»Nu er jeg forbundet med min patchworkfamilie«

En slægtsrejse er slut for Sannie Terese Burén – i hvert fald for nu. Hendes gamle elskede patchworkkjole i blomstret chiffon, som hun købte i begyndelsen af 90’erne i Janus i København, er næsten blevet et symbol for rejsen. Som hun skriver i sin nye bog ”En helt almindelig – patchwork – familie” ser kjolen, som hendes familie, umiddelbart ikke ud af ret meget. Farverne er flere steder slidt næsten væk, andre steder er farverne stadig klare. Og så har tidens tand produceret huller og andre skader.

»Nogle af felterne ser nærmest ud, som om de slet ikke hører til, men er alligevel med til at give kjolen dens sjæl. Ligesom min familie, der også er sammensat, stor, spraglet, udefinerlig, tynd som chiffon og alligevel nærmest uopslidelig. Kjolen har dog en tidsbegrænsning – den vil med tiden forgå. Men familie er heller ikke noget statisk. Som alt andet i livet forandrer, bevæger og udvikler den sig. Og en dag er det mig, der ikke er her mere. Jeg håber, jeg til den tid vil være lige så slidt, brugt og elsket som kjolen, der (med undtagelse af hullerne) kun er blevet bedre med alderen,« forklarer Sannie Terese Burén i bogen.

Detektivjagt på en familie

Kjolen hænger stadig i skabet på Æblegaarden på Langeland nord for Tranekær, hvor Sannie Terese Burén bor sammen med sin mand Jacob Burén og kattene Fincent og Figgeline.

Med udgangspunkt i sin egen slægt og familie gik Sannie Terese Burén på detektivjagt i begrebet familie og undersøgte, hvad det vil sige at høre til. Hun har søgt ikke bare sine rødder, men også grene, kviste, vildskud på familietræet, der mest af alt kommer til at ligne et knoldet gammelt æbletræ med diverse podninger. Så det passer vist meget godt.

»Jeg gik med lysten til at skrive om min familie i mange år, men kunne ikke finde en meningsfuld form. Men da jeg indså, at historien skulle fortælles meget personligt, gav det pludselig mening – nogle gange overgår virkeligheden fantasien. Hvis jeg havde skrevet min fortælling som roman, ville man synes, den var utroværdig«, fortæller hun.

De store løgne

Lige for at få sammenhængen på plads:

Da Sannie var 12 år, fik hun tilfældigt at vide, at ham hun troede, var hendes far, ikke var hendes biologiske far. Han var blevet skilt fra hendes mor, da hun var omkring fire år, og sin biologiske far havde hun aldrig mødt. Siden har hun erkendt smerten ved at vokse op med løgne, og usikkerheden ved ikke at vide, hvem hun var.

Sin biologiske far mødte hun første gang som voksen. Senere viste det sig, at ham hun altid havde kaldt morfar, heller ikke var ”den rigtige”. En del af detektivarbejdet bestod i at finde frem til sin biologiske morfars gren af familien.

Selv om Sannie Terese Burén nu er blevet meget klogere på sin familie, stiller hun stadig spørgsmål:

»Hvad vil det sige at høre til? Hvad er en familie overhovedet i en moderne virkelighed? Og hvordan forholder vi os til alle de nye relationer, der opstår, når familiemønstrene forandres, og ”lapperne” sættes sammen på nye måder?«

Ud over sit ærinde med at dykke ned i familiens fortælling, håber Sannie også at bidrage med noget, som andre kan spejle sig i og få nytte af.

»Familiebegrebet er på mange måder i opløsning, og jeg tror, mange går rundt derude og mærker følelsen af at være hægtet af en sammenhæng«.

Neutrale ord for relationer, tak

For at få styr på virvaret forsøgte hun at opstille sin slægt ind i en anetavle, men det var for kompliceret og gav ikke mening. Derfor er det heller ikke så underligt, at Sannie Terese Burén ikke kan definere entydigt, hvad familie er for hende.

»Fordi min familie er så sammensat, bliver definitionen nødt til at være meget bred og åben. Familie handler både om at være blodbeslægtet og om, hvem der står en nær i opvæksten og videre i livet. I mit eget tilfælde har jeg haft min bonusdatter, Oliva, fra hun var halvanden år, og jeg har set hende vokse op. Hun er sytten i dag. Jeg er ikke formelt i familie med hende, ifølge de gængse definitioner af hvad familie er. Men det ville ikke give mening for mig ikke at tænke hende som en del af min familie«, forklarer Sannie Terese Burén, der aldrig selv har fået egne børn.

