Brædstrupegnens hjemstavnsforeningens årsskrift – 1991
Af: Jens Balle Jepsen
Der findes vel i de fleste af os en trang til at vide: “Hvorfra stammer jeg, og hvor finder jeg minder om min slægt?”
Den kendte danske konseilspræsident J. C. Christensen har engang sagt: “Det er en ringe slægt, der ikke har slægtsminder, og det er en ringe slægt, der ikke efterlader sig sådanne, men den mand og den slægt er endnu ringere, som ikke vil værne om disse minder, så de kan gå i arv til børn og børnebørn, ja generation efter generation.”
Inden min far døde, havde jeg lovet ham at prøve på, om jeg kunne finde ud af hans slægt, så jeg måtte i gang med det.
Da jeg for ca. 22 år siden første gang besøgte landsarkivet i Viborg, var det med spændte forventninger; jeg havde jo hørt om arkivet, men aldrig været der.
Dengang kunne alle være sikker på en plads i læsesalen. Nu må man være der tidligt og stille sig i køen for at være sikker på en plads. Det beviser jo den store interesse, der er blevet for sagen. Arkivarerne er meget flinke til at hjælpe nybegyndere i gang.
Som de fleste begyndte jeg med kirkebøgerne og folkeoptællingslister, men da jeg i disse kom tilbage til tiden før 1860, meldte det store problem sig, det var at læse og tyde den gamle gotiske skrift. Den satte jeg mig for at lære, og siden har der ikke været nævneværdige besværligheder på dette felt, så mit råd til nybegyndere er: “Lær først den gamle gotiske skrift, inden du går i gang.”
I 1645 gav kong Christian den V ordre til, at alle præster skulle føre kirkebog over fødte, viede og døde. De fleste af disse kirkebøger er gået tabt, men der findes dog bøger, der begynder omkring og før 1700.
Først fra omkring år 1750 kan vi regne med, at de fleste kirkebøger er ført konstant, dog har jeg erfaret, at flere præster på denne tid ofte har været forsømmelige og har glemt at føre både døbte og døde. Det har desværre ramt personer i min slægt. Nu da jeg er i gang med min kritik af de gamle præsters bogføring, er der lige en ting mere, som skal nævnes, og her vil mange nok som jeg ærgre sig over, at nogle præster har været så nærige med papiret. Intet måtte gå til spilde, så der er ingen ophold mellem de forskellige personers data, alt er skrevet op i hinanden, og derfor tager det meget lang tid at udrede det, man skal finde i disse bøger.
Efter nogle få besøg kan jeg godt sige, at jeg var indfanget af den spænding og atmosfære på arkivet, der er ved at udrede de gamle skrifter, så min forskning standsede ikke ved min fars slægt alene, men som før nævnt begyndte jeg med denne. Jeg vidste, den fandtes i Krik ved Agger i Thy. Det er nok på grund af den store afstand, at der ikke har været den store samkvem med familien der. Jeg opdagede ret hurtigt, at slægten stammede fra Sønderjylland, så jeg måtte til arkivet i Åbenrå. Her fandt jeg dem i området mellem Løgumkloster og Ribe, men forskningen her besværliggjordes af, at kirkebøgerne var ført på tysk.
Min oldefar Johannes Jepsen gift med Sara Lauesen havde været lærer i Hauervad ved Brøns, derefter var familien flyttet til Krik ved Agger, senere kom de til Boddum i Thyholm, hvor han tillige var kirkesanger.
For nu at se, om der var minder fra familien i landsbyen Hauervad, besøgte jeg stedet og var så heldig at træffe en ældre mand, der kunne fortælle, at der i landsbyen, der lå helt ud til Vadehavet, fra ældre tid havde været et oldermandslaug, som havde mødested på skolen. I deres protokol var indført, hvem der igennem årene havde været lærer på stedet samt deres familieforhold. Denne protokol var gemt i en dragkiste på skolen, men under krigen 1940-45 blev skolen beslaglagt af tyskerne, der stjal både dragkiste og protokol, så minderne herfra gik tabt.
Der var 9 børn i min oldeforældres ægteskab, og nr. 2 var min bedstefar Jacob Hansen Jepsen, der blev lærer og kirkesanger, demiteret fra Jelling Seminarium.
Det blev meget interessant at udrede disse 9 børns skæbne. En anden af sønnerne, Jens Jepsen, f. den 30. august 1840, deltog i krigen 1864. Ifølge bogen: “De faldnes minder” blev han meldt savnet i slaget ved Kongshøj den 6. februar 1864. Det viste sig senere, at han var taget til fange af tyskerne og derefter frigivet efter fredsslutningen. Jeg fandt ham senere som murermester i Thisted. Her var han så uheldig at falde ned af et stilads, og det blev hans død.
En anden søn Hans Lauesen Jepsen var sømand eller måske fisker. Han blev skyllet overbord fra sit skib i en orkan juleaften 1902. Man fandt ham ikke. Hans skibskiste blev sendt til min bedstefar, og siden er jeg blevet den lykkelige ejer af dette arvegods. Forgæves har jeg eftersøgt ham i sognekirkebøgerne langs den jyske vestkyst. Der var flere druknede drevet i land i hvert sogn, men ud fra dem alle stod der: “Ukendt Havlig drevet iland og begravet på kirkegården.”
