Adolf Hitler havde et blødt punkt for de nordiske lande. Indbyggerne her var – mente han – racerene ariere, og de hørte naturligt hjemme i det kommende tyske storrige.
I Norden så den tyske Fører også nazistiske partier skyde op, og han regnede med, at de ville udbrede hans nye samfundsorden.
Blandt dem var nordmanden og officeren Vidkun Quisling, der grundlagde nazipartiet Nasjonal Samling (NS) i maj 1933 – blot fire måneder efter at Hitler havde grebet magten i Tyskland og var blevet landets rigskansler.
Som sin højre hånd havde Quisling den energiske advokat Johan Bernhard Hjort, der blev beskrevet som lige så handlekraftig og dynamisk, som Quisling var indesluttet.
Begge havde politisk erfaring – Quisling som forsvarsminister i 1931-33 – og de gjorde sig bemærket som glødende antimarxister. Hjort blev NS-bevægelsens intellektuelle kraft, mens Quisling skulle være førerskikkelsen.
En udsending fra det tyske nazistparti, Max Pferdekämpfer, fik kontakt til parret, og i tiden omkring dannelsen af NS understregede han over for SS-lederen Heinrich Himmler, at Quisling var et talent, de burde holde øje med: “...da er für uns die beste Kanone sein wird” – fordi han vil være vores bedste kanon.
Men valget i oktober 1936 blev en katastrofe. Quisling og Hjort blev mødt med et skuldertræk af deres landsmænd. Partiet samlede kun 26.600 stemmer. Ingen af dem kom derfor i nærheden af en plads i Stortinget.
Hitler frygtede, at Skandinavien og Finland kom i russernes kløer. Han støttede derfor landenes nazipartier – men kun halvhjertet.
Norge bliver kuppet over radioen
Den norske nazileder så sin store chance, da tyske tropper invaderede Norge den 9. april 1940.
Den folkevalgte regering flygtede ud af hovedstaden sammen med kongen, og det norske forsvar kæmpede hårdt mod de tyske invasionsstyrker, der var blevet landsat flere steder i landet.
Oslo var på tyske hænder allerede samme dag, og om aftenen lykkedes det en lille gruppe NS-mænd at bluffe sig ind i Norsk Riks-kringkastings radiostudier i Oslo.
De afbrød udsendelsen, og gruppens leder, Vidkun Quisling, satte sig uden videre foran mikrofonen.
I en kort radiotale informerede han det norske folk om, at landet fra dette øjeblik havde fået ny regering, og at han nu var landets statsminister:
“Under disse omstændigheder er det Nasjonal Samlings pligt og ret at overtage regeringsmagten for at værne om det norske folks livsinteresser og Norges sikkerhed og selvstændighed”, sagde han til de forundrede lyttere.
Han var tydeligvis velforberedt. Selvom det tyske besættelse tilsyneladende var kommet som en overraskelse for Quisling, havde han en ministerliste klar, som han læste op i radioen.
“Alle gode og besindige nordmænd”, indledte han behændigt og udslyngede derefter trusler om hårde straffe mod enhver, der satte sig op mod den nye orden i fædrelandet.
Tyskerne havde straks den 9. april indledt forhandlinger med den norske regering, som havde slået sig ned i Hamar, 100 km nord for Oslo. Men tyskerne indså hurtigt, at nordmændene ikke havde tænkt sig at give op.
Den 10. april tog den nye norske statsminister Quisling fat. Som sin første embedshandling annullerede han den mobiliseringsordre, den flygtede regering havde udstedt for at samle soldater til kampen mod tyskerne. Ingen rettede sig dog efter ham.
Tværtimod rejste sig en indædt folkelig vrede mod landsforræderen Quisling, og modstandskampen mod tyskerne blev ansporet yderligere.
I nogle dage prøvede Quisling at sætte sig i respekt som ny statschef ved at gentage sin modordre, men tyskerne indså hurtigt, at han virkede som en rød klud for den norske befolkning. Allerede den 15. april afsatte de Quisling igen for at skabe ro til at nedkæmpe den norske modstand.
Først i september 1940 genvandt han tyskernes tillid og fik posten som statsminister i en “national regering” – men den reelle magt blev hos den tyske rigskommissær Josef Terboven.
Kun et ubetydeligt antal nordmænd var begejstrede over Quislings forsøg på at nazificere Norge. Især hans idé om at indlemme landet som en delvist selvstændig nation i et “storgermansk rige” blev mødt med afvisning.
Finske facister beundrer Mussolini
Den fascistiske bevægelse i Finland blev født i et slagsmål mellem nationalister og unge kommunister.
I 1929 holdt kommunister propagandamøder over hele landet, og sent i november samledes medlemmer af partiets ungdomsbevægelse i byen Lapua i det vestlige Finland. Sneen faldt, og det var bidende koldt, men det hindrede ikke de lokale bønder i at reagere.
Lapua var dybt forankret i kirkelig konservatisme, og her, få år efter at Finland havde revet sig løs fra Rusland, så byens borgere kommunisternes møde som en voldsom provokation.