Hun pointerer, at færre og færre familier kan præstere to glade forældre, to vandkæmmede børn og en golden retriever. I en moderne familie handler det om dine, mine og vores børn, ekskoner og eksmænd, tidligere papsøskende, onkler man slet ikke kender, flere sæt bedsteforældre, der bor hver for sig eller måske med en ny partner, der også har børn og børnebørn.

I dag er det ifølge Danmarks Statistik kun næsten halvdelen af alle børn, der vokser op i en kernefamilie. Så er det ikke så underligt, at det er svært at finde ud af.

Sannie Terese Burén efterlyser neutrale ord til at dække de moderne familierelationer.

»Virkeligheden har overhalet vores sprogopfindsomhed. Og det er noget af det, jeg gerne vil være med til at sætte fokus på. Lige nu er der ikke noget, der dækker. Vi mangler meningsfyldte ord for det at være i en sammenbragt familie. Nogle andre ord end papmor, bonusmor osv. Problemet med de ord, vi har, for eksempel papmor, er, at det runger hult. Det er, som om det ikke er en rigtig relation, men det kan det jo sagtens være. Tænk på et ord som bror – det er et helt neutralt ord, og det er det den slags ord, vi mangler«.

At vælge familien

Hun understreger, at familie er blevet et spørgsmål om valg og følelser som for eksempel kærlighed.

»Vi kan aldrig vælge på andres vegne, kun på egne vegne. For eksempel kunne jeg jo vældig godt tænke mig, at mine tidligere bonusbrødre virkelig var mine brødre - eller havde lyst til at indgå i sådan en relation. Men hvis ikke de har lyst, er der jo ikke noget at gøre ved det. Heldigvis har vi i dag fundet et niveau, som begge parter har det godt med det. Der skal jo to til en relation, hvad enten det er venner eller familie, og måske er det vigtigere at få forventningsafstemt, end om forholdet er på den ene eller den anden måde«.

»Min nuværende familie er Oliva og Jacob. Og så har jeg min mor. Men hvis du spørger, hvem der er med i min familie, så er det også alle mine onkler, tanter, fætre og kusiner. Mange har jeg ikke mødte endnu og kommer måske heller aldrig til«.

»Ved at skrive bogen har jeg fået sat mig selv ind i dette kæmpenetværk, som min familie er. Når vi til jul kun er min mor, Jacob og jeg, så har jeg en lillebitte familie på den ene side og på den anden en kæmpe familie, der er grænseløs. Jeg er kommet til at holde af, at den er grænseløs, men det har krævet en aktiv indsats fra min side at forbinde mig med den«.

Jeg følte jeg var på tålt ophold

Det er så oplagt at spørge, hvorfor det har været så vigtigt for Sannie Terese Burén at få placeret sig selv i sin slægt. Hun mener selv, at det hænger sammen med, at hendes livs største udfordring har været en manglende tro på sig selv og sine egne evner.

»Det, der er sket i mit liv og den måde, min familie er skruet sammen på, har været med til at bidrage til min følelse af ikke at høre til. Den skyld og den skam sidder stadigvæk syret ind i mine knogler. Jeg har fået rigtig meget rettet op på det nu, fået sat mig ind i denne sammenhæng, og det er så fundamentalt. Min fortid vil jo altid være der. Men den har influeret på alt og på alle mine relationer, ikke mindst min opfattelse af mig selv. Jeg har haft en følelse af at være på tålt ophold – ikke at have lige så meget ret til at være her som andre mennesker, at jeg var en fejl på en eller anden måde. Da jeg var lille, var det ikke noget, jeg satte ord på, men følelsen er jeg vokset op med. Det var, som om reglerne ikke gjaldt for mig. Hvis man alligevel ikke er en del af fællesskabet, er det ligegyldigt, om man afleverer lektierne til tiden. Set i det lys har jeg egentlig klaret mig meget godt. Det har været med til at sparke mig i gang, fordi jeg har været nødt til at se på mig selv blandt andet gennem terapi, for det var uudholdeligt at leve med. På den måde har det også været en gave og et spændende eventyr, fordi rejsen har forandret mig på den gode måde«.

Sannie har aldrig ønsket et liv, som var lige ud af landevejen.

