I sit stiveste puds og med bankende hjerte står Jørgen Jürgensen og spejder ud i luften.

Det er den 11. juli 1809 - en højtidelig dag i Island. I hvert fald for Jørgen selv.

For få dage siden erobrede han nemlig Island med en hær bestående af 12 sømænd, hvorefter han udnævnte sig selv til konge.

Og nu står han altså her. Til en ceremoni han selv har arrangeret, for at indvie et flag han selv har designet. Og det er da også en historisk dag. For det er første gang nogensinde, at Island får sig eget officielle flag.

Men alt det vender vi tilbage til. For inden da skal vi lige forstå, hvem Jørgen Jürgensen egentlig var.

Jørgen kom til verden i 1780. Han voksede op på Strøget i København - den del, der peger ned mod Kongens Nytorv.

Hans far var hofurmager, og selvom familien ikke var adelig, var de alligevel en del af det bedre borgerskab på grund af deres tilknytning til hoffet.

Det gik dog knap så godt i skolen. Faktisk gik det så dårligt, at han blev smidt ud. Den nyvundne fritid blev i stedet brugt på at starte en drengebande, hvor han rendte rundt på gaden og piskede små børn, der kom forbi.

Hjemme hos sine forældre var Jørgen heller ikke ligefrem populær. Så en dag - for at slippe af med sit problembarn - slog Jørgens far en handel af med en engelsk kaptajn, og sendte sin dengang 14-årige søn ud i verden på et kulskib.

Og her laver vi det, man vist roligt kan kalde for en kort opsummering af den del af Jørgens liv, hvor han går fra at være dreng til at blive voksen. Også selvom de år i sig selv kunne udgøre en hel selvbiografi. Hvis ikke to. Men dykkede vi ned i alt det, ville vi aldrig nå frem til historien om dengang, han blev hersker over Island.

Hvis du vil høre hele historien om Jørgen Jürgensen, kan du lytte til 'De Lovløse' i DR Lyd.

Fra problembarn til straffefange

I årene efter han sendes afsted fra Københavns havn, når Jørgen både at arbejde på kulskib, som hvalfanger og angiveligt også som sørøver ud for Afrikas kyst, inden englænderne af lidt uklare årsager sendte ham på et skib til Australien. Formentlig som straffefange. Her var han med til at grundlægge de to kolonier, der sidenhen skulle blive til Sydney og Melbourne.

Efterfølgende vendte han hjem til Danmark, hvor han glædede sig til at fremhæve alt det, han havde oplevet og opnået ude i verden. Lige populær var han dog ikke blandt alle.

Efter alle de år ude i verden så Jørgen efterhånden sig selv som en engelsk gentleman. Det gav dog et lille problem. For på det her tidspunkt var England og Frankrig, med Napoleon i spidsen, i krig med hinanden. Og her var flere danskere, heriblandt Jørgens egen familie, mere venligtsindede over for franskmændene end englænderne.

Så da englænderne i 1807 bombede København og stjal den danske flåde, stillede Jørgen sig i forreste række og begyndte at plyndre og hugge engelske skibe, så folk kunne se, at han elskede sit fædreland og ville kæmpe for det.

Det endte dog galt, og Jørgen blev taget som krigsfange og sendt i kachotten i England.

Men den charmerende Jørgen fik overbevist sine fangevogtere om, at han ikke skulle sidde i fængsel. Han havde jo udført et stort arbejde for englænderne i Australien.

De gik med til, at han i stedet kunne få en mild husarrest. Han behøvede ikke sidde i fængsel, men kunne bevæge sig frit rundt. Så længe han blev i England.

Og det er lige omkring her, at vores Islands-eventyr starter.

Jørgens geniale idé

På en bar overhører Jørgen en dag to islændinge. De er sure over, at krigskonflikten hindrer handel mellem England og Island, der er under dansk styre.

De er i mangel på tobak, korn, kaffe og alkohol, mens de har uanede mængder af uld, tørret fisk og talg, de ikke kan komme af med.

