Skandalen over alle skandaler

Artiklen er produceret af Politiken Historie og oprindeligt publiceret i Justitsministeriets 175 års jubilæumsskrift, som blev udgivet i august 2023.

Lyden af højrøstet tale trængte gennem døren ind på generalskattedirektør Marcus Rubins kontor, og han fornemmede også en vis tumult på Stengangen på etagen nedenunder i Den Røde Bygning.

Han rakte ud efter telefonen. Den var død. Det var umuligt at få en linje ud af huset. Så rejste han sig for at gå ud og se, hvad der foregik, men inden han nåede døren, gik den op, og to af regeringen J.C. Christensens departementschefer nærmest væltede ind.

Det var her på skattevæsenets chefkontor midt på første sal i Kancellibygningen, som Den Røde Bygning rettelig hedder, administrationens topchefer samledes, når de havde noget at tale sammen om. Flere kom til – de senest ankomne måtte stå op.

Der gik kun sekunder, så forstod Marcus Rubin den underlige stemning, blandingen af katastrofens alvor og euforiens lettelse.

Det var tirsdag 8. september 1908, en sur, mørk typisk septemberdag med støvregn fra morgenstunden. Landets frygtindgydende justitsminister gennem syv år, juristen, sparekassedirektøren, formanden for Smør-eksportforeningen, teglværksejeren og folketingsmedlemmet for Venstrereformpartiet, Peter Adler Alberti, havde meldt sig til politiet for bedrageri og mandatsvig og var nu i gang med at afgive en foreløbig forklaring i det ydmyge politikammer på Nytorv i den bygning, hvor Hof- og Stadsretten – Københavns Byret – netop var flyttet ind og rådhu-set ud. Kammeret var en fremskudt politibase beregnet til at modtage anmeldelser af døgnets lommetyverier og Midnatsmissionens registrering af bordelvirksomhed.

Foto: Julie Laurberg & Gad

Anmeldelsen kom for så vidt ikke som en overraskelse for kredsen af ledende embedsmænd, og den højrøstede snak gik mere på beløbets og straffens størrelse end på det forhold, at landets justitsminister meldte sig selv. Aftenen før havde Marcus Rubin været til middagsselskab hos det frikonservative landstingsmedlem Frederik Hey, og snakken havde selvfølgelig også drejet sig om Alberti. Hey, der sad på det meste af glasproduktionen i Skandinavien og var en stor vinkender, havde sat pegefingeren for tindingen:

»Han skyder sig. Anden udvej er der ikke«. En måned tidligere var Alberti blevet tvunget til at træde tilbage efter en elegant udført manøvre i Landstinget iscenesat af dette ellers så søvnige tings på én gang intellektuelle kraftcenter og politiske modpoler, den frikonservative Mogens Frijs og den radikale Edvard Brandes.

Under et aftenmøde i tinget havde Frijs og Brandes i et par udvekslinger af korte bemærkninger trukket tæppet bort under Alberti. Spillet mellem de to kom fuldstændig bag på medlemmerne og tilhørerne, heriblandt Politikens referent Ove Rode.

Den eneste, der anede uråd, var Alberti, der trak lommetørklædet op af brystlommen og tørrede sig over panden – noget, han havde for vane at gøre, når han var i knibe.

»Klokken var 22.45. Hurtigt, som når tæppet går ned for et meningsløst teaterstykke, sætter Alberti sig, og der bliver nogle minutters forunderlig tavshed i salen, fordi ingen rigtig begriber, at ministeren er færdig. Ting og tilhørere afholder sig fra enhver art af meningstilkendegivelse. En socialdemokrat forsøger at få ordet. Det lykkes ikke. Alberti selv formår overhovedet ikke mere at standse noget, ikke engang sig selv. Han rutsjer!«, rapporterede Ove Rode til sit blad.

Inde på Rubins kontor var Justitsministeriets departementschef, M.P. Friis, i gang med at opføre et helt lille skuespil for at illustrere, hvordan han havde søgt at forhindre den stakåndede politidirektør Eugen Petersen i at få adgang til den nye justitsminister, Svend Høgsbro, for at sætte ham ind i Albertis tilståelse.

