Gem du dine kys

Som 60-årig fandt min mor ud af, at hun var adopteret. Nu undersøger jeg min hemmelige familie

Gem du dine kys

Som 60-årig fandt min mor ud af, at hun var adopteret. Nu undersøger jeg min hemmelige familie

Af Line Vaaben
Kapitel 1

Ved en tilfældighed fandt min mor i 2004 ud af, at hun var adopteret. Men hvem var hendes biologiske forældre, og hvorfor blev hun givet væk? Dette er første kapitel i historien, hvor vi åbner en vigtig kuvert og hører om den unge Elise, der under Anden Verdenskrig sad alene tilbage, da hendes nazistiske mand tog til Østfronten
En forårsaften for præcis 16 år siden bad min mor mig om at sætte mig godt til rette i sofaen. Der var noget vigtigt, hun og min far skulle fortælle mig. Hun lød meget alvorlig, og jeg blev bekymret. Var der sket et dødsfald? Led hun af en alvorlig sygdom? Skulle de skilles?

Men min forestillingsevne rakte ikke langt nok. Det var ikke bare en mærkværdig og uventet nyhed, hun skulle fortælle – den vendte også rundt på min forestilling om, hvem jeg er:

I en alder af 60 år havde min mor fundet ud af, at mine bedsteforældre, Kai og Inger Mathilde Vaaben Larsen, slet ikke var hendes forældre. De havde adopteret hende i 1944, da hun var otte måneder gammel. Hendes rigtige forældre var to ukendte mennesker. Hun kendte deres navne. Det var alt. Hun vidste ikke, hvem de var, eller hvorfor de havde bortadopteret hende.

Min mors forældre – eller rettere dem, vi altid havde troet var hendes forældre – var for længst døde. Så dem kunne vi ikke spørge. Men faktisk ønskede min mor slet ikke at vide noget om sagen.

»Det kan du undersøge, når jeg er død,« sagde hun.

I første omgang accepterede jeg hendes beslutning om at lade historien hvile i fred.
Marianne Vaaben Juhl var 60 år, før hun ved en tilfældighed opdagede, at hun var adopteret.
Foto: Anders Rye Skjoldjensen
Men årene gik, jeg blev selv mor til tre børn, og min lyst til at undersøge sagen voksede. Jeg kunne ikke slippe tanken om, at jeg måske havde nogle levende familiemedlemmer, jeg ikke kendte til.

Så jeg spurgte min mor igen: Skulle jeg virkelig vente med at undersøge historien, til hun var død? Så kunne jeg jo ikke få svar på alle de spørgsmål, jeg havde til hende. Om hvordan hun havde afsløret sine forældres hemmelighed. Og om hvordan hun havde det med, at hendes mor havde givet hende væk.

Umiddelbart var hun ikke selv særlig nysgerrig. Hun følte, at de mennesker hun var vokset op med, var hendes familie. Punktum.

Det fortalte hun mig, da jeg besøgte hende hjemme på Østerbro. Hun var i mellemtiden blevet 75 år.

»Jeg er mig. Jeg er Marianne Vaaben Juhl,« sagde hun. »Jeg har ikke brug for at finde ud af mere om, hvem jeg er. Og jeg er ikke interesseret i at få en ny familie. Det orker jeg ikke,« sagde min mor.

»Når man er i min alder og har sin egen familie, tre børn og otte børnebørn, så er det for sent.«

Hun mente i øvrigt, at hendes opvækst med forældrene Kai og Inger Mathilde samt hendes storesøster Birgit havde haft stor betydning for, hvem hun var blevet. Meget mere end hendes biologiske ophav. Men hun gav mig lov til at undersøge sagen.

»Det kan da være, at jeg ændrer mening, hvis jeg får mere at vide,« sagde hun.

Inden jeg gik, ledte min mor i skuffen i et gammelt brunt chatol i stuen og fremdrog en kuvert.

»Du kan jo begynde med denne her,« sagde hun.
Marianne Vaabens dåbsattest. Dokumentet, der satte hele denne historie i gang.
Privat dokument
Det er en helt almindelig konvolut af hvidt papir. Min mor fik den ind ad brevsprækken en eftermiddag i begyndelsen af 2004. Den er sendt fra kirkekontoret i Valby, hvor hun er døbt. Indeni ligger en udskrift fra kirkebogen med navnene på hendes forældre.

