Danskernes fotos og minder fra Besættelsen: Far gemte våben under en bestemt gravsten

I anledning af 75-året for Befrielsen af Danmark har vi efterspurgt jeres familiefotos of minder fra den mørke tid, så minderne ikke forsvinder. Rigtig mange seere har sendt fotos ind, og det vil vi gerne sige tak for. Her er nogle af de mange hundrede billeder, der er blevet sendt ind.

Se også

Han sluttede fred med nazisterne, men måtte spille død, da danskerne gik amok

TV 2 har ikke efterprøvet de indsendte minder fra besættelsestiden. Det er historierne, som danskerne selv husker dem.

Blev inviteret til at overnatte på slottet af kronprinsesse Ingrid

- Min morfar, Henry Georg Andersen, var frihedskæmper på Holmen og lå i krigens sidste dage på Amalienborg og skød, skriver Ann-Britt Garlov.

- Mens morfar lå på Amalienborg og forsvarede kongefamilien, kom kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid ned for at hilse på frihedskæmperne.

Kronprinsessen gik hen til hendes morfar og spurgte, "Hvor sover De om natten?"

Han pegede på høet inde i en lade og sagde, "Jeg sover i høet", hvortil Ingrid svarede, "Har du hørt det, Frederik? Han kan da sove oppe hos os!"

Ann-Britts morfar takkede, men sagde, at han sagtens kunne sove i høet.

Skulle fragte de døde til ovnen i KZ-lejren

- Min bedstefar var grænseovergendarm under krigen. Så han var en af dem, som røg i koncentrationslejr. Først til Frøslev og så senere til Neuengamme. Hans job i lejren i Neuengamme var at fragte de døde til ovnen, skriver Arvig Helmuth Jensen.

- Han blev hentet af de hvide busser, og jeg har fået fortalt, at han var så tynd, at han ikke kunne sidde ned.

Morbroren i Amerika sendte nylonstrømper og kakao

- Min mormor mindes, at hun generelt var bange for tyskerne. De var alle vegne under Besættelsen, skriver Heidi Bach Jensen om sin snart 90-årige mormor, Elisabeth Bach (født Lassen), der var pige under krigen.

Under krigen levede hun og familien næsten som de plejede, men der var mange ting, de ikke kunne få. Hendes morbror i Amerika sendte derfor kaffe, nylonstrømper og kakao gennem hele krigen.

Om morgenen skulle hun tidligt op for at fyre op med tørv i brændeovnen i sin mors skolestue i Kielstrup. Hvis der kom en flyver, smed hun sig i grøften og slukkede sin lampe.

Han gemte våben under gravsten

Inge Kjær Jansens far, Poul Kjær Ottzen, flyttede til Odder i 1943, hvor han kom ind i modstandsbevægelsen som 19-årig.

- Han har beskrevet, hvordan hans gruppe øvede sig med deres skydevåben på kapellets loft i Odder og skjulte dem i et cementrør gravet ned under en bestemt gravsten på kirkegården, skriver hun og tilføjer:

- Odder blev dog ikke befriet 5. maj, men først 7. maj, da den tyske kommandant, major Erdmann, ikke ville overgive sig, før han fik besked fra det tyske hovedkvarter.

Han kørte tog og blev beskudt af jagerfly

Knud Laursen var lokomotivfører under Besættelsen, skriver hans søn, Preben Laursen.

- På et tidspunkt nægtede de at køre, og så kom en tysk kommandant ind på lederens kontor, lagde sin pistol på bordet og sagde til lederen: "Så kører I", skriver Preben Laursen.

Han far har fortalt, hvordan et jagerfly en gang fløj over dem, slog en bue og vendte tilbage, en dag de kørte med både almindelige passagerer og tyske tropper. Jagerflyet "pløjede toget igennem med projektiler".

- Han slap uskadt, men han gik gennem vognene og så dræbte. En kvinde lå ude på toilettet og skreg. Hun havde fået skudt benene af. En mand sad i en blodpøl, død efter en kugle i ryggen. Det var noget, han så i togvognene.

Juleaften fortalte bedstefar historien om, da han blev taget

Jonatan Mainz Møller husker stadig stemningen, da hans farfar, Emil Møller, samlede familien juleaften i 1994 og fortalte historien om, hvordan han i sommeren 1944 blev taget af tyskerne. Indholdet af historien har han fået genfortalt, men han husker, hvor stille hans brødre var, mens hans far holdt om ham, mens både bedstefar og bedstemor græd sig gennem fortællingen.

En morgen blev farfaren hentet i sin celle og stukket et halvt rugbrød. Det var bedre end et helt, for det betød, at han "kun" skulle med kreaturvogn til Frøslevlejren og ikke i KZ-lejr i Tyskland. Helt ind i maj fik de stadig tæsk af tyskerne, der endnu ikke havde overgivet sig. De troede ikke på frihedsbudskabet, så de lå i deres senge, mens resten af Danmark fejrede det. Først næste morgen, da en tysk soldat råbte "Deutschland hat kapituliert. Heil Hitler", turde de tro på den.

