De druknede, der ændrede krigens gang

På Strandingsmuseum St. George i Ulfborg på den jyske vestkyst er tårn og kanon fra den tyske ubåd U-20 udstillet. Den blev sprængt den 5. november 1916 af tyskerne selv. De havde forgæves søgt at få ubåden flot, efter at den dagen forinden var gået på en sandbanke 30 meter fra kysten nord for Bovbjerg. En reporter fra Holstebro Dagblad var på pletten tidligt om morgen og kunne berette, at de lokale stimlede sammen på stranden. De havde knap nok haft »tid til at drikke deres morgenkaffe«. Bagefter konstateredes blandt tilskuerne en slet skjult tilfredshed over, at bjergningsaktionen var mislykkedes. Nogle kvinder og børn stillede sig sågar op på vraget og lod sig fotografere.

Fotograferingen var ikke datidens selviscenesættende svar på Instagram. Den foregik ifølge litteraturprofessor Willi Jasper som »en ærefuld gestus over for Lusitanias ofre«. Lusitanias ofre var i alt 1.198 mennesker, heraf 94 børn (og af dem 35 af de 39 babyer ombord). De omkom, da Walter Schwieger, kaptajnen på U-20, den 7. maj 1915 sendte en torpedo mod den britiske passagerdamper Lusitania ud for den irske kyst. Det store skib sank på 18 minutter.

Sænkningen af Lusitania er omgærdet med myter og konspirationsteorier. Sejlede skibet med våben eller ej? Var der en sprængstofladning ombord, der sørgede for den anden og skæbnesvangre eksplosion i skibets indre? Og havde Winston Churchill, den øverstbefalende for den britiske flåde, ikke iscenesat skibets undergang for at bringe tyskerne i miskredit i USA og få amerikanerne til at gå ind i krigen?

Op til 100-årsdagen for sænkningen af passagerskibet er Willi Jaspers glimrende fortalte og perspektivrige bog Lusitania. En katastrofes kulturhistorie udkommet. Jasper belyser begivenheden fra mange sider og puster liv i de menneskelige skæbner – både til lands og til vands. Derved minder han os om, at krig er krig, og at fairplay i den henseende er en by i Rusland. Jasper tager fat i skrønerne og giver kejseren, hvad kejserens er. I dette tilfælde nu ikke noget positivt. Den tyske kejsers søn kronprins Wilhelm jublede over torpederingen og sagde: »Jo mere hensynsløst ubådskrigen bliver ført, jo hurtigere slutter krigen,« mens satirikeren Karl Kraus, der som så mange andre havde været ivrig krigstilhænger ved dens udbrud året inden, nu anklagede kejseren for »inkompetence, storhedsvanvid og sadisme«.

Skulle have været advaret

Sænkningen af Lusitania var et vendepunkt. Amerikanerne gik ganske vist først ind i krigen i april 1917, men torpederingen skabte de psykologiske forudsætninger for den senere intervention: 128 af ofrene var amerikanere. Jaspers bog lægger ikke skjul på, at tyskerne med deres sænkning af skibet optrådte imod gældende folkeret. Ganske vist var der smuglervarer i form af kasser med Remington-geværpatroner og ikke-eksplosive tændsatser ombord. Men skibet var som sådan ubevæbnet, og selv med disse smuglervarer skulle det have været advaret, så passagerer og besætning kunne have nået at forlade skibet, inden torpedoen blev affyret. Tyskerne påstod, at en sprængstofladning forårsagede den efterfølgende skæbnesvangre eksplosion. Dykkerekspeditioner har aldrig fundet spor efter en sådan sprængladning. Jasper fortæller også om den lange række af unge tyskere, der under Første Verdenskrig meldte sig frivilligt som ubådsmatroser, og som senere gjorde karriere i Anden Verdenskrig. Heriblandt var Karl Dönitz, der endte som storadmiral og øverstbefalende for krigsflåden og i 1945 for en kort bemærkning som Adolf Hitlers personligt udnævnte efterfølger.