Min mor voksede op som datter af handelsrejsende Kai Larsen og hjemmegående husmor Inger Mathilde Vaaben Larsen. Og hun havde aldrig haft den mindste mistanke om, at det kunne forholde sig anderledes.

Ikke før hun en dag skulle forny sit pas, og hun kom til at kigge øverst på sin dåbsattest. Her stod: Fødested – Rigshospitalet.

Min mor studsede. Der var noget, der ikke stemte.

Hendes tanker gik tilbage til sommeren 1972, hvor hun gik en tur med sin mor. Hun var højgravid med mig, og med den forestående fødsel i tankerne spurgte hun til sin egen. Hvordan var den foregået?

»Det var jo under krigen i 1943,« svarede Inger Mathilde, »du er født derhjemme.«

Den sætning tænkte min mor ikke mere over før nu, hvor hun stod med dåbsattesten og læste ordene 'Fødested – Rigshospitalet'.

Hun talte med min far om det. De blev enige om, at Inger Mathilde nok skjulte noget. Man glemmer da ikke, hvor man har født sit barn. Og efter at have overvejet sagen nogle måneder, ringede min mor og bad om en udskrift fra kirkebogen i Jesuskirken i Valby, hvor hun var døbt.

Det var den, der dumpede ind ad døren i 2004. Min mor åbnede kuverten og foldede papiret ud.

Da min far kom hjem fra arbejde, bad hun ham om at skænke sig en stor cognac. Og så skubbede hun papiret hen over bordet, så han kunne læse det. Og der, midt på siden, under rubrikkerne MODEREN og FADEREN, stod der ikke Kai og Inger Mathilde, men to, for min mor, aldeles ukendte navne:

Elise Rosendahl Dam og Hans Wrem.
Det brev, der dumpede ind ad døren i 2010, som afslørede, at min mor, Marianne Vaaben Juhl var adopteret.
Privat dokument
Når man læser statistikker over adoptioner i Danmark, kan man se, at der i 1944 blev bortadopteret 1.731 børn. Et af dem var altså min mor, Marianne Vaaben Juhl. Faktisk er der aldrig blevet adopteret så mange danske børn som i perioden lige før og efter Anden Verdenskrig, hvor danske adoptioner for alvor blev systematiseret. Fra 1938 og 20 år frem fik knap 40.000 danske børn en ny familie. Enten på grund af dødsfald, fattigdom, eller fordi de var født uden for ægteskab. Særligt det sidste.

»Der har altid været urent trav i de danske familier,« siger Mai Heide Ottosen.

Hun er ph.d. i sociologi, seniorforsker og programleder ved Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, og har i mange år forsket i familie- og barndomssociologi.

Hun har blandt andet lavet et studie af familierelationer i henholdsvis Hellerup og Herlev – altså hvad man kunne kalde over- og arbejderklassen. Her interviewede hun 30 midaldrende danskere om deres familiehistorie et par generationer tilbage – i en periode der dækkede omtrent hele det 20. århundrede. Og her fandt hun masser af vilde grene på stamtræerne.

»Det var meget tydeligt, at ideen om den perfekte kernefamilie var mere et ideal end en realitet i mange familier,« siger Mai Heide Ottosen og tilføjer: »Særligt i arbejderklassen var der masser af skæve familiediagrammer med enlige mødre, børn født uden for ægteskab og fædre, der var smuttet i svinget.«

Den slags forekom også i de mere privilegerede familier – men de havde dels bedre kontrol med de unge piger og var også bedre til at camouflere, når det gik galt. Omkring en tredjedel af alle børn, der blev bortadopteret lige omkring Anden Verdenskrig, var faktisk født uden for ægteskab. ’Uægte’ blev børnene kaldt.
Et af de første billeder, der findes af den lille Marianne i barnevognen – sommeren 1944.
Privatfoto
I maj 2020 står jeg på en vej på Frederiksberg i København ud for Flintholm Allé nummer 15 og lægger nakken tilbage. Et lejlighedskompleks i røde mursten strækker sig mod himlen i fire etager. Øverst oppe i en lille toværelses lejlighed boede min biologiske mormor, Elise Rosendal Dam, under besættelsen sammen med sin mand, Thorkild Werner Larsen, dengang min mor kom til verden. De var blevet gift fem år forinden, i 1938, da hun var 25 år gammel.

Thorkild Werner Larsen var uddannet maskinarbejder på B&W og var i begyndelsen af krigen et halvt år i Tyskland, hvor han arbejdede som flymekaniker. Efterfølgende kørte han hyrevogn i København. Han var dog sjældent hjemme. Han var det, man dengang kaldte 'tysksindet', og en af dem, der valgte at trække i uniform for at vise det.