- Det gjorde så stort indtryk på mig, at jeg altid siden har interesseret mig for historie og også arbejder som blandt andet historielærer den dag i dag. Jeg har desuden opkaldt min søn efter sin oldefar, skriver Jonatan Mainz Møller.

Forældrene fik hilsen fra "Tante Gerda" på BBC

- Jeg vågnede en sen aften. Døren til soveværelset stod på klem. Far stod ved fodenden af mors seng. Han var iført cottoncoat og kasket. Det havde jeg aldrig før set ham med, for han plejede at bruge fin herrehat. Han talte dæmpet og så meget alvorlig ud. Mors stemme lød bekymret, skriver Ole Sørensen om en aften i 1943 eller 1944.

- Jeg fik et par år senere at vide, at der på BBC havde været hilsen fra tante Gerda. Det var signalet til modtagegruppen i Kongerslev om, at nu skulle de modtage en sending fra England.

En af sendingerne med våben landede dog udenfor modtageområdet og blev opdaget af politiet og tyskerne. Så der fulgte nogle "nervepirrende" dage med Gestapos tilstedeværelse i den lille fredelige stationsby, inden våbnene blev smuglet videre.

Hans datter kunne ikke kende ham efter krigen

- Min farfar sejlede som skibskok. Han tog afsted i 1939 og kom først hjem efter krigens slutning i 1945, skriver Steven Tang Dahl.

- Min farmor var alene med to små piger, uden nogen form for livstegn. Min ældste faster kan stadig huske, at en fremmed mand ringede på døren og spurgte, om deres mor var hjemme. Hun kunne ikke kende sin egen far.

Østrigsk soldat gemte sig et halvt år i klædeskab i Holbæk

Rigge Nørmarks forældre fik under Besættelsen besøg af en deserteret østrigsk soldat, Rudolf Kreckny. Det er ham i det mørke jakkesæt ovenfor. Han skjulte sig i seks måneder i deres klædeskab i Holbæk.

- Efter Befrielsen blev han boende og hjalp danskerne med at fjerne miner fra Isefjorden, som han selv havde været med til at lægge ud, skriver Rigge Nørmark.

Fotografiet er taget efter krigen. Fyren i uniform til højre er Rigges mors fætter, Evens Poulsen, der var emigreret til Canada, men meldte sig til det Skotske regiment og deltog i D-dag på Juno Beach. Han blev såret og kom til Danmark for rekreation.

Østrigske Rudolf forblev en ven af familien, der holdt kontakt via breve. Nedenfor er han fotograferet i badebukser med Rigges far. Hun besøgte ham og hans kone i Wien i 1972.

Havde dæknavnet "Høvleren"

Inger Bee Hansen har indsendt fotos af af sin far som BOPA-partisan i Rørvig-lejren lige efter Befrielsen.

- Busserne var malet med BOPA-navnet efter krigen, for før var der nok ingen, der var interesseret i at afsløre deres identitet, skriver hun.

Eneste vidne til vielsen måtte sidde med ryggen til

- Min farfar var frihedskæmper i Ikast og omegn, skriver Mia Funk om manden i den hvide skjorte ovenfor, der måtte skjule sig for nazisterne.

- Han mødte min farmor under krigen, og de cyklede hver især til kirken for at blive gift. Det eneste vidne var præstens kone, og hun sad med ryggen til, så hun intet kunne fortælle. Derefter cyklede de hver til sit.

Den dag i dag bliver familiens børn stadig døbt i "den smukkeste dåbskjole", som blev syet af en faldskærm, farfaren havde med hjem efter en aktion.

Hun kendte Edderkoppen

Jannie Spanggaard skriver, at hendes mor, Ruth Jensen, var ung pige under Besættelsen og boede på Adelgade i det indre København, hvor sortbørshandleren Sven "Edderkoppen" Hasselstrøm huserede. Hun vidste godt, hvilke lyssky ting, han tjente penge på.

Hun kan stadig mærke følelsen i kroppen, når de skulle ned i det tætpakkede beskyttelsesrum - hvor bange hun var.

- Når man mødte tyskerne på gaden, skyndte man sig en anden vej, tog afstand, husker 88-årige Ruth Jensen, ifølge datteren.

Skulle være henrettet den 8. maj

- Min familie har altid været taknemmelige for, at Befrielsen kom 4. maj 1945, skriver Kirsten Dynesen.

Hendes forældre og morforældre var alle med i modstandsbevægelsen i den lille by Jels i Sønderjylland. Hendes morfar, Anders Th. Dinesen, der var skrædder i byen, blev arresteret i april 1945 og bragt til Koldinghus, hvor han fik en dødsdom sat til 8. maj.

- Så tro mig, vi var taknemmelige over freden, skriver Kristen Dynesen.

Hendes forældre nåede at flygte og boede i Silkeborg under falsk navn resten af krigen.

Hjalp jøder med at flygte til Sverige - blev selv likvideret

- Et af min hustrus familiemedlemmer, rejsesekretær og cand. theol. Egon Henry Johannesen, der hjalp jøder med at flygte til Sverige, blev brutalt myrdet af det mest bestialske medlem af Peter-gruppen, Kai Henning Bothildsen Nielsen, skriver Jørgen Stabenfelt.