Jørgen er flov og forarget over, måden Danmark behandler Island på. Men han får også en god idé.

Hurtigt får han fat i en engelsk sæbefabrikant, der desperat mangler talg til sin produktion. Så desperat, at han gerne betaler for at sende flere skibe afsted.

Samtidig får Jørgen etableret kontakt til nogle politikere, der bliver lune på tanken om at lave en eksklusiv handelsaftale med Island, hvor de kan sælge alle de varer, Island mangler. Også selvom det bryder med krigsreglerne.

Og selvfølgelig får Jørgen gjort opmærksom på, at han er helt uundværlig i et sådant togt. Han kan jo agere tolk for englænderne, da handelssproget i Island er dansk.

På det her tidspunkt må vi nok konkludere, at Jørgen har glemt alt om, at han egentlig er krigsfange og har indgået en aftale om ikke at forlade landet. Eller også finder han det bare belejligt hverken at fortælle politikere eller forretningsfolk om det, så han kan komme til Island og tjene penge på sin geniale idé.

Historiens mindst blodige revolution

I 1809 sejler de afsted fra London for at komme de trængte øboere til undsætning. Tre skibe. To bevæbnet med handelsvarer, det sidste med kanoner.

Modtagelsen er dog ikke som håbet. Islændingene stimler ikke sammen på kajen for at tage imod deres redningshelte. Blikkene fra dem er generelt også mistroiske. Og de ser slet ikke så udsultede ud, som Jørgen havde forestillet sig.

Men det her må ikke gå galt! Sæbefabrikanten har investeret mange penge i togtet, og Jørgen har givet store løfter til politikerne i England.

Så da de ankommer til havnen i Reykjavik i Island, peger de deres kanoner mod Grev Trampes hus. Han er stiftamtmand og den øverste myndighed på øen. Det er hans opgave at sørge for, at alle love og regler bliver overholdt.

Island har dog intet militær, så da Grev Trampe får et par kanoner rettet mod sig, indvilger han hurtigt i at underskrive en aftale, der gør det muligt for englænderne at handle med Island. Også selvom det er strengt imod den danske konges ordre og kan give dødsstraf.

Så stolt og tilfreds vender Jørgen Jürgensen og resten af den engelske besætning tilbage til deres skibe. Nu skal de bare vente på, at de nye regler officielt træder i kraft.

Men timer bliver til dage, og dage bliver til endnu flere dage. Og intet sker. Efter ti dage er Jørgens tålmodighed løbet op.

Det er søndag den 25. juni 1809, kirkeklokkerne bimler og bamler ud over tagene i Reykjavik og indbyggerne er trukket i søndagstøjet, inden de bevæger sig ned mod kirken til gudstjeneste.

Det efterlader byen tom for mennesker. På nær Grev Trampe, som er blevet hjemme, og 12 bevæbnede englændere, der hastigt bevæger sig ned mod hans hus. Alle anført af Jørgen Jürgensen, der selv kommer marcherende med en pistol i hver hånd.

Jørgen sparker døren op og finder en noget overrasket stiftamtmand, som var i fuld gang med at tage sig en formiddagslur på sin chaiselong.

- Du er nu taget som krigsfange, proklamerer Jørgen, da han peger begge pistoler mod ham.

Straks slæber Jørgen ham op i et af skibets kahytter, der nu skal fungere som fængselscelle.

Situationen i Island er gået fra nul til hundrede på et splitsekund. Den handelsdelegation, der blev sendt afsted, har i stedet udviklet sig til en regulær revolutionsgarde.

Med Jørgen Jürgensen i spidsen har de nu gennemført historiens mindst blodige revolution. Endda med en hær bestående af 12 sømænd.

Inden de tog afsted fra England, havde de lovet politikerne og kongen, at de ikke ville lave rav i den. Nu står Island uden nogen leder. Der er stadig krig mellem England og Danmark. Og Jørgen og de andre besætningsmedlemmer har ingen idé om, hvad de nu skal gøre, hvor de har fængslet øens øverste myndighed.

