Alle har ret til at kende deres historie – også plejebørn

Kirsten Sanders er formand for Danske Slægtsforskere, og hun og andre slægtsforskere kan hjælpe med at finde frem til slægtninge tilbage i tiden. Det kan have stor betydning for barnet.

– Nogle plejebørn ønsker at kende mere til deres biologiske ophav, når de er blevet større og voksne. I kan få hjælp til at lave et stamtræ, så plejebarnet får en viden om familien, forklarer Kirsten Sanders, der er jurist og nu pensionist.

Forsorgsmuseet i Svendborg har et projekt, der hedder ”Retten til egen historie”. Det er via dette projekt, at Kirsten Sanders får opgaver med at finde slægtninge tilbage i tiden.

I kan kontakte forsorgsmuseet ”Retten til egen historie” https://rettentilegenhistorie.dk/. På siden er der en kontaktformular, men I kan også ringe på 23482348 eller skrive på kontakt@rettentilegenhistorie.dk

– I første omgang tjekker museets medarbejdere jeres oplysninger og hjælper, hvis der mangler informationer, som gør det muligt at lave slægtsforskning via nettet. Så kontakter de mig, og jeg får oplysningerne. Jeg har et hold på 15-20 dygtige slægtsforskere, som jeg bruger. Jeg kan jo ikke nå det hele selv, siger Kirsten Sanders.

Der skal ikke så meget til

Når man ved, hvor på nettet, man skal lede, skal der ofte forbløffende lidt til for at finde frem til bedste- og oldeforældre. Kirsten Sanders forklarer, at hun har brug for navn og fødselsdato og fødested på mindst en person, der er født før 1960.

– Jeg forsøger at lave et stamtræ for forældre, bedsteforældre og oldeforældre og måske tipoldeforældre. Det er cirka 150 år tilbage. I leddet med oldeforældre er der mange personer, så måske kan jeg ikke finde alle, men det er næsten altid muligt at finde en del af stamtræet, fortæller Kirsten Sanders, som ikke har interessen for slægtsforskning fra fremmede. Hendes far var også ivrig slægtsforsker. Og hun synes, det er spændende at være slægtsdetektiv.

Det kan I gøre som plejefamilie

En ting er at få hjælp til at finde tidligere slægter, noget andet er det, der sker her og nu, og som senere i barnets liv bliver en fortid, der er værdifuld at kende. Kirsten Sanders mener, at det er vigtigt, at plejeforældre hjælper deres plejebørn med at ”huske”.

– Jeg ved godt, at kontakten med de biologiske forældre kan være problematisk, både for plejebarnet og for plejefamilien, men du hjælper dit plejebarn ved at opsamle alle de oplysninger, du kan få af den biologiske familie og opbevare oplysningerne, så barnet har dem, når det er blevet voksen.

– Måske kan barnet senere ikke huske, hvor meget samvær, der har været, om den biologiske mor har sendt breve til jul og fødselsdag, om der er billeder og andre dokumenter, som senere kan være værdifulde for barnet. Plejebørn kan føle sig rodløse og alene i verden, og selv om der har været svigt på svigt fra de biologiske forældre, så har plejebørn også et behov for at kende deres historie. Derfor vil jeg opfordre til at notere ned og gemme, siger Kirsten Sanders.

Nogle vil have specifikke oplysninger

Slægtsforskning er meget populært, og der er rigtig mange mennesker, som går i gang med at finde ud af mere om deres slægt. Nogle ønsker bare at vide mere, andre har specifikke ting, de leder efter.

– Når jeg får en opgave, plejer jeg at tale med den, der har brug for oplysninger. Jeg spørger lidt ind til ønskerne. Somme tider er det mere konkret viden, der er behov for: Hvor stammer mit navn fra, hvordan døde min mormor, hvilket erhverv havde min oldefar, hvilket land indvandrede min oldemor fra?

Det kan give klarhed

Nogle gange åbenbarer der sig oplysninger, som kan give en form for klarhed over ens skæbne. Plejebørn vokser ofte op uden at kende særlig meget til deres mor og far, og mange kender ikke deres bedste- og oldeforældre.

– Måske viser det sig, at både mor, bedstemor og oldemor har været enlige mødre. Det er jo ikke nødvendigvis en årsag til, at man er blevet plejebarn, men det kan dog forklare noget. Der kan også være andet i ens slægt, som kan være betydningsfuldt. Hvis bedstefar var kunstmaler, så har man måske sin lyst og sine evner til at tegne og male derfra.

– Hvad børnene i sidste ende selv vil bruge oplysningerne til, er jo op til dem. Det gælder både de oplysninger, I har noteret ned, og de oplysninger, slægtsforskningen viser. Men så har de i hvert fald en mulighed for at kende mere til deres biologiske ophav, slutter Kirsten Sanders.