Tyskland og Japan havde i 1936 indgået en traktat, Antikominternpagten, om bekæmpelse af kommunisme verden over. Da det tyskbesatte Danmark underskrev traktaten i 1941, beordrede den glødende nazist, tyskeren Theodor Eicke, at der blev oprettet et dansk korps af frivillige soldater, som skulle kæmpe mod kommunismen.

Frikorps Danmark hed det. Korpset var som udgangspunkt en dansk enhed, men selv om den danske regering forsøgte at gøre korpset selvstændigt med Dannebrog i flaget og dansk som kommandosprog, var korpset underlagt Waffen SS, den militære gren af den nazistiske organisation.

Thorkild Werner Larsen havde siden 1936 været medlem af Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti, DNSAP, og som en god nazist meldte han sig som en af de første på frikorpsets hvervekontor i begyndelsen af juli 1941 og skrev sig op til at kæmpe hele krigen igennem.

Han fortalte senere i retten, at han havde handlet af idealistiske årsager, fordi han ville »kæmpe imod Bolchevismen«. Danskere, der meldte sig til Frikorps Danmark, gjorde det af mange forskellige grunde. De fleste på grund af politisk overbevisning. Men der var også nogle, der var drevet af eventyrlyst og et ønske om at se verden.

Thorkild Werner Larsen blev medlem af Regiment Nordland, der primært bestod af skandinaviske frivillige. Og sammen med omkring 1.000 andre danskere blev han den 19. juli 1941 sendt på træningslejr ved Hamborg i Tyskland. Efter tre måneder blev han sendt til Polen og derfra videre til fronten i Rusland, hvor han var med i den tyske hær resten af krigen. Knap 7.000 danskere deltog i krigen på tysk side. Langt de fleste ved østfronten.
Modstandsbevægelsen samlede oplysninger om landssvigere i det såkaldte 'Centralkartotek' med henblik på et eventuelt retsopgør efter krigen. Min mormors mand Thorkild Werner Larsen stod i arkivet, som medlem af DNSAP – det danske nazistparti.
Rigsarkivet
Elise Rosendahl Dam var højgravid, da Thorkild rejste, og kort efter – i begyndelsen af august – fødte hun datteren Hanne.

Det er umuligt at vide, hvordan livet formede sig for Elise de følgende år, hvor hun var ladt alene tilbage i Danmark med et lille barn, mens Thorkild Werner Larsen var i krig. Hun var 29 år og havde ikke noget arbejde. De frivillige i Frikorps Danmark var ikke populære i den danske befolkning, og nazister blev betragtet som landsforrædere, hvilket smittede af på, hvordan man så på deres familier.

Elise fortalte siden sin datter og svigersøn, at hun levede i konstant frygt for hævnaktioner. Thorkild var hjemme på kortvarig orlov fra Rusland i oktober 1941 og igen i september 1942. Men da han kom hjem på sin tredje orlov i november 1943, havde Elise ikke kun et, men to børn. Ud over datteren Hanne på to år var der i lejligheden på Frederiksberg endnu en lille pige: min mor.

I fødselsjournalen fra Rigshospitalet kan jeg læse, at min mormor Elise efter tre dage med veer kom ind på hospitalet lidt efter midnat den 29. september 1943 og fødte min mor få timer efter. En lille pige på 3.300 gram – 52 centimeter lang. Mens Elise lå på barselsgangen, fyldte hun 30 år. Om det blev fejret, og hvem der passede lille Hanne, mens hun var indlagt, står der ikke noget om i journalen. Men efter otte dage blev hun udskrevet til lejligheden på Flintholm Allé.

Den lille brunøjede pige med det mørke hår var altså knap to måneder gammel, da Thorkild Werner Larsen trådte ind i lejligheden. Han regnede efter. Barnets alder passede ikke med hans seneste orlov. Pigen var ikke hans.
Min mor, otte måneder gammel, på græsset i sine adoptivforældres sommerhus.
Privatfoto
Langt op i det 20. århundrede var det ikke velset at få børn uden for ægteskab, fortæller Mai Heide Ottosen. Et eksempel på datidens syn på kvinder, der fik uægte børn, var reaktionen i 1946, da den ugifte skoleinspektør og ligestillingsforkæmper Inger Merete Nordentoft blev gravid. Hun var inspektør på Katrinedals Skole i København, og hendes graviditet vakte stor opstandelse og blev rapporteret i datidens medier. Selv om Nordentoft havde opbakning blandt skolens forældre og personale, blev der bygget en ny skole til den fjerdedel af eleverne, hvis forældre ikke kunne acceptere en ugift, enlig mor i en pædagogisk lederstilling.

