Ny bog om anbragte børn hilses hjerteligt velkommen i debatten

Med tidens stigende opmærksomhed på velfærdsstatens ofre, undskyldninger til Godhavndrengene og de 22 anbragte grønlandske børn, og en statsminister, der vil være børnenes egen, samtidig med at hun nægter at redde uskyldige børn hjem fra syriske fangelejre og til og med gør det til et erklæret mål, at staten skal tvangsfjerne flere børn, er der grund til at hilse denne bog hjertelig velkommen i debatten.

Op igennem det 20. århundrede udgjorde andelen af anbragte børn mellem nul og 17 år omkring en procent. Hvad kan berettige et så voldsomt indgreb i borgernes privatliv?

Spørgsmålet har drevet historikeren Cecilie Bjerre til denne vigtige undersøgelse af børneværnets anbringelser af børn i Danmark fra 1905, da landet fik sin første børnelov, til 1975, da børneværnet blev nedlagt. Bogen bygger på forfatterens ph.d.-afhandling, som blev forsvaret for et års tid siden ved Syddansk Universitet.

Hvis Børneloven var »børnenes beskyttelseslov«, som børnenes forkæmper Peter Sabroe kaldte den, hvad var det så, børnene skulle beskyttes imod? Svaret stod at læse i den betænkning fra 1895, som ledte op til børnenes første lov ti år senere:

»Mange Børn bliver i Hjemmet stadigt Vidner til Kiv og Strid, Uorden og Urenlighed, Drikfældighed og Uterlighed, maaske endog Forbrydelser (…) Endvidere følger det af Arbejderforholdene, at mange Børn saa godt som den hele Dag ere overladte til sig selv, fordi begge Forældre – muligvis meget hæderlige Folk – maa forlade Hjemmet for Arbejdets Skyld. Derved forøges for Børnene i Byerne Gadelivet; ofte i hele Sværme ophidse de hverandre til al slags Forvildelse, hvilket ofte er Aarsag til Skulkeri, Vagabondering og Rapseri.«

I begyndelsen af 1900-tallet var årsagen til myndighedernes indgriben ofte den, at børnene gik for lud og koldt vand – gadebørn, der blev taget for rapserier og var i akut fare for at indlede en kriminel løbebane.

Med industri- og velfærdssamfundets fremvækst de følgende årtier blev meget fattigdom afskaffet og arbejdsforholdene forbedret, og mens antallet af anbringelser altså har været nogenlunde konstant, ændrede kriterierne – skønsprincipperne – for tvangsfjernelse sig også. Efterhånden flyttedes opmærksomheden fra materielle forhold i hjemmet til følelsesmæssige omsorgsproblemer. Der blev færre hjemmebesøg og flere samtaler »hos kommunen«, som organiserede børneværnene, eller »værgerådene«, som de hed indtil 1933, da de store socialreformer i højere grad integrerede tilsynet med vanskelige familier og deres børn i den kommunale socialforvaltning.

I efterkrigstiden voksede antallet af involverede parter og myndigheder: socialrådgivere, pædagoger og lærere, psykologer og psykiatere, læger og sundhedsplejersker, jurister og politi, kommunale sagsbehandlere. Som forfatteren skriver, var børneværnet både rådgiver, undersøger, dommer og ankeinstans. Magtforholdet har været til at tage og føle på.

Paradigmeskift

I bogens fire kapitler analyserer Cecilie Bjerre henholdsvis børnelovgivningens historie, børneværnenes sociale arbejde, den kategorisering, der bestemte værnenes praksis, samt forældrenes handlingsrum i forbindelse med sager om anbringelse. Børn blev ganske vist også fjernet fra dysfunktionelle familier før 1905, men da som regel kun fra forældre, fattigforsorgen i forvejen havde umyndiggjort. Filantropiske foreninger trådte gerne til for at sikre de pågældende børns moralske genopdragelse. Med Børneloven 1905, som fulgte Norge og Sveriges eksempler fra henholdsvis 1896 og 1902, søgte man at sikre en mere ensartet sagsbehandling. Hver af de næsten 1.400 kommuner fik et værgeråd, bestående af et kommunalbestyrelsesmedlem, to af kommunens borgere, en lærer og så naturligvis præsten. Erhvervsbestemmelsen afskaffedes dog ved lovens første revision i 1922.