24. november 1944 ventede Egon Henry Johannesen og hans kone, Astrid, gæster om aftenen. Men det var et par nazi-folk, der ringede på døren. De spurgte til hans navn og skød ham på stedet - med hans kone som vidne.

Han klargjorde canadiske våben i Silkeborg

Inge Hvilsted har sendt dette foto af sin far, Leo Knudsen, der døde i 2006. Han var modstandsmand i Silkeborg og hjalp med at klargøre canadiske karabinrifler om natten i sin fars skrædderbutik. En morgen i april 1944 var tyskerne tæt på at opdage operationen.

Efter der var blevet skudt mod en forretning på den anden side af gaden, stod der pludselig to tyske soldater i faderens skrædderforretning, som "lugtede langt væk af olie" fra de gemte våben. Heldigvis opdagede de ikke noget.

Mormor var menig og med i modstandsbevægelsen

Lisbeth Bauer Magnussens mormor var frihedskæmper under krigen, og efter krigen menig under sin bror, der var kompagnichef.

Havde ikke lyst til at tale om den tid

- Her er et billede af min farfar, Johannes Jungvig, og min far, Knud Jungvig, skriver Susie Næslund om billedet, der er taget 5. maj 1945 i Aalborg. De var begge i modstandsbevægelsen.

- Desværre har jeg aldrig fået fortalt historier om deres krigsoplevelser. Det var ikke noget, de havde lyst til at tale om.

Værnepligtig op til Besættelsen

- Min far, Ejner Thomasen, aftjente sin værnepligt i Tønder under Fodfolkspionerkommandoet i 1941, som var en særlig grænseenhed, skriver Bente Thomasen.

- Min far boede i Randers, så han kom ikke hjem ret ofte. I militæret kørte han på Nimbus-motorcykel med sidevogn, og han fortalte stolt om sin soldatertid, som naturligvis havde været en speciel oplevelse grundet omstændighederne. Som de fleste soldaterhistorier blev de nok bedre og bedre med årene.

Var med til redde soldater ud af Dunkirk

Jens-Erik Sværkes farfar, Erik Nielsen, var under krigen aktiv i den britiske marine med rangen lieutenant RNR.

- Han deltog som styrmand. Først i handelsflåden på blandt andet SS Susan Mærsk (som blev sænket i 1941) og senere MS Gudrun Mærsk. Og herefter i den engelske marine, hvor han var chef på minestrygeren MMS83 indtil krigens slutning. Han var også med til at hente de britiske tropper tilbage fra Dunkirk, skriver Jens-Erik Sværke, der i dag selv bor på 4. Maj Kollegiet for efterkommere af danske frihedskæmpere.

Mødte britiske flyvere lige efter Befrielsen

- Da vi boede på Amager, var der der ikke langt til lufthavnen, skriver Kirsten Rasmussen om fotoet fra hendes familiealbum.

Det er dateret til 13. maj 1945, lige efter Befrielsen. "Kirsten og Royal Air Force. To modige gutter", står der under fotoet.

Mor og mormor i beskyttelsesrum

- Min mor er i dag 80 år, skriver Rikke Olsen om babyen på billedet.

Amatørfotograf knipsede modstandsfolk og togsabotage

- Min far, Erik Aaen, der blev født i 1929 i Sæby, var ivrig fotoamatør allerede i hans barndom og tidlige ungdom. Han tog disse billeder i 1945, skriver Ole Aaen.

Gik aldrig med sin medalje

Otto Viggo Andreasen kæmpede ved Bjergskov 9. April 1940, da Tyskland besatte Danmark. Her mistede han sin gode ven Bjarne Christian Poulsen, der faldt under kampene, skriver Daniel Vibe.

Han fik en medalje for sin indsats, som han aldrig gik med.

Herunder er han fotograferet ved Bjarne Christian Poulsens grav.

Blev skudt af sine egne

- Min farmors bror Carlo, som var i modstandsbevægelsen, blev dræbt 5. Maj 1945, da hans egne modstandsfæller troede, at han var tysker og skød mod den vogn han sad i, skriver Trine Svaneeng Jørgensen.

Influenzaen forsvandt, da frihedsbudskabet kom

Susanne Bruun-Koppel husker den dag i dag Befrielsen, som var den i går:

- Jeg var otte år og var med mine forældre flygtet til Sverige. Vi boede i et stort værelse på pensionat i Göteborg, og min mor og jeg lå i sengen med influenza. Siden oktober 1943 havde vi været vi i Sverige. Men 4. maj kom fredsbudskabet, og influenzaen var pludselig BLÆST væk. I løbet af no time stormede danske venner - som også boede i Göteborg - ind på pensionatet til os, og der blev skålet, leet, grædt og sunget danske sange den ganske nat, skriver Susanne Bruun-Koppel.

Rigtig mange seere har sendt fotos ind. Mange flere, end vi har plads til her. I kan se flere fotos her.