Høgsbro var i forvejen som sædvanlig sent på den og var ved at klæde om i en nystrøget ministeruniform for at ile til Toldboden, hvor den samlede regering skulle tage imod den russiske enketsarina Dagmar og den engelske dronning Alexandra klokken 13 på vej til deres årlige efterårsophold ved det danske kongehus på Bernstorff Slot i Charlottenlund.

For konseilspræsident J.C. Christensen var manglende præcision ved en sådan lejlighed en dødssynd. En højmesse begynder klokken 10 – ikke 5 minutter i eller 5 minutter over. Det havde denne vestjyske degn været vant til hele sit liv, og de europæiske kongehuses efterårsophold i København var en politisk højmesse.

Høgsbro nåede frem til Toldboden, netop som chaluppen med gæsterne vendte rundt for at fortøje.

Med en hvisken så høj, at de omkringstående kunne høre det, fik J.C. Christensen nyheden: Alberti havde meldt sig, sad nu låst inde i en celle bagerst i Domhuset, Den Sjællandske Bondestands Sparekasse var lukket og Smøreksportforeningen erklæret konkurs.

»Det sortnede for mine øjne«, skrev J.C. Christensen i sin dagbog.

Under opstandelsen på Marcus Rubins kontor havde ingen lagt mærke til Indenrigsministeriets departementschef, Antonius Krieger. Han sad helt bleg og stille på en stol i det ene hjørne og gentog gang på gang frem for sig:

»Jeg har advaret dem!«.

Han og mange andre havde fra dag 1 advaret J.C. Christensen mod at gøre Alberti til minister. Og Krieger var ikke et øjeblik i tvivl om, at J.C. Christensen nu ville gøre alt for at hævne sig, og her befandt Antonius Krieger sig som øverste embedsmand i det ministerium, hvorunder Sparekassetilsynet hørte, i forreste linje.

J.C. Christensen hævnede sig ikke, men satte sig i stedet ydmyget ned på bagerste række i Folketingssalen for at afvente den rigsretssag, der måtte komme.

Advarslerne mod Alberti som minister var begyndt at lyde allerede i 1901 under den særdeles vanskelige regeringsdannelse, der endte med den første Venstre-regering med J.H. Deuntzer som konseilspræsident.

Venstre var på det tidspunkt splittet i en håndfuld fraktioner og optrådte som to partier i Folketinget: Venstrereformpartiet med det store jyske Venstres leder, J.C. Christensen, i spidsen og det mindre og mere konservative med økonomen Niels Neergaard som leder. Neergaard meddelte med det samme, at hvis planen var at gøre Alberti til minister, kunne J.C. Christensen se bort fra ham. Det gjorde han uden veneration.

Foto: Ukendt fotograf/Ritzau Scanpix

Deuntzer foreholdt under forhandlingerne J.C. Christensen byens rygter om Alberti, og J.C. Christensen var gået til Alberti for at få klarhed, men han havde svaret ham noget i retning af, at der ikke var noget at komme efter, og det havde J.C. Christensen været tilfreds med.

De to havde siddet i Finansudvalget sammen i flere år, og i den tid havde der ikke været antydning af, at Alberti skulle leve et dobbeltliv.

Hvis datidens journalister havde haft nutidens faglighed, ville de have undret sig på ét punkt. Alberti anlagde i hundredvis af injuriesager mod aviserne for deres omtale af ham, og når man læser, hvad der blev skrevet, forstår man ham godt. De sociale medier i dag er vand ved siden af hans tids presse, og sommetider var det de underligste petitesser, der førte til en sag.

I dag kan vi se, at der var system i det: Når det, pressen skrev, var rigtigt, anlagde han ikke sag, formentlig af frygt for at blive afsløret i retten, men når pressen ramte ved siden af, så greb han hammeren.

Sagen var den enkle, at J.C. Christensen ikke havde kunnet danne regering uden om Alberti.

Hvor forskellige de end var, var de hver for sig en blanding af messias og høvding i deres landsdel – jyske J.C. Christensen mest ved at kæmpe for bøndernes anseelse, sjællandske Alberti for at sikre deres økonomi. J.C. Christensen havde nået sin position gennem politisk kamp, Alberti ved at have det rigtige navn.