Jasper undlader dog ikke at nævne, at man alligevel godt kan tale om et vist overmod fra amerikansk og britisk side. Fra efteråret 1914 var Lusitania det sidste store passagerskib på den nordatlantiske rute. Briterne var overbeviste om skibets sikkerhed. Det kunne skyde en høj fart og havde en god manøvreevne. Men man så gennem fingre med to ting i maj 1915.

For det første havde rederiet Cunard, der ejede Lusitania, besluttet, at skibet skulle sejle for nedsat fart for at spare på kullet. Der var jo krig. Det kunne stadig smutte fra en hvilken som helst ubåd, mente rederiet.

For det andet havde den tyske ambassade i Washington den 1. maj 1915 indrykket en annonce i en række amerikanske aviser. Der stod sort på hvidt, at såfremt man agtede at begive sig pr. skib over Atlanten, skulle man huske, at der var krig mellem Tyskland og Storbritannien. Rejste man på fjendens skibe, foregik det på eget ansvar. Der var derfor pæn panik på kajen, der blev overrendt af journalister, da skibet skulle lette anker i New York den 1. maj.

Trods den tyske advarsel var skibet stuvende fuldt af prominente personer fra kunstens, kulturens, videnskabens og pengenes verden. Charles Sumner, Cunards mand i New York, var til stede og forsikrede om, at »Lusitania er for hurtig for en hvilken som helst ubåd. Intet tysk krigsskib kan nærme sig hende«. Altså usårlig som Titanic havde været tre år tidligere. Den unge multimillionær Alfred Gwynne Vanderbilt havde imidlertid modtaget et anonymt telegram om, at skibets skæbne var beseglet, og at man frarådede ham at rejse med. Vanderbilt slog det hen som en spøg. Han optrådte i øvrigt senere heltemodigt, da han undlod at optage plads i en redningsbåd og kort før skibets undergang gav sin egen redningsvest til en ung fortvivlet pige.

’Et retfærdigt angreb’

Efter katastrofen var der delte meninger. Den tyske presse var generelt overbevist om, at det var et »retfærdigt« angreb på et »bevæbnet« skib. Den krigsbegejstrede forfatter Thomas Mann kaldte torpederingen »tilintetgørelsen af det frække symbol på det britiske søherredømme«. Flertallet af ledelsen i det tyske socialdemokrati mente, at »England med vilje havde provokeret denne sænkning for at få stof til en ny blokade af Tyskland«. Overfor stod tyskere, der fordømte begivenheden som f.eks. anarkisten og pacifisten Erich Mühsam, der stod i nær kontakt og diskussion med meningsfæller som forfatterne Frank Wedekind og Heinrich Mann. Sidstnævnte havde en helt anden holdning til Første Verdenskrig end lillebroderen Thomas. Det afstedkom en årelang fejde de to brødre imellem. Også den daværende socialdemokrat Karl Liebknecht var Mühsam fortrolig med. Liebknecht var medlem af Rigsdagen, hvor han repræsenterede partiets venstrefløj. Han forfattede den 28. maj 1915 et anonymt flyveblad, som blev omdelt blandt parlamentarikerne. Det hed »Hovedfjenden står i vores eget land«. Her forfægtede Liebknecht synspunktet, at sænkningen af Lusitania befæstede den engelske, franske og russiske magt og satte USA op imod Tyskland, der samtidig fik det neutrale, men bestyrtede udland på nakken. Som tak sendte den kejserlige hær Karl Liebknecht til krigstjeneste på østfronten.

At det neutrale udland rent faktisk væmmedes over den feje sænkning af passagerskibet, har Jasper blandt andet fundet belæg for i det danske ugeblad Illustreret Tidendes udgave fra den 15. maj 1915. Ugebladet understregede nødvendigheden af Danmarks neutralitet, men bladet kunne ikke dy sig for i sammenligningen med Titanic at skrive, at sænkningen »denne gang skyldtes en forsætlig viljesakt fra den krigsførende magt, der presser sig på for at bestemme kampens regler. Enhver menneskelig forstand og enhver menneskelig målestok må give fortabt i forsøget på at forstå denne katastrofe«.

Willi Jasper: ’Lusitania. Kulturgeschichte einer Katastrophe’. Be.Bra Verlag, 2015, 208 sider, 19,95 euro