»Fra jeg var ung, har jeg brugt det som en strategi, at livet er et eventyr, og hvis ikke helten blev tvunget ud i noget ubehageligt eller farligt, ville det heller ikke være et godt eventyr. Jeg har altid gået efter at leve mine drømme og længsler ud. Og hver gang noget har lugtet af lunkne kompromiser, arbejder jeg med det. Der er meget få steder, hvor jeg lader stå til i mit liv. Jeg forsøger at få gjort livet så saftigt, som det nu kan blive«.

Stedfar og den biologiske far

I sin fortælling kalder Sannie sin stedfar for sin psykologiske far.

»Min mor mødte ham, da hun var gravid med mig i femte måned. Jeg voksede op med ham som min far, og jeg var meget glad for ham. Han var jo min far. Det var til at starte med en helt almindelig kernefamilie. Men min mor og ham gik fra hinanden, da jeg var 3-4 år - uden den store dramatik. Han fik ny kæreste, men om det var derfor, vi mistede kontakten, ved jeg ikke. Jeg har i det her lært altid at tage forbehold for de historier, der bliver fortalt. Han var bare ikke i mit liv derefter. Jeg husker ikke noget brud, som ”du skal aldrig se din far igen”. Jeg havde nogle bøger og ting, som han havde foræret mig, og de havde særlig betydning. Men der blev heller aldrig sagt: Hans er ikke din rigtige far«.

»Da jeg var 12 år, mødte min mor en af min biologiske fars brødre tilfældigt hos en skolekammerats mor. Min klassekammerat overhørte samtalen. Så kunne min mor jo godt se, at det var nødvendigt, at jeg fik at vide, at Hans ikke var min rigtige far.

Når jeg ser tilbage, var den nye viden bare en understregning af, at fædre/mænd var ligeglade med mig. Ikke mindst fordi jeg også lige var blevet forladt af min mors nye kæreste, som jeg også holdt meget af«.

Et par år efter ringede Sannie rent faktisk til sin biologiske far. Hun var 14-15 år.

»Jeg fik min halvbror i røret, så blev jeg vildt bange. Den situation havde jeg ikke gennemtænkt, så jeg knaldede bare røret på og gjorde ikke mere ved det«.

Da Sannie var i begyndelsen af tyverne, døde en af hendes mors bekendte. Sannie, hendes mor og en af morens veninder havde en samtale om døden og om, at noget pludselig kan være for sent, og man nemt kan fortryde, at man ikke fik handlet i tide.

»Min mors veninde spurgte så, om jeg aldrig har haft lyst til at tage kontakt til min far – en dag ville det være for sent, og så ville jeg ærgre mig over, at jeg ikke havde gjort det«.

Sannie afbryder sig selv: »Da jeg voksede op, ja, man tror, det er løgn, der i 60’erne og 70’erne blev jeg stadig betragtet som et uægte barn og set ned på, fordi jeg var barn af en enlig mor«.

Du ligner min søster

Hun vender tilbage til sin fortælling:

»Jeg skrev et brev til min far på hans arbejdsplads. Måske levede han i en familie, som intet kendte til min eksistens. Senere viste det sig, at både min halvbror og min halvlillesøster vidste, jeg eksisterede. Men det kunne jeg ikke vide på forhånd. Han skrev tilbage, at han var glad for få mit brev og gerne ville mødes med mig«.

Sannie var 22 år, da hun trådte ind på Cafe Sommersko i Købehavn for at møde sin biologiske far for første gang. De var begge kommet for tidligt, skulle lige have en lille til halsen, fordi de begge var nervøse. De spottede hurtigt hinanden, og Sannies far udbrød: »Hold da op, hvor du ligner min søster.«

»Hver gang jeg ser Sporløs, tænker jeg, hvor er det utroligt, at de biologiske bånd har så stor betydning. Men det har de bare. Det er, som vi biologisk set forventer en form for genkendelse. At en af måderne vi ved, hvem vi hører sammen med, er, at vi ligner hinanden. Man spejler sig i dem. Når det så ikke er der, enten fordi man er adopteret, eller som jeg kun har den ene side, bliver det en kæmpe aha-oplevelse. Jeg vidste jo ikke, at jeg manglede det. Men spejlingen betyder bare rigtig meget. I starten mødte jeg kun min far, og sidenhen mødte jeg så også mine halvsøskende. I forbindelse med processen og bogen har jeg fået kontakt med flere familiemedlemmer på min fars side, faster, onkler, fætre og kusiner – og det er en rigtig rar følelse, jeg får af at forbinde mig med den gren af familien.«

Sannie Terese Burén selv kunne først se ligheden med sig selv, da hun mødte sin lillesøster.

