Tove Ditlevsens barnebarn fandt mappe fyldt med hemmeligheder - nu kan hun endelig fortælle om dem

Da Lise Munk Thygesen var syv år gammel, rejste hun alene med toget fra Esbjerg til København efter at have besøgt sin farmor og farfar. På rejsen mødte hun en smuk, ung kvinde, og pludselig føltes det ikke som at rejse alene mere. Samtalen gik, som landskabet uden for vinduet drev forbi.

Da de nærmede sig København, rejste de sig op, stillede sig ud i mellemgangen, og her ytrede Lise, at hun var Tove Ditlevsens barnebarn. Med ét ændrede den unge kvindes syn på Lise sig. Hun så ikke længere et syvårigt barn, men en reinkarnation af en af Danmarks mest berømte forfattere. Den unge kvinde fortalte Lise, hvor meget Tove Ditlevsen havde betydet for hende, og samtalen ændrede sig til en situation, hvor Lise ikke længere var Lise. Hun eksisterede kun i øjeblikket i kraft af sin mormor.

Fra den dag holdt Lise historien om sin mormor for sig selv, for hun var godt klar over, at hun ikke var som andre børn, fordi hun ikke havde en mormor, som andre mormødre var.

”Siden da har jeg holdt det for mig selv. Ikke fordi jeg er flov, jeg er meget, meget stolt, men det blev en vane at tie stille om det,” forklarer Lise Munk Thygesen i dag.

Sådan har det været i mange år. Til september fylder Lise 60 år, og det er først nu, at hun kan påtage sig en rolle og en plads i verden, hvor hun også kan lade arven efter sin mormor fylde. Det gør hun blandt andet med debuten og familiefortællingen ’Tove Ditlevsen var min mormor’, som udkom den 15. juni.

Skjulte ringbind til fri skue

Bogen har været år undervejs. Lise har i mange år drømt om at udgive en bog om kvindeliv, om hvordan kvinder har levet og eksisteret i verden hen over tid. Men det var først for få år siden, at hun besluttede sig for, at den bog, der skulle skrives, skulle handle om hendes egen familie.

”Jeg vil gerne lyse ind på min families traumer, men også glæder. Jeg vil gerne kigge min familie helt efter i krogene for bedre at forstå de generationer, som jeg selv har været en del af, for bedre at forstå de handlemønstre, som, jeg kan se, er gentagende,” forklarer Lise Munk Thygesen om bevæggrunden for bogen.

For traumer har der været nok af. Lise var blot 12 år gammel, da hendes mormor døde ved selvmord, og som skabelsen af bogen har udfoldet sig, har hun oplevet, hvordan misbrug, fattigdom og skam har været altoverskyggende i den historie, som tilhører hendes familie.

Det har hun altid vidst, men det blev helt klart, da hun i 2008 mistede sin egen mor, Tove Ditlevsens datter, Helle Munk.

I sit hjem havde Helle en væg fuld af stigereoler, og da Lise skulle rydde op efter sin mors død, fandt hun noget på øverste hylde, som viste sig at være katalysatoren til den bog, vi nu sidder med i hænderne.

Øverst stod en række ringbind – de brede af slagsen, fulde af ord.

”Bagpå dem stod der med håndskrift, hvad indholdet var. En hed ’Slægt og Familie’, en hed ’Fotos’, en hed ’Noter, og en hed ’Hemmeligheder’,” husker Lise om dagen.

”Jeg havde altid vidst, at min mor førte dagbog, og jeg håbede altid, at jeg ville finde dem for at få nogle svar, fordi jeg vidste aldrig, hvad hendes mørke dyb var. Men jeg kunne se, at ringbindene havde stået der længe, og jeg tænkte, at det var et under, at jeg ikke havde opdaget dem, fordi de jo stod til fri skue,” fortsætter hun.

Men hvor nogle måske ville sætte sig med det samme og åbne ringbindene, valgte Lise at gemme dem væk. Hun vidste, at hun skulle være helt klar til at tage det ind, som hun ville finde i dem.

”En aften drømmer jeg, at min mor kommer og sidder ved min seng og siger ’Du kan godt kigge på de hemmeligheder, men det er på eget ansvar’. Det var først, da min mand, Lars, døde, og der var gået et halvt år, at jeg tænkte, at nu er det tid til, at jeg skriver den bog, jeg så længe gerne har ville skrive. Så jeg åbnede først mappen med hemmeligheder, efter at jeg vidste, at jeg skulle skrive bogen,” siger hun.

Da dagen kom, blev det et lille ritual for Lise. Hun lavede en kop te, satte sig ind på sit arbejdsværelse, lukkede døren bag sig, skrev forordet til bogen og åbnede ringbindet.

”De første tre ting i mappen var nogle meget, meget lange håndskrevne breve fra Victor (Tove Ditlevsens fjerde mand, red.) til min mor. Dem læste jeg, og så besluttede jeg mig for at transskribere alt, der var skrevet i hånden. Så havde jeg mappen med brevene, og her kunne jeg se, hvad min morfar skrev til min mor eller til Tove på et bestemt tidspunkt, og på den måde kunne jeg stykke historierne samme,” forklarer Lise.