Albertis far, Carl Christian Alberti, til daglig bare C.C., var fæstebøndernes på én gang respekterede og frygtede advokat og repræsentant på Rigsdagen, hvor han var den noble, ansete oppositionspolitiker. Her kendte man ikke den anden side af ham. Når der opstod en konflikt mellem en godsejer og en af hans fæstere, var det ofte nok for fæsterne at true med at hente Alberti, der som ’mægler’ ikke veg tilbage fra at bruge midler, som lå uden for rammen for god advokatskik, hvis han et eller andet sted i godsejerens papirer kunne finde et gråt område, og det kunne han som regel.

Han havde, da bønderne på Ringsted-egnen klagede over, at de godsejerejede banker lod godsejerne kigge i fæstebøndernes konti, når de skulle fastsætte størrelsen af landgildet (fæsterens årlige afgift til godsejeren), organiseret oprettelsen af Den Sjællandske Bondestands Sparekasse og blev dens bestyrelsesformand.

Foto: Det Kongelige Biblioteks billedsamling

Da den ældre C.C. imidlertid efterhånden blev dement, valgte indskyderne sønnen til at efterfølge ham trods rygterne om hans forretninger med kviklånshajen Røde Ruben og trods hans flirten med en kreds af københavnske byggespekulanter, der spandt guld på, at voldene omkring hovedstaden blev sløjfet.

Der var også tvivl om, hvorvidt han overhovedet var Venstre-mand. Man slog sig dog til tåls med, at det med Røde Ruben og byggespekulanterne nok blot var københavnsk værtshussnak.

P.A. Alberti blev cand.jur. med topkarakterer, men, bemærkede professorerne og blandt dem Deuntzer, han havde et sløret etisk kompas og et råt menneskesyn. Det chokerede dem, at han til stadighed fastholdt, at straffeloven var den eneste lov, et samfund havde brug for. Sit gennembrud som de sjællandske bønders mand fik Alberti som følge af et simpelt tyveri.

Bønderne var af den opfattelse, at smørgrossisterne i København, der opkøbte smørret fra deres andelsmejerier for at eksportere det til England, kunne leve et herregårdsliv ved at styre smørnoteringen gennem karteldannelse.

En af disse bønder, Hans Dønnergaard, fik da den idé, at andelsmejerierne skulle danne en andelssmørforening stor nok til at gå ind på markedet i England. Problemet for Dønnergaard var, at han typisk for iværksættere manglede startkapital.

Den havde Alberti – eller rettere sagt: Den havde Den Sjællandske Bondestands Sparekasse. Alberti gik i gang med at realisere ideen som Sparekassens med et løfte til den enkelte mælkeproducent om, at Smøreksportforeningens afregning altid ville ligge lidt over noteringen.

I begyndelsen havde foreningen succes trods mange forsøg på benspænd fra grossisternes side, hvoraf et var at få den siddende godsejerregering til at forbyde, at andelsselskaber handlede i fremmed valuta. Et andet var at få den bitre, hævngerrige Dønnergaard til at fremstille og distribuere et falsk årsregnskab, der viste, at Smøreksportforeningen var en underskudsforretning. Alt dette mislykkedes.

Da konjunkturerne vendte, blev det stadig vanskeligere at opfylde løftet om at afregne til en pris over noteringen, og på mange klart ulovlige måder for bestyrelserne i både Sparekassen og Smørforeningen begyndte han at overføre penge fra Sparekassens garantmidler til Smøreksportforeningen. Blandt dem var også, at han for Sparekassens penge begyndte at spekulere i sydafrikanske guldmineaktier med eksotiske navne. Faktisk havde han næse for den metier, og det reddede for nogen tid Smør-eksportforeningen, men det viste sig også, at han ikke havde samme næse for storpolitik.

Da Boerkrigen i 1899 brød ud i Sydafrika, fejlvurderede han markedet med betydelige tab til følge især på de terminsforretninger, som han også var begyndt på.

I mellemtiden var han blevet valgt til Folketinget ved på spektakulær vis at have fejet selveste Viggo Hørup af banen i Køge-kredsen. I begyndelsen gjorde Alberti sig ikke meget bemærket som politiker, men fik gode udvalgsposter, blandt andet i Finansudvalget. Han havde jo forstand på penge, mente man.

Han udviklede sig til en fremragende taler, der i indlæg i salen kunne skifte mellem ædende sarkasme, bidende ironi, fantasifulde regnestykker og rammende vittigheder for i næste øjeblik at være dybt saglig, indlevende sig i modstanderens argumentation.

Legendariske er hans indlæg i debatten om Danmarks tilslutning til Berner-konventionen om intellektuel ejendomsret (hvor han afviste selve begrebet), i debatten om landets første færdselslov (han var glødende modstander af bilismen og afviste, at bilen nogensinde ville få større betydning) og i talen, hvor han sagde nej til at frede den færøske fugl storkjoven, som man havde de samme problemer med, som fiskerne i dag har med skarven.

Som nævnt havde han et særligt forhold til straffeloven. Straffe skulle kunne mærkes, og i særlige tilfælde af personfarlig kriminalitet skulle man kunne idømmes piskestraf. Forslaget vakte furore ikke alene i juristers kredse, men også folk imellem.

J.C. Christensen bakkede ham op, mens det blev bemærket, at under den endelige afstemning, hvor loven blev vedtaget, forlod Deuntzer salen.

Byretsdommer Carl Ussing, der siden blev Nationalbankdirektør, havde under debatten konkluderet, at Venstre havde mere hjerte for svineavlscentre end for opdragelse af vanartede børn. J.C. Christensen noterede i sin dagbog, at lignende insinuationer havde været fremsat af Socialdemokratiet tidligere, men »at en af vore dommere fremsætter den, røber en uvidenhed og mangel på takt, som gør det i høj grad ængstende at tænke sig, at man kan risikere at skulle dømmes af en sådan person, thi når manden fælder sådanne uretfærdige obskurantiske domme i offentlige forhold, hvorledes kan han da dømme retfærdigt og klart, når han sidder på dommersædet?«, spurgte han i sin dagbog.

J.C. Christensen og Alberti havde hver sin tilgang til hvervet som minister. Fra dag 1 var J.C. Christensen mistroisk grænsende til det paranoide ud fra den betragtning, at Højre havde været ved magten uafbrudt siden 1866, og ministeriets ansatte derfor gennemgående måtte være Højre-mænd. Det fortaltes, at han om søndagen låste sig ind i ministeriet for at se, hvad de gemte i deres skrivebordsskuffer.

Alberti satte sig derimod tungt på embedsmændene og dekreterede, at ingen andre end han måtte åbne og fordele indgående post. Den blev sorteret i to bunker: det, han personligt ville tage sig af, og det, som ministeriets ansatte kunne ekspedere. Det viste sig da også efter hans afgang, at adskillige vigtige sager aldrig var blevet journaliseret, og at der ikke fandtes kopier af hans udgående post i ministeriets brevbøger.

Departementschef M.P. Friis førte ikke dagbog, så vi ved ikke, hvordan forholdet mellem ham og Alberti var, men i en periode, hvor finansminister Christopher Hage var sygemeldt, og Alberti vikarierede, havde Marcus Rubin sager, der skulle forelægges, blandt andet detaljer om indførelsen af indkomstskat.

Efter et flere timer langt søndagsmøde i Sparekassens lokaler noterede Rubin, at Alberti efterlod et yderst ubehageligt indtryk.

»Han var venlig, facil, gemytlig, men der var områder, hvor han krævede at få sin vilje, selv om det, han forlangte, var irrationelt, og hvor det var helt tydeligt, at der skulle tages håndgribelige hensyn til smålige økonomiske partiinteresser. Indvendinger var ørkesløse over for hans måde at behandle lovforslaget på«, fortæller han i sine erindringer og fortsætter:

»Da skattelovene var vedtagne, interesserede Alberti sig for ansættelsen af de forskellige skatte- og vurderingsrådsmedlemmer. Jeg gik da ind til ham med ansøgningerne fra nogle af de pågældende og viste ham, at alene deres retskrivning og skrift godtgjorde umuligheden af at ansætte dem. »Tværtimod«, svarede Alberti med et bredt smil. »Det viser, at de ikke giver sig af med skriverads, men er, som de skal være, praktiske folk««.

Efterhånden blev sædvanen sådan i de øvrige ministerier, at de ikke sendte sager, der ellers skulle til høring i alle ministerier, til Justitsministeriet, hvis det kunne lade sig gøre at undgå.

»Jeg ved«, skriver Rubin i sine erindringer, »at han ofte var imødekommende over for ansøgninger om dispensation fra lovgivningen, hvor det kunne virke mildnende over for småborgeres skæbne, men alligevel følte jeg, at der over hans tale og adfærd var en kynisme, som jeg måtte vige tilbage for. Hans fremtræden indgød mig ikke blot mistillid, men ubehag«.

Albertis hovedfjender i den offentlige administration var imidlertid ikke Justitsministeriets ansatte, men Det Kongelige Sundhedskollegium [Sundhedsstyrelsen], den københavnske sundhedskommission og kommunens bygningssagkyndige.

Da en af tidens mange byggespekulanter sendte en ansøgning om endnu et karrébyggeri på Østerbro, fik han afslag fra kommunen, fordi der ikke var udluftning til det fri fra toiletterne.

Foto: Holger Damgaard

Han klagede, og Alberti bad kommunen omgøre beslutningen. Det blev nægtet, men da bygherren så mødte frem i Justitsministeriet for at få hjælp, beroligede Alberti ham. Han kunne bare bygge, så skulle Alberti nok klare sundhedskommissionen. Underforstået, men tilsyneladende ikke direkte fremgik det, at bygherren så købte de 3.400.000 flammede mursten, 250.000 gule sten, 320.000 skillerumssten, 150.000 klinker og 80.000 røde håndstrøgne sten på Albertis teglværk, Dysseværket i Gentofte.

Her kan man sige, at Alberti varetog egne økonomiske interesser, men det var ellers ikke det gennemgående i hans administration. Det var alene forretningsforbindelserne og sine vælgere, han tilgodeså, som da han tog biografbevillingen fra filminstruktøren Ole Olsen, efter at anklagemyndigheden ikke ville anlægge sag for dyrplageri i forbindelse med Ole Olsens optagelse af filmen ’Løvejagten’ på øen Elleore i Roskilde Fjord.

Bevillingen blev i stedet givet til hustruen til Sparekassens bankforbindelse i Privatbanken (Nordea). Hun havde ikke forstand på biografdrift, men drømte om at blive biografdirektør, så det klarede Alberti ved at give den bevilling, han havde gjort ledig, til en filmkyndig, på den betingelse at han tog hende med som partner.

På samme måde delte han apotekerbevillinger ud til højre og venstre.

Albertis fald tog sin begyndelse, kort efter at han var blevet afsat som justitsminister. Ved den årlige generalforsamling i Sparekassen i Guldaldersalen på Hotel Prindsen i Roskilde rejste en landinspektør fra Nykøbing Sjælland tvivl om kassens obligationsbeholdning, der ifølge beretningen lå i en pansret boks i Privatbanken. Sparekassens revisor fik forklaret sig dårligt, og da direktionen i Privatbanken dagen efter læste avisreferaterne, studsede den over disse obligationer i en boks. Sparekassen havde ingen – eller rettere sagt: De var pantsat.

Alberti blev kaldt til samtale og fik nogle måneder til at indfri dem. Da han så dagen efter fik et telegram fra sin engelske bankforbindelse, som opsagde alle hans lån og afslog fremtidig kredit, vidste han, at spillet var tabt. Han meldte sig og fik lovens strengeste straf, 8 års fængsel – og så var anklageskriftet endda skåret til, så kun en brøkdel af hans forbrydelser indgik.

En revisor, der arbejdede for retten, kom frem til, at der var blevet svindlet for 14.462.268 kroner og 29 øre, svarende til et nutidigt beløb på 5,5 milliarder kroner. Det positive, der kan siges, er, at tilsyneladende gik ikke en krone i Albertis egne lommer.