»Jeg kunne tydeligt se mig selv i hende, måske fordi vi har samme køn, og fordi hun kun er fem år yngre end mig. Jeg har dog stort set ikke kontakt til mine halvsøskende, og relationen til min far har været meget svingende gennem årene«.

»Apropos Sporløs, så er det jo først, når man finder sine slægtningen, det starter. Selv om man er så biologisk tæt, som man overhovedet kan blive, er det ikke sikkert, man kan finde ud af at bygge relationen op. Der er måske en umiddelbar kærlighed, men det er jo ikke det samme, som at man får et godt forhold. Det er kompliceret. Man skal være overbærende, og det er svært, og det må man leve med. Nogle gange kan alene det at møde hinanden og blive spejlet på det biologiske plan være nok«.

Hun har snakket med mange, der har fået kontakt til en nær slægtning for første gang. De siger alle, at det har været meget vigtigt, og ikke noget de ville være foruden, uanset udfaldet. Den erfaring gør, at Sannie Terese Burén mener, at det er så forkert – både etisk og moralsk, at vi fratager donorbørn muligheden for at få kontakt med deres far. Og så spørger hun meget apropos:

»De donorbørn, der finder hinanden via donornummeret – er de i familie?«

Den ”rigtige” morfar

Sannies mormor blev gravid som 18-årig, og hendes mor blev født uden for ægteskabet. »Den del har min mor godt vidst, at hun har gentaget. Men hun vidste ikke, at hendes far ikke var hendes rigtige far. Det fik hun først at vide som 36-årig, da min mormor døde. Hele min proces med min biologiske far har været en skygge af, at min mor har levet med uvidenheden. Det kan godt være, at hun støttede mig i at opsøge min far, før det var for sent, men hun tog ikke selv den skovl i hånden og begyndte at grave. Det har været lidt af et mysterium, der var så meget, der ikke gav mening. Jeg traf beslutningen, at jeg måtte lege detektiv og finde ud af, hvem denne rigtige morfar var. Og det lykkedes også at finde frem til ham. Han var dog død, men jeg fandt hans efterkommere. Og det er blandt andet min nye onkel Peter, som både min mor og jeg i dag har kontakt med.«

Den sidste i slægten

»Jeg er den sidste i min slægt. Det føles ikke helt så ensomt, som hvis man var den sidste af sin art,« siger hun og griner hjerteligt.

»Vi har trangen til at forplante os rent biologisk, men trangen til at fortælle vores historie kan for nogen af os være en lige så kraftfuld drift. Og det er det, jeg kan gøre i stedet. Sådan kan jeg sætte aftryk på planeten til dem, der kommer efter mig – ikke mine efterkommere, men efterkommere i det hele taget. Det giver mig nogle andre muligheder, end hvis jeg skulle tage mig af en masse børn. Jeg kan tage mig mere af planeten, sådan kan jeg godt lide at tænke om det. Der er overbefolkning på kloden, vi har et overforbrug, som ikke er bæredygtigt - måske er det meget godt, at vi ikke alle sammen reproducerer«, forklarer Sannie Terese Burén, som rent faktisk både er miljøbevidst og hardcore økolog.

»Gennem min søgning har jeg helt klart fået en anden følelse af at være en del af helheden. Det, som en masse års terapi kun kunne løse delvist, kom jeg til bunds i gennem at arbejde med min familiefortælling. Jeg fik samlet patchworktæppet. Det var en stor bunke lapper, der lå ovre i et hjørne, som ikke gav mening hver for sig, men ved at blive syet sammen, i form at blive skrevet ind i en samlet fortælling, blev det meningsfyldt. I og med at jeg ser mig selv som en del af forgrenet netværk, en kæde, er jeg blev fritaget fra noget. Når vi hele tiden skal definere os selv og opfinde os selv, får vi også ansvar for, hvad der sker med os i vores liv – men som en del af en større fortælling, er det ikke noget, lille mig har skabt helt alene. Det gør det nemmere for mig at slappe af i mit liv. Og giver mig bedre mulighed for at skabe forandringer i mit liv«.