Med storbonden Iisakki Vihtori Kosola i spidsen gik de til angreb på kroen, hvor kommunisterne var forsamlet.
Det kom til åbent slagsmål, og de unge aktivister måtte med rasende bønder i hælene flygte ud af byen til fods gennem snedriverne. Lapua havde sat sig selv på landkortet, og Kosola blev leder af den nye, antikommunistiske bevægelse, der tog navn efter byen.
Kosola havde under 1. verdenskrighvervet finske jægersoldater til den tyske hær. Han havde siddet i russisk fangenskab og havde kæmpet mod kommunisterne i borgerkrigen. Nu var han atter i begivenhedernes centrum.
Lappobevægelsen, der fandt inspiration i det fascistiske Italien, blev kendt for at bortføre “uønskede elementer” og køre dem til den sovjetiske grænse.
I oktober 1930 bortførte de den populære eks-præsident Kaarlo Juho Ståhlberg og hans kone, gav dem begge bank og satte dem af i byen Joensuu.
Aktionen skulle have været begyndelsen på et statskup, men bortførelsen gjorde i stedet Lappobevægelsen upopulær i befolkningen. Efter endnu et mislykket statskup i 1932 blev bevægelsen forbudt ved lov.
Opløsningen af Lappo-bevægelsen betød imidlertid ikke enden på de finske fascister. Umiddelbart efter etablerede tidligere medlemmer af bevægelsen Den Fædrelandske Folkebevægelse, IKL.
Den nye organisation var inspireret af fascisterne i Italien, men ønskede modsat Lappobevægelsen at holde sig inden for lovens rammer. IKL stillede op til flere valg, og i 1936, da partiet var størst, havde det 80.000 medlemmer og fik 98.000 stemmer.
Partiet blev forbudt i 1944 som et led i våbenstilstandsaftalen med Sovetunionen efter Fortsættelseskrigen.
De finske fascister bekendte sig ikke til nazismen – men Mussolinis fascisme.
Danske nazister taber spadeslaget
Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP) lagde sig tæt op ad det tyske forbillede. Partiet blev stiftet i november 1930, og dets første fører var ritmester Cay Lembcke (1885-1965).
Han havde længe fulgt udviklingen i Tyskland med forventningsfuld interesse, og da Adolf Hitlers nationalsocialistiske parti i september 1930 gik frem fra 12 til 107 mandater i den tyske rigsdag, mente Lembcke, at tiden var inde til en lignende revolution i Danmark.
Bevægelsen kom dårligt fra start. Efter stiftelsen tog Lembcke til Sønderjylland, hvor tilslutningen var størst, men mødet i Sønderborg den 31. januar 1931, hvor Lembcke fremlagde partiets program, endte i tumulter.
“Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti vil med alle midler kæmpe for at holde kvinderne ude af Rigsdagen og fra kommunalpolitikken, hvor de aldrig har gjort nogen gavn, men megen skade”, tordnede han fra talerstolen.
Det hele vakte minder om Adolf Hitler, og det ville sønderjyderne ikke finde sig i. De havde håbet på en stærk mand med løsninger på den økonomiske krise, som havde ramt egnens landmænd særligt hårdt.
Og gæsten fra København sagde heller ikke ét ord om en sag, som optog den nationalt sindede lokalbefolkning stærkt: ønsket om at få grænsen flyttet sydpå til floden Ejderen.
Da han i stedet begyndte at tale om, at “hovedstadens presse er en jødepresse”, bredte uroen sig i salen. Det var ikke ord, de fremmødte var kommet for at høre. Et par tilhørere rejste sig op og råbte ad taleren. Lembckes folk gav igen, og snart deltog hele salen i et voldsomt skænderi.
En tavs og indelukket landlæge fra Bovrup følte det sikrest at fortrække til en nærliggende restaurant. Lægen hed Frits Clausen, og han var ligesom Lembcke fuld af beundring over for Hitlers ideer om et mægtigt Tyskland.
For at understrege dette underskrev han sig ofte Fritz i stedet for Frits, og da Lembcke senere på aftenen trådte ind i restauranten, meldte Clausen sig på stedet ind i det nye parti.
Clausen arbejdede med rasende energi og skaffede nye medlemmer, men alligevel blev folketingsvalget i 1932 en dyb skuffelse. DNSAP nåede kun at stille op i Sønderjylland, og trods Frits Clausens indsats høstede partiet sølle 757 stemmer.
Nazilederen Frits Clausen meldte sig under krigen til SS som militærlæge. Da han vendte hjem i 1944, blev han smidt ud af partiet.
Hermed var et lederskifte uundgåeligt. Det kom på et stormfuldt møde den 23. juli 1933 i Aabenraa, hvor Frits Clausen – angiveligt stærkt tilskyndet af sin ærgerrige kone – stillede op og vandt formandsposten.
Nu skulle partiets blakkede ry rettes op. Efter en lang, indre strid lykkedes det ham at ekskludere Aage H. Andersen, der var blandt bevægelsens mest rabiate antisemitter.
