altid, at der var sociale problemer. Det handlede også om danskernes perspektiv, mener Tida Ravn. Man så det grønlandske samfund som tilbagestående og mente, det var langt bedre for børnene, at de fik andre rammer:

»Man skulle og ville udvikle Grønland. Det centrale var sundhed og sociale forhold, og så gik man ellers bare ind i de små bygder og fandt de her små hjem med mange mennesker i måske et enkelt rum med en kulfyret kakkelovn. Med danske øjne var det ikke forsvarligt for børnene,« siger Tida Ravn.

Sofie Inuusuttoq lever stadig og bor på plejehjem i Sisimiut.

Antropolog Gitte Adler Reimer har i arkiverne fundet frem til i alt 257 børn, som mellem 1964 og 1979 blev adopteret af danske forældre enten i Danmark eller Grønland. Dertil kommer de børn, der blev bortadopteret i årene forinden – et tal, som endnu ikke er opgjort. I midten af 1960’erne var befolkningstallet i Grønland omkring 35.000. Det svarer til antallet af indbyggere i en mindre københavnsk forstadskommune som eksempelvis Taastrup.

»Det er jo rigtig mange børn at tage ud af landet. Man skal tænke på, at det grønlandske samfund var meget småt,« påpeger Gitte Adler Reimer.

»Den eneste grønlænder i Vestjylland«

I 1965, da Marius Kristensen var 11 år gammel, bosatte familien sig på et husmandssted i Vesterlund syd for Ringkøbing. Når han skal forklare hvorhenne, siger han: »På bunden af Ringkøbing Fjord.«

Det var sådan, han havde det.

»Det var, som om jeg druknede, da vi flyttede til Danmark.«

Helga Kristensen fik arbejde som sygeplejerske og hendes mand passede husmandsstedet med køer, grise og heste. Forældrene var meget lukkede. Der var ingen tvivl om, at hans adoptivmor elskede ham meget højt, men hendes nye mand, Magnus, brød sig ikke om ham. Det blev forstærket af, at han med sit tykke sorte hår, sin brune hud og de let skrå mørke øjne, skilte sig meget ud.

»Hold kæft, hvor er du grim,« sagde krofatter i Vesterlund, lige da de var flyttet dertil.

»Jeg var nok den eneste grønlænder i Vestjylland på det tidspunkt. Sådan føltes det i hvert fald,« husker Marius Kristensen.

Det var ikke, fordi han savnede Grønland. Han følte sig som dansker. Men som en dansker, der så anderledes ud, og også opførte sig anderledes.

Marius Kristensen gik i den lokale folkeskole, tog realen i Nørre Nebel og kom i gymnasiet i Varde. I sine teenageår begyndte han at mærke, at han var tiltrukket af drenge. Hvilket forstærkede følelsen af at være anderledes. Og af at befinde sig i en slags osteklokke.

Når han havde det svært, gik han ind på sit værelse, lyttede til musikprogrammer som dansktoppen og Top-20, som han havde optaget på sin spolebåndoptager. Bjørn Tidemand og Ulla Pia.

»Jeg måtte leve mine følelser ud alene på mit værelse. Enten ved at danse til musik eller flygte ind i ungdomsbøgernes verden.«

Behov for en undskyldning?

Op gennem 1970’erne steg antallet af det, man kalder ’transnationale adoptioner’, i Danmark fra blandt andet Korea og Vietnam. Også antallet af adopterede grønlandske børn steg i denne periode. Faktisk efterspurgte grønlandske mødre indimellem, at deres børn blev adopteret til Danmark, fortæller Gitte Adler Reimer

»Når jeg læser begrundelserne for adoptionerne, kan jeg se, at nogle af mødrene havde en ide om, at deres børn ville få en bedre fremtid i Danmark,« siger Gitte Adler Reimer.

I 1950’erne og 60’erne mente mange, både danskere og grønlændere, at vejen til udvikling af det grønlandske samfund gik gennem dansk sprog og kultur. Også anbringelser og adoptioner var præget af den forestilling.

»Der var en kolonial ulighed, som smittede af på, hvad der skete med grønlandske børn i perioden. Hvad man mente, var godt både for børnene og for Grønland,« siger historiker og ph.d. Sniff Andersen Nexø. Hun er en af de tre historikere, som netop nu er i gang med at kulegrave det føromtalte eksperiment fra 1951 med de 22 grønlandske børn. Heraf blev de seks af børnene adopteret af danske familier og vendte aldrig hjem.

»Derfor handler historien om adoptioner fra den tid ikke kun om tvang eller stjålne børn, men om et kolonialt system, som i forvejen var skævt. Det fik folk både i Grønland og Danmark til at tænke, at børnene ville få en bedre fremtid ved at vokse op med dansk sprog og levestandard, for eksempel i danske adoptivfamilier,« fortsætter Sniff Andersen Nexø.

Den historiske udredning af eksperimentet blev aftalt i 2019 mellem daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen og Grønlands landsstyreformand, Kim Kielsen. Den skal afdække myndighedernes og organisationernes ansvar, børnenes livsforhold og konsekvenserne senere hen.

Udredningen er ventet med spænding i både Grønland og Danmark. I kølvandet på statsminister Mette Frederiksens undskyldning til børnehjemsbørnene fra Godhavn sidste år forventer mange, at udredningen vil udløse endnu en undskyldning.

Historiker Jens Heinrich mener dog, det er vigtigt, at en eventuel undskyldning ikke bare kommer fra den danske stat. Grønlandske myndigheder havde også et ansvar. Og det gælder også for de mange hundrede børn, som med eller mod bedre vidende blev sendt til Danmark i adoption, siger han:

»Det kan godt være, at der er noget at undskylde. Men der var jo løbende forhandlinger, og der blev ikke besluttet noget, uden at det grønlandske landsråd havde sagt god for det. Noget andet var den almene befolkning, hvor der er nogle, der er blevet trådt på, som ikke har følt, at de havde noget at skulle have sagt.«

Midt i ingenting

I 1972 blev Marius Kristensens adoptivmor, Helga, indlagt med en blodprop. Mens hun var indlagt, fandt Marius sine adoptionspapirer. Han var 17 år, og indtil det øjeblik havde han altid troet, at Helga var hans mor. Han havde troet, at hans udseende måske skyldtes, at hans far var grønlænder. Papirerne lå i øverste skuffe i en stor rødbrun teaktræskommode midt i stuen, og da Marius Kristensen åbnede mappen, gik alting i stå.

»Jeg vil ikke sige, at min verden vælter. Men den osteklokke, jeg i mange år havde følt, at jeg befandt mig i, bliver endnu større. Jeg føler, jeg står midt i ingenting. Jeg har ingenting.«

Han husker ikke, hvad Helga Kristensen sagde, da han senere konfronterede hende med sin nye viden. Ud over at hun havde tænkt sig at vente med at fortælle ham det, til han var voksen. Og det var bare sådan, det var. I dag er han ked af, at han ikke fik spurgt noget mere til, hvorfor Helga havde valgt ham, og hvordan det var foregået.

»Men jeg var for paf. Jeg tog bare informationen til mig og gik videre i det ensomme univers, jeg i forvejen befandt mig i,« siger Marius Kristensen.

Få år efter blev han student og flyttede hjemmefra til Aarhus for at studere først medicin og siden psykologi. I byen kunne han endelig udleve sin seksualitet, han blev aktiv i kampen for homoseksuelles rettigheder og mødte sin nuværende ægtemand, Göran, som han flyttede sammen med i 1981. Få år efter døde Helga Kristensen af kræft. Efter hendes død søgte Marius Kristensen i 1986 praktik på hospitalet i Nuuk. Det var på tide at få afklaret forholdet til Grønland.

Brug for en større undersøgelse

Den afdøde forfatter og socialrådgiver Tine Bryld var dybt engageret i grønlænderes rettigheder og sociale forhold. I 1998 skrev hun en bog om eksperimentet med de 22 børn, I den bedste mening, og blev undervejs klar over, at mange flere børn var blevet svigtet. Hun gik i arkiverne og blev chokeret, da hun fandt frem til mere end hundrede børn, som var blevet fjernet hjemmefra.

I 2010, i forbindelse med at hendes bog blev filmatiseret, udtalte hun til Politiken, at hun mente, det var et overgreb, at børnenes bånd til Grønland var blevet revet over. Og at hun mente, at sagen med de mange adopterede børn burde granskes.

Hun rejste også til Grønland sammen med nogle af de voksne adopterede for at skabe debat om problematikken. Gitte Adler Reimers afhandling landede nogenlunde samtidig.

»Der var meget stærke reaktioner i Grønland, da Tine og jeg fremlagde de her ting,« siger Gitte Adler Reimer.

Men der var også dem, der ikke mente, at man skulle dvæle for meget ved fortiden.

»Nogle mente, at man skulle glemme det og lukke det ned. Og ikke grave i den smerte, der lå gemt i alle de gamle historier,« siger Gitte Adler Reimer.

Hun mener, det er nødvendigt at få de mange adoptioner undersøgt til bunds. Siden er der også kommet historier frem om lignende problematikker blandt oprindelige folk og myndighederne i blandt andet Canada, USA og Australien.

»I mange andre lande har man undersøgt sagen grundigt. Det mener jeg også, vi bør få gjort i Danmark,« siger hun.

Et andet liv

Sofie Inuusuttoq er i dag 96 år gammel, dement og bor på et plejehjem i Sisimiut.

Inden hun mistede hukommelsen, interviewede Marius Kristensen hende med en af sine søstre, Kristine, som tolk. Der er latter i luften, og man kan høre skramlen fra bestik mod tallerkener.

I alt fik Sofie Inuusuttoq 12 børn med tre forskellige mænd. Ni af børnene lever stadig, og de har klaret sig godt, trods svære år for nogle af dem med blandt andet misbrug. Men de er alle kommet ud på den anden side. Hans mor fortæller, hvor meget hun synes, at han ligner sine brødre. Han kan også se det selv. Det er noget med næsen og måden at grine og være på.

»Det har betydet meget for mig at finde ud af, at jeg er del af en stor familie,« siger Marius Kristensen.

»Jeg har rent faktisk nogle rødder. Jeg hører til,« siger han.

»Og der var ikke bare en genkendelse. Der var også et savn efter mig. Min storebror Daniel fortalte, at jeg var et barn, der var blevet revet væk fra dem.«

Han ved stadig ikke, hvilken rolle hans adoptivmor, Helga Kristensen, spillede.

»Der er ingen tvivl om, at hun har haft et stort ønske om at få et barn, og at hun elskede mig, men om hun ligefrem har vidst, at min mor ikke forstod, hvad hun gjorde, er umuligt at sige.«

Marius Kristensen har været i Grønland mange gange siden 1980’erne. På ferier sammen med sin mand, men også på arbejde som psykolog.

Senest har han arbejdet for selvstyret, hvor han blandt andet var med i et psykologteam, der arbejdede terapeutisk med folk med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen og ungdommen. I Danmark har han haft både grønlandske klienter og superviseret danskere, der arbejder med grønlændere. På den måde har han forenet forskellige dele af sin baggrund.

Og sammen med sin storebror Timo har Marius Kristensen også været tilbage i Aalatsivik – ’stedet med fisk’.

Måske kunne jeg være blevet mere hel som person, hvis jeg var blevet hos min familie. Men jeg ville nok ikke have haft det liv, som jeg har fået, og som jeg er glad for, siger Marius Kristensen i dag.

Det lille samfund findes ikke længere. Mange af husene i bygden blev brændt ned efter tuberkuloseepidemien, og de tilbageværende familier flyttede mod de store byer. Men hans fars grav ligger der stadig. Og sidst, han var der sammen med sin bror Daniel, malede Marius faderens kors, så det stod og lyste mod fjeldet klart og hvidt.

Marius Kristensen er glad for at have genfundet sin mor og stolt af, at hun har klaret sig trods det hårde og kaotiske liv, hun har haft. De har ikke en dyb forbindelse, siger han: »Men noget er faldet på plads.«

Han mener, der blev begået en uret. Ikke så meget imod ham som imod hans mor. Og mod de mange andre, han har mødt, som har været igennem noget lignende. Margrete Johansen og alle de andre.

»Uanset om det har været lovmæssigt i orden, var det i hvert fald ikke etisk i orden,« siger han.

Men hvad nu, hvis Marius Kristensen var vokset op i Grønland?

Når han hører om, hvor hårdt familien måtte kæmpe videre, efter at hans far var druknet, og den lille bygd faldt fra hinanden i tuberkulosedødsfald og alkoholproblemer, er han godt klar over, at det havde været en barsk opvækst, hvis han var blevet dengang i 1956.

»Det er svært at lave det regnestykke. Måske kunne jeg være blevet mere hel som person, hvis jeg var blevet hos min familie. Men jeg ville nok ikke have haft det liv, som jeg har fået, og som jeg er glad for,« siger han og slår ud med armen mod den smukt møblerede stue og udsigten ud over Ebeltoft Vig.

Historien kan ikke gøres om. Men måske kan den blive undersøgt til bunds. Og uretten anerkendes.