Den store ændring kom med den næste revision af loven i 1958, som byggede på Ungdomskommissionens betænkning fra 1952, og som med forfatterens ord betegnede et paradigmeskift. Herefter skulle børneværnet ifølge socialminister Julius Bomholt ikke længere være en »fjernelsesinstitution«, men i mindst lige så høj grad understøtte de samspilsramte familier og medvirke til, at det ikke blev nødvendigt at fjerne barnet.

Dette blev det ledende princip frem til Bistandsloven i 1975, som helt afskaffede børneværnet og lagde dets arbejde ind under det almindelige kommunale social- og sundhedsarbejde. Om man så også fik afskaffet den grundlæggende konflikt mellem de to typer institutionel logik, der forfulgte værgeråd og børneværn gennem hele perioden, er måske mere tvivlsomt. Det drejede sig om modsætningen mellem på den ene side kaldstanken og den daglige praksis i det lokale arbejde med børnesagerne, og på den anden side det overordnede bureaukrati af juridiske myndigheder, der ofte havde det sidste ord i anbringelsessagerne; eller med forfatterens ord, »teknokrati, instrumentalisme og distancering over for empati, smidighed og nærhed«.

Undersøgelsen bygger på 225 journalsager indsamlet for hele perioden, og kapitel 7 giver et virkelig interessant overblik over de anbringelsesårsager, der har været angivet i de enkelte tilfælde. I 1970 lød en anbringelsesårsag, at vedkommende »kommer sammen med de ’langhårede’, uden arbejde, asocial tilværelse, kriminel, har røget hash«. Det er nok et grænsetilfælde, men sammenligner man med de første angivelser fra 1907, lader der til at være en tendens til, at årsagen til anbringelse ikke længere ligger hos forældrene (vanrøgt, druk osv.), men hos barnet (kan ikke styres, er arbejdsuvillig, rapser osv.).

Der er typisk tale om en enlig forsøger, ofte en enlig mor, og forældrene er typisk fra den lavtlønnede del af befolkningen. Dette ser ikke ud til at have ændret sig på de seneste 70 år. Hvad der til gengæld ændrede sig markant i perioden, var synet på problembarnet. Bjerre giver en indsigtsfuld analyse af, hvordan: Mens de første indberetninger i århundredets begyndelse taler om slette, moralsk anløbne børn med asocial adfærd, som andre børn skal beskyttes mod, sker der i efterkrigstiden en psykologisering, der leder efter traumer i barnets historie og følelsesforstyrrede relationer til de voksne, som barnet bør beskyttes mod.

Den bureaukratiske logik

Som Cecilie Bjerre fremhæver, skete der ikke store ændringer i måden, anbringelser blev forvaltet på i perioden. Forandringerne skete i antallet og mangfoldigheden af aktører på myndighedernes side, hvor sagkundskab og bureaukratisering vandt frem og skulle eksistere side om side med kaldsetikken. Den bureaukratiske logik skulle sikre ensartet behandling og sikre mod den enkelte sagsbehandlers luner, mens sagsbehandlerens tætte kontakt til familierne skulle forhindre bureaukratisk magtmisbrug. Resultatet blev, med forfatterens begreb, »bureaukratiserede kaldsarbejdere«. Det fungerede ikke altid lige godt, men sommetider var det til forældrenes fordel, når der skulle forhandles med kommunen om en eventuel anbringelse.

Bjerre præsenterer med sin bog en forbilledlig historisk analyse af et problemfelt, der også fremover vil være relevant og vigtigt, og som i tilgift viser, hvordan dette hjørne af velfærdssamfundet udviklede sig i en afgørende periode. Skal man pege på en svaghed, må det være den, at den historiske kontekst stort set mangler. Hvordan indvirkede for eksempel 1930’ernes store arbejdsløshed på børneværnenes praksis? Hvad betød besættelsestiden med dens forringede forhold for byarbejderfamilierne? 1960’ernes højkonjunktur? Det behandles kun i glimt. Det havde også været fint at høre om de politiske slagsmål, der gik forud for de forskellige love, der afløste hinanden på området: Vi lærer en passant, at De Konservative (Højre) var imod Børneloven af 1905, fordi de mente, den ville være for dyr at gennemføre. Men hvad fulgte? Og hvad fulgte efter 1975? Ligger der et forskningsprojekt og venter her?

Cecilie Bjerre: ’Når staten er far og mor. Børneværnets anbringelser af børn i Danmark 1905-1975’. Syddansk Universitetsforlag, 344 sider, 298 kroner