Andersen etablerede straks det endnu mere sekteriske National Socialistisk Arbejderparti, NSAP.
Splittelsen sørgede for at lede den negative opmærksomhed bort fra DNSAP, alligevel opnåede partiet ved valget i 1935 kun ca. 16.000 stemmer – ikke nok til at komme i Folketinget.
Tre år efter – i 1939 – kunne partiet fordoble sit stemmetal, men de 31.000 stemmer rakte ikke til mere end tre mandater.
Den tyske besættelse gav flere partimedlemmer, men opbakningen forblev lille. I september 1940 kunne avisen Jydske Tidende hovere over Frits Clausen – uden at tyskernes censur så nogen grund til at gribe ind:
“Han havde parade her i søndags med sine tropper, der for de flestes vedkommende bestod af skæve og krumme bønderkarle fra insolvente hjem. (...) Det fortælles, at de tyske tropper grinede ad dem. Frits kan aldrig få fat i eliten herhjemme”.
Den 8. december 1940 var et skuffende vendepunkt for de danske nazister. Den tyske besættelse af landet havde allerede været en realitet i et halvt år, og den dag gik 400 af bevægelsens medlemmer på gaden i Haderslev for at vise, at de var stærkere end politiet.
De ville også understrege, at tiden var inde til en nazistisk magtovertagelse med Frits Clausen som landets fører.
Ordensmagten i Haderslev gik imod demonstrationen med hele styrken. Demonstrationen var nemlig først anmeldt, en time før den skulle finde sted, hvilket gjorde den ulovlig. Og ligeledes i strid med loven bar demonstranterne spader som våben.
260 nazister blev anholdt.
“Spadeslaget”, som episoden blev kaldt, var en dyb personlig skuffelse for Frits Clausen. Den tyske besættelsesmagt betragtede sagen som et internt dansk anliggende og greb ikke ind.
De danske nazister havde fået en kold skulder af forbillederne mod syd, og den forventede folkerejsning var ikke i syne.
Tyskerne sad solidt på magten i Danmark og havde ikke brug for Frits Clausen længere. De danske nazister havde fungeret som nyttige amatører. Nu var det slut. Clausen blev ekskluderet i 1944.
Svenske nazister holder stormøde
I marts 1931 var der store forventninger i stockholmske højrekredse. Dyrlægen Birger Furugård fra landsbyen Deje i Värmland havde inviteret Hitler og propagandachefen Joseph Goebbels til den svenske hovedstad for at tale ved et udendørs massemøde.
Sammen med sine to brødre, Gunnar og Sigurd, havde Furugård i oktober det foregående år dannet Svenska Nationalsocialistiska Partiet – SNSP.
Lige siden 1924 havde han stået i spidsen for en række lignende bevægelser, som alle forblev små og uden indflydelse. Nu skulle det være! Folkemødet med den tyske nazileder og hans højrehånd ville markere begyndelsen på en ny tid.
Sådan gik det dog ikke. Hvordan Hitler reagerede på invitationen, er ikke kendt, men politichefen i Stockholm afgjorde sagen. Han frygtede for forstyrrelse af den offentlige orden og nægtede at give tilladelse til mødet.
Furugård gav ikke op. Han fortsatte med at organisere sin nye bevægelse, og i 1932 lykkedes det ham at samle hele 6000 mennesker til et massemøde på Hötorget i Stockholm.
Iklædt sorte støvler, skrårem og armbind med hagekors oplevede han sit livs øjeblik. Ikke sammen med Adolf Hitler, men med sig selv som hovedtaler.
Blandt SNSP's største konkurrenter var Nationalsocialistiska Arbetarepartiet, som var medvirkende til, at valget til Rigsdagen i 1936 blev en katastrofe for SNSP, som kun fik 0,1 procent af valgets stemmer.
Som konsekvens opløste Furugård partiet, hvorefter Nationalsocialistiska Arbetarepartiet, der i 1938 skiftede navn til Svensk Socialistisk Samling (SSS), overtog førertrøjen.
Det nye parti blev tegnet af den farveløse Sven Olov Lindholm, som er den, der kom tættest på at blive svensk fører. Dette opnåede han ved at bryde forbindelsen til moderpartiet i Tyskland.
Partiet byttede hagekorset ud med Vasakärven, et gammelt svensk nationalromantisk symbol, og nazihilsenen med strakt arm blev erstattet med “den lille”, hvor partifællerne blot hævede højre underarm.
“Vi er skuffede over Tyskland”, sagde Lindholm den 20. april 1940, efter at tyskerne havde besat Danmark og Norge. Så sent som i 1943 drømte Lindholm om en nordisk militæralliance under svensk ledelse.
Han talte om en genrejsning af 1700-tallets svenske storhedstid, hvilket de fleste fandt absurd under en verdenskrig.
I 1940 stillede SSS slet ikke op til valget, og fem år efter var partiet opløst.
6000 nazister samledes på Hötorget i Stockholm i 1932 for at høre partiformanden Birger Furugårds tale.