De beslutter sig dog hurtigt for, at Jørgen skal overtage magten efter Grev Trampe. Han kan både tale dansk og engelsk, og den danske konge hader ham alligevel i forvejen.

Så da gudstjenesten slutter en times tid senere og indbyggerne stimler ud af kirken, er det til et nyt Island. De er nu ikke længere en del af det danske kongerige, men en fri og selvstændig republik.

Formålet med turen har hurtigt ændret sig for Jørgen, og han tager sin nye rolle som selvudnævnt hersker over Island meget seriøst og højtideligt.

For eksempel skifter han pronominer. Fra jeg og mig, til vi og os.

Han insisterer også på at få udleveret nøgler til de officielle bygninger. Og alle våben - hvilket viser sig kun at være 20 gamle geværer, nogle rustne sabler og et par knive.

Kort tid efter indfører han også nye love. Madpriserne og skatterne skal sænkes. Og al islandsk gæld til Danmark og den danske konge er annulleret.

Jørgen bliver grebet af sin nye rolle som øens enehersker. Og alt skal være flot og officielt. Han beslutter sig også for at designe Islands første officielle flag - tre hovedløse torsk på en mørkeblå baggrund.

Flaget bliver indviet til lyden af 11 kanoner, der fyrer saluter af ud over havet, mens Jørgen står i sit stiveste, militaristiske puds med kvaster på skuldrene og en sabel i bæltet.

Jørgen ønsker at gøre livet bedre i Island. Han vil bygge hospitaler, lave bedre skoler og skaffe bedre løn til jordemødre. Og her skal vi huske på, at alt det her udelukkende er sket, fordi han en dag mødte to tilfældige, brokkende islændinge på en bar i London. Jørgen glemmer bare én ting.

At han stadig er krigsfange, der har brudt den eneste regel, han skulle overholde - at blive i England. Og at det nok ikke passer den engelske konge super godt, at Jørgen har gjort sig til herre over Island, mens England er i krig med Danmark.

Alt annuleres

En dag toner et tremastet krigsskib frem ud af disen. Det er engelsk og er egentlig bare lige kommet forbi for at tjekke, hvordan det går med den der handelsaftale med Island.

Begejstret løbet Jørgen skibet i møde, da det sejler ind i havnen. Han glæder sig til at fortælle om alt det, han har udrettet i Island. Alle reformerne og det nye flag.

Men krigsskibets kaptajn, Alexander Jones, deler ikke Jørgens begejstring. Faktisk bliver han rystet, da han hører, hvordan de har taget Grev Trampe til krigsfange og udråbt Island til at være en selvstændig stat.

Det minder jo om den franske revolution. Alt det englænderne har kæmpet imod. Alexander Jones annullerer med det samme, alt hvad Jørgen Jürgensen har gjort og sagt i sin tid i Island, giver landet tilbage til Danmark og får ført tingene tilbage til deres retmæssige tilstand.

En saga blot

Alexander Jones beslutter sig for at sætte Jørgen på et engelsk skib som fange. Og langsomt kan han se Islands bjerge og fjelde forsvinde i horisonten.

Men en tidlig morgen vågner besætningen op til lugten af røg. Der er ild i lastrummet, som mestendels består af de store mængder af talg, som englænderne har taget med sig hjem.

Hele det oprindelige formål med Islands-eventyret koger og bobler nu og fordamper i skroget. Mindst 25.000 pund fortæres i flammerne.

Men endnu mere forfærdeligt - i hvert fald for Jørgen - er, at den brændende talg også får has på hans egen markering af revolutionen og magtskiftet. For i lastrummet befinder sig også Islands allerførste officielle flag.

Med det brændende flag ser Jørgen også sin egen plads i historiebøgerne forsvinde for øjnene af sig. Og det, der for blot få dage siden var så virkeligt, begynder allerede nu at blive indhyllet i mindernes tåge. De 58 dage som selvudnævnt konge af Island er nu en saga blot.

Og forud venter nu en ny og usikker virkelighed for den danske udbryderkonge - Jørgen Jürgensen.