Hemmelighedsmappen var den første, hun læste hele vejen igennem, og derefter læste hun Notemappen. De er fyldt med beskrivelser af drømme, af mareridt og af hverdagen.

”Jeg blev bare så vildt imponeret over den katalogisering, der lå i det. Jeg tænker, at min mor har brugt rigtig lang tid på at lave de her mapper, så jeg føler, at det er en kæmpe gave.”

Artiklen fortsætter under billedet:

Tove Ditlevsen døde i 1976. Foto: Egmonts Historiske Arkiv

At være mor uden en mor

I takt med, at ringbindenes indhold åbnede sig, og bogen langsomt foldede sig ud, lærte Lise Munk Thygesen om sig selv og om sin familie på en måde, hun ikke havde oplevet før. Hvordan familien har været præget af ekstrem fattigdom, indtil Tove Ditlevsen tog et spring op i de sociale lag. At flere kvinder i familien har været præget af vitamin D-mangel – præcis som Lises egne to døtre gjorde, da de var yngre.

”Jeg kunne bedre forstå, hvor jeg kommer fra. Jeg vidste, at jeg er vokset op uden en mor, der var til stede, jeg vidste, at min mor i perioder var vokset op uden en mor, og så vidste jeg, at min mormors mor ikke kunne være den mor, hun ønskede. Men jeg fandt også ud af, at min mormors mor, Alfrida, også selv skulle være mor for sig selv, fra hun var fire år gammel – og hendes mor mistede også sin mor, da hun var fire år gammel. Jeg kunne se en kædereaktion af vilkår, og pludselig giver det mening: Det er svært at være mor, når man ikke selv har et kvindebillede at spejle sig i,” lyder det fra Lise.

Moderskabet er et gennemgående tema i Lises familie. Nogle drømte om at være mor, mens andre aldrig fandt sig til rette i rollen. Derfor er Lise ikke i tvivl om, at historien også er interessant – også selv hvis hendes mormor ikke havde heddet Tove Ditlevsen.

’Tove Ditlevsen var min mormor’ er et forsøg på at frigøre Lises egne børnebørn fra de hemmeligheder, der har været i familien. Hemmeligheder, man ikke har talt om, og en skam over tilværelsen, som også forblev usagt.

”I min familie har skammen simpelthen været uden for ens kontrol. Det har for eksempel været den her ekstreme fattigdom, og med den fattigdom kommer skammen over det tøj, man går med, eller at tænderne falder ud, skammen over selvmord - og så er der skammen over at få sine grænser overskredet. Alle kvinderne i min familie har været udsat for det,” forklarer Lise Munk Thygesen.

”Sådan en skam gør, at man føler sig mindre værd. Det bremser ens udvikling og ageren i verden, og man giver det videre til sine børn, at man skammer sig over sig selv. Derfor synes jeg, at det er vigtigt, at vi stopper med at skamme os, fordi det er spild af tid.”

Lise har også gennemgået adskillige interviews og samtaler, som Tove Ditlevsen har deltaget i gennem sin levetid, og et ord går igen: Tilgivelse. Det er det, hun håber på, at der kan ske med den her bog. At skammen over moderløsheden, alkohol og pillemisbruget stopper, og at vi tilgiver i stedet.

Tove Ditlevsens arv

Lises historie udfolder sig i bogen på samme måde, som resten af kvinderne i hendes familie gør. Det har været en rejse, hvor hun har lært om sig selv og sit ophav, og hvor hun har indset, at intet sker helt tilfældigt.

”Jeg troede, at den måde, jeg var på som menneske, er, fordi jeg er vokset op med min far, som var en del af 60’ernes kulturrevolution, men jeg har fundet ud af, at min frihedstrang stammer helt tilbage fra min tipoldemor Ane Margrethe,” siger hun.

”Og så har jeg fået en stor forståelse for mit forhold til min mor, og hvorfor min mor havde det, som hun havde det. Det har været stort, og det er jeg meget taknemmelig for, fordi det er nogle gode brikker at have i sit puslespil. Men der har været et kæmpe savn i mig, mens jeg gik gennem stoffet. Nogle gange har jeg været ked af det, andre gange har jeg skraldgrinet, fordi min mor og mormor havde en fantastisk humor. Det har føltes som at være omringet af dem, og at jeg er virkelig tæt på dem,” lyder det fra Lise.

Af samme grund føler hun ikke en ærefrygt forud for udgivelsen af sin bog – selv om hun er i familie med Tove Ditlevsen. Hun begrunder det med, at det nok handler om, at hun nærmer sig de 60 år, og at hvis hun havde været 20 år, så ville det se anderledes ud.

”Når det er sagt, så er det selvfølgelig skræmmende, men der er også en meget stor glæde ved det. Fordi det er ikke en konkurrence med hinanden, men det handler mere om at debutere med en bog om et emne, som er så følsomt for så mange mennesker, men jeg føler ikke, at nogen vil sammenligne mig med hende. Jeg håber bare, at folk måske kan genkende noget af sig selv i historien,” slutter Lise Munk Thygesen.