En anden af mine oldeforældre var Jens Jensen Balle fra landsbyen Balle ved Silkeborg. Ved at studere hans slægt fandt jeg, at der i 1792 brændte 6 gårde i Balle. Denne brand gav anledning til sognets første udflytning og udstykning, heriblandt min oldefars fødegård. Branden blev antændt af en omvandrende drikfældig kvinde, som var inde i en af gårdene for at tigge brændevin. Da hun blev afvist, satte hun som hævn ild til gården, der lå tæt sammenbygget med de andre. Kvinden blev fanget og låst inde i smedien, og her havde hun hængt sig, da herredsfogeden kom for at hente hende.
Om min kones slægt er der det interessante, at den ene halvdel, hendes mors slægt, næsten alle var håndværkere i Østjylland, mens hendes fars slægt næsten alle var husmænd og gårdfæstere i Vestjylland. En af dem var sognefoged Svend Kirkegård i Rind, der døde 54 år gammel. I kirkebogen står, at man fandt ham omkommet på marken i stærkt snefog den 15. februar 1816.
Skifteprotokollerne er meget interessante. Her ser man, hvem der er rig, og hvem der er fattig, for alt blev ført til protokols, om det så var en gammel vest med tinknapper.
Kopier af de gamle kirkebøger står til fri afbenyttelse i landsarkivets kopilæsesal; kirkebøger efter 1815 skal bestilles.
Et andet felt er sognets historie, men det hænger jo også sammen med slægtens historie. Her kan man træffe mennesker, hvis liv og levnedsforløb ligger langt ud over det almindelige både på godt og ondt.
Før 1875 til 1900 var der et vist system i børnenes navneopkald. Den ældste søn blev opkaldt efter farfaderen, den næstældste søn efter morfaderen. Den ældste datter efter farmoderen, den næstældste datter efter mormoderen. For sønnerne var denne skik ufravigelig, medmindre særlige forhold spillede ind.
En af død ægtefælle blev næsten altid opkaldt ved barn i et nyt ægteskab. Dette specielle navneopkald kunne resultere i, at 2 børn i samme søskendeflok fik samme navn.
Det forekommer også tit, at børn, der døde som små, blev opkaldt ved næste barns fødsel. Efter 1900 ebber denne skik efterhånden ud, og på dette felt indtræffer der moderne tider. Et andet punkt ved børneopkald skal også nævnes. Før 1850 fik sønnerne faderens fornavn til efternavn, således at Christen Sørensens søn kom til at hedde Søren Christensen og døtrene Christensdatter. Fra 1850 kom loven, der påbød, at både sønner og døtre skulle have faderens efternavn, og den blev en realitet fra 1875.
Selv om man nu er ret godt orienteret om de forskellige steder, hvor man kan hente oplysninger på arkivet, så udelukker det ikke, at man kan køre fast i enkelte grene af en slægt. Der kan også være faldgruber, hvor man en overgang kan komme til at køre med de forskellige personer af samme navn, men jeg har erfaret, at når kirkebøger, folketællingslister og skifteprotokoller passer sammen, så kan arbejdet stå for en revision. Det er et stort arbejde, men så er det troværdigt. Men der er jo ikke alene minderne fra slægten, man finder. Der er jo også arvelige egenskaber fra vore forfædre, vi kan nikke genkendende til, og når vi ser de gamle billeder af vore oldeforældre, så kan vi genkende mange af deres træk og profiler i senere generationer.
Sådan så et fæstebrev ud i 1764
Træden
Jacob Mortensen.
På Deres Kongelige Majestæte, vores Allernådigste Arvekonge og Herre’s vegne, har vi sted og fæst, ligesom vi og hermed steder og fæster til Jacob Mortensen faderen Morten Christensen til hannem afstandne Gård, står for hartkorn 4-6-1- hvoraf udi Indfæstening erlægges 6 rigsdaler, som Deres Kongl. Majst.s allerunderdanist til Indtægt beregnes. Bygningener 51 Fag, annammes til Befæstning 6 Bæster, 4 Kiør, 4 Ungnød og 10 Får, Vogn, Ploug og Harve med Behør, som tilligemed behøvendes Sædkorn stedse ved Gården til Inventarium skal forblive, og Jacob Mortensen med alt hvis Midler til hannems Conservation udkræves er pligtig at tilsåe. Bygningen at forbedre og altid i forsvarlig Stand holde, aflingen Lovlig at dyrke og drive, Skatter og Udgifter, som nu er ellers have herefter Påbudt vorden, rigtig i rette Tid og på sine tilbørlige Stedder erlægge og clarere, vise sig Hørig og Lydig imod alle de, som på Hans Majst. Vegne have hannem at befale, samt rette sig efter loven og forordningerne, så må atter bemeldte JACOB MORTENSENs omrørte Gård nyde, bruge og sin Livstid i fæste beholde, eller sålænge hand fore Stræver i alle Måder efterkommer. –
Ryttersestionen på Schanderborg Slot den 24 marti 1764. -Woyda Falsen / Moldrup.