»Det skabte et ramaskrig i samtiden,« siger Mai Heide Ottosen.

Også selv om man ifølge forskeren stiltiende accepterede sex uden for ægteskabet.

»Men så snart der kom børn ud af det, gjaldt det om at finde brudekjolen frem. Den kulturelle praksis kan man spore i familiemønstre flere hundrede år tilbage.«

Børn født uden for ægteskab blev ikke altid holdt hemmelige.

»Men fordi det var skamfuldt, var det mere noget, man hviskede om, end noget man talte om,« siger Mai Heide Ottosen.

Og kunne man ikke blive gift, måtte man skille sig af med barnet. Nogle gange arrangerede man, at barnet kom i pleje hos bedsteforældre eller en ældre søster. Andre børn blev bortadopteret til fremmede familier.
Da min mormors mand Thorkild W Larsen kom hjem fra Østfronten, fandt han en lille mørkhåret pige i hjemmet, der ikke var hans. Hun skulle bortadopteres, syntes han.
Rigsarkivet
»Manden fik i November 1943 Underretning om Barnet, som Komparentinden havde født, og det blev da bestemt, at Barnet Skulde bortadopteres.«

Sådan står der med skrivemaskineskrift på gult papir i en afhøringsrapport fra Frederiksberg Politistation lige før jul i december 1943, hvor en kvinde er mødt op for at indgive en anmeldelse om fødsel uden for ægteskab.

En 'Komparentinde' er et andet ord for et kvindeligt vidne, og det var Elise Rosendal Dam Larsen, der måtte gå den tunge vej til politiet og indgive anmeldelsen. Uden den var det nemlig hendes mand Thorkild Werner Larsen, der hang på den nyfødte pige. Men han ville have barnet bortadopteret. Og derfor skulle det dokumenteres, at barnet ikke var hans.

I rapporten kan man læse, at »Barnemoderen ikke har stået i forhold til sin mand,« siden han var hjemme på orlov fra østfronten i september 1942. Altså et år før min mor kom til verden. Tidspunktet for ægtemandens orlov fra fronten var et vigtigt bevis på, at han ikke var far til barnet. Men det kunne Elise kun dokumentere, hvis hun henvendte sig til den tyske værnemagt. Og det ville hun gerne undgå, forstår man ud fra afhøringen. Hun var nemlig afhængig af de penge, som hun hver måned fik udbetalt, mens Thorkild Werner Larsen var i krig:

»Komparentinden er ængstelig for, at saafremt Værnemagten faar at vide, at Komparentinden har faaet et Barn, til hvem Ægtemanden ikke er Fader, vil de 333 kr. hun hver Maaned faar fra Værnemagten bortfalde.«

Rapporten var første skridt i en faderskabssag. Og i rapporten udpegede Elise Rosendal Dam Larsen også den mand, som var far til barnet. Han blev dagen efter også afhørt ved Frederiksberg Politi.

I rapporten 'Afhøring af den opgivne barnefader' fremgår det, at manden ønsker alle papirer vedrørende sagen sendt til barnets mor frem for hjem til hans private adresse. Årsagen kan man læse i politirapporten under punkt 5, hvor hans civilstand oplyses:

Manden er gift.
Serien fortsætter
Dette var første kapitel. De resterende tre er allerede udkommet.
Tekst Line Vaaben
Redaktør Mikkel Vuorela
Digital produktion Sigrid Nygaard & Rasmus Raun Westh

18. juli 2020
Dagbladet Information
"
Henning Kjær

Alle børn burde have adgang til at kende deres biologiske ophav, men de voksne er tavse og løgnagtige for at skule deres skam for børnene. Nu er det hele udvidet med at bytte bytte æg og sædceller, og på den måde kan de voksne endnu bedre skjule deres skamulde handlinger.

Ingen/få taler børnenes sag for at give dem vished for deres biologiske ophav, det err altid de voksnes behov der italesættes og tages hensyn til.

Estermarie Mandelquist og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Glæd dig over den gevinst du trak i familielotteriet, da dine fædre åbenbart ikke var værd at samle på.

Ole Svendsen, Torben Bruhn Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar