Vi danskere nørkler med slægtsforskning som aldrig før. Det gør Knud Rosenvinge også. Den tidligere omrejsende tivoli-arbejder ved nu, at han er adelig
Der er 6.800 af dem. Men det er dem med alle titlerne, vi hører om. Grever og baroner. Dem der er færreste af.
Men den største gruppe indenfor dansk adel er jævne mennesker som dig og mig. De fleste med helt almindelige liv. Helt almindelige job.
Og så er der Knud. Der knap nok anede, at han var adelig.
Opret abonnement på BT PLUS - den første måned er gratis - og læs historien om Knud Rosenvinge, som hele sit liv har arbejdet i omrejsende tivolier.
De ligger drysset med rund hånd ud over det kuperede midtsjællandske landskab. Slotte, godser, herregårde. Store prægtige bygningsværker, der vidner om et adeligt liv levet uden smalle steder og med højt til loftet.
Inde i huset i den lille midtsjællandske by hænger der da også et flot og farvestrålende våbenskjold på væggen. Men ellers er der ikke meget herskabeligt og højt til loftet over det lille rækkehus på 50 m2. Heller ikke over husets 70-årige beboer, som iført træsko byder indenfor, mens han prøver at få den sorte labrador Max til at skrue lidt ned for begejstringen over at få gæster.
Knud Rosenvinge hedder manden med træskoene. Han tilhører den danske adel. Er et lillebitte blad på én enkelte gren af det enorme adelige stamtræ.
Men der har aldrig været noget adeligt over hans liv. Med mindre selvfølgelig at man vælger at kalde ham ridder af landevejen. For siden han var 14, har Knud Rosenvinge været på landevejene med omrejsende tivolier og cirkusser. Og har indtil for nylig knap nok vidst, at han overhovedet tilhørte en adelig slægt.
»Jo, der var vist noget med en check en gang,« siger han med tænksom pande.«
»I 1963 tror jeg. Men så har jeg ikke tænkt mere over det indtil for et par år siden, hvor ham forskeren begyndte at interessere sig for det,« fortæller Knud Rosenvinge.
Den check vender vi tilbage til.
Et led i den adelige kæde
’Forskeren’ hedder Lars Bisgaard, er historiker ved Syddansk Universitet, og står sammen med Mogens Kragsig Jensen bag et nyt digert værk, ’Den danske adel siden 1849’, som er udgivet i samarbejde med Dansk adelsforening og har stor fokus på netop de grene, der bor indeni slottene, på godserne og herregårdene.
Eller som adelsforeningens formand, kammerherre Henrik baron Wedell-Wedellsborg skriver i bogens forord: ’En adelsmand opfatter sig selv som et led i en kæde af tidligere og kommende generationer. Han kender sine forfædre og er stolt af dem, som har været fremragende, og han håber, at han selv og hans efterkommere vil vise sig værdige til slægten’.
Den gruppe adelige, som baronen her især refererer til, er i virkeligheden den mindste gruppe, men dem der tales og skrives mest om. Dem med alle titlerne.
Ifølge Lars Bisgaard lever og bor der omkring 3.500 adelige i Danmark. Men af dem er det blot 10 pct., altså 350, der er højadelige, og kan kalde sig grever og baroner.
Kæden som Knud Rosenvinge tilhører, kan ikke kalde sig noget. Men tilhører dermed i princippet de allerfineste adelige. Ur-adelen.
Det var nemlig helt tilbage i 1505, at kong Hans udstedte et adelsbrev med våbenskjold til Knud Rosenvinges stamfader. I brevet blev Mogens Jensen - som han hed - udover våbenskjoldet tildelt frihed og frelse.
Købmand og borgmester
Mogens Jensen var købmand og borgmester i Helsingør. Hvor adelsbreve tidligere i historien blev udstedt af kongen til personer, som havde udvist stort mod og heltegerninger på slagmarken, blev det ifølge historiker Lars Bisgaard under bl.a. kong Hans mere almindeligt at udstede ud fra andre kriterier. Nemlig udfra, hvem det for kongen kunne betale sig at alliere sig med. Mogens Jensen var en af dem.
Navnet Rosenvinge - som hørte til adelsbrevet - tog slægten dog først i brug i slutningen af 1600-tallet, og som det fremgår af stamtræet andetsteds på siden, var det en ganske fremgangsrig slægt langt op i historien.
Men spoler man frem til omkring midten af 1800-tallet, har der ikke været meget adeligt at spore i Knud Rosenvinges del af grenen. Derfra og frem har Rosenvingerne levet under fattige kår. Levet fra hånden til munden og nærmest arbejdet i døgndrift for overhovedet at kunne forsørge familien.
»Men vi snakker om et spænd på 500 år, og det ville være mærkeligt, hvis det skulle være gået alle lige godt,« siger Lars Bisgaard om udviklingen.
Husker ingen storhed
Og måske er det derfor, at den adelige arv er gået lidt i glemmebogen. Knud Rosenkilde mindes i hvert fald ikke drys af storhed.
»Så langt tilbage som jeg har hørt historier, har det været arbejdsfolk allesammen og små landmænd. De havde ikke rigtig råd til at holde det i gang,« siger han om slægtsnavnet, som frem til 1963 blev forsøgt holdt i live af en Rosenvinge fond, der årligt donerede en check på 600 kr. til familierne. Penge der skulle bruges på, at drengebørnene kunne fortsætte skolegangen og blive til noget i stedet for at blive sendt ud at tjene.
Oppe i det vestjyske, i den lille bo Orten syd for Ringkøbing, hvor Knud Rosenvinge og hans fem søskende kom til verden, var kårene også små.
»Min far var daglejer,« forklarer han. »Han havde et lille landbrug og drev fiskeri ved siden af. Han knoklede døgnets 24 timer for at få mad på bordet til os unger. Min mor havde også forskellige job. Det var hun nødt til. Så det var ikke noget adeligt hjem, vi voksede op i. Det var trange kår, ja det var. Men de var søde og rare, min far og mor.«
Knud Rosenvinge var knap blevet teenager, før han blev sendt ud og tjene. For med fem drengebørn rakte en check på 600 kr. ikke langt.
Livet som bager-lærling til 21,50 kr. om ugen var dog ikke noget for lille Knud. Så da han var 14 og et omrejsende tivoli kom til byen, var han solgt.
Narrede bedstemor
»Jeg aner ikke hvorfor. Det har jeg aldrig kunnet svare på,« siger Knud Rosenvinge.
Forældrene nægtede at underskrive et brev om, at han gerne måtte rejse med. Han lagde i stedet brevet foran sin halvblinde bedstemor. Og der var bid, for hun anede ikke, hvad hun skrev under på.
Og sådan blev han altså en slags ’landevejsridder’. Og har været det helt frem til sidste år, hvor kroppen ikke længere helt kunne følge med i det omrejsende liv med gynger og karruseller.
Nu sidder Knud Rosenvinge så i sit lille rækkehus på Midtsjælland og har - inspireret af ’ham forskeren’ masser af tid til at fordybe sig i familiens adelige rødder sammen med brødrene Hardy, Finn og Karlo, der alle har krydset pensionistalderen.
Og det er ikke helt uden stolthed, at de har gravet frem, at der inde i deres slægtsskab også ligger en forbindelse til selveste H.C. Andersen.
Jævne mennesker i Norge
Ifølge Lars Bisgaard er der grene af Rosenvingerne i udlandet også. Folk som er udvandret til USA og Europa, hvoraf mange har klaret sig rigtig godt. Også i Norge er der en hovedgren af Rosenvinge-slægten, som består af helt jævne mennesker. Ligesom den danske.
Og det med at være jævn passer faktisk Knud Rosenvinge rigtig godt.
»Jeg har sgu aldrig følt mig særlig adelig. Der var ikke noget særligt adeligt over at arbejde i omrejsende tivoli. Og da heller ikke ved at gå rundt herhjemme for den sags skyld. Og undskyld jeg siger det, men jeg vil også hellere være et almindeligt menneske. For jeg har haft et godt liv.«
Selvom Knud Rosenvinge aldrig selv fik børn, føres slægten - forhåbentlig ligeså værdigt som hos højadelen - videre gennem hans brødres tre sønner.
------------------------------
--------------------------
Dansk adel i tal og ord
6.800 adelige fordelt på 188 slægter findes der. Adel kan kun arves gennem faderen og kun de, der står opført i ’Danmarks Adelsaarbog’ tælles med. 3.600 af dem bor udenfor Danmarks grænser.
23,9 pct. er adlet før reformationen (1517) og tilhører dermed ur-adelen, der består af meget fine og mindre fine slægter, og anser sig selv for den oprindelige. Iuel, Rosenkrantz og Vind er ur-adel.
3.260 blev adlet under enevælden (1660-1849). Af dem tilhørte omkring 2.500 den jævne adel, hvor en del har klaret sig ualmindeligt godt. Herunder slægterne Castenschiold, Trechow og Neergaard.
350 tilhører højadelen, altså de, der fik tildelt titel af greve og baron. Under enevældet gav det kongen mulighed for at styre adelen gennem en rangorden. Ahlefeldt, Wedell og Holstein er højadel.
