Genforeningen af Danmark i 1920
Genforeningen af Danmark i 1920 refererer til, at Nordslesvig, blev tilbageført til dansk herredømme. Regionen havde været under tysk kontrol siden 1864 efter Anden Slesvigske Krig.
Spørgsmålets rødder går tilbage til midten af det 19. århundrede, hvor Kongeriget Danmark og Det Tyske Forbund var involveret i en række konflikter om status for hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg. Den Første Slesvigske Krig (1848-1850) og Den Anden Slesvigske Krig (1864) var væsentlige konflikter i denne sammenhæng.
Efter Danmarks nederlag i Den Anden Slesvigske Krig førte Wien-traktaten i 1864 til, at hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg blev afstået til Preussen og Østrig. Men på grund af uenigheder mellem de to sejrrige magter blev der i 1866 lavet en ny ordning gennem Gastein-konventionen, hvor Østrig afstod Holsten til Preussen. Preussen annekterede derefter Slesvig og Holsten og dannede provinsen Slesvig-Holsten.
Spørgsmålet om, at den dansktalende befolkning i Nordslesvig var under tysk herredømme, forblev et stridspunkt. Efter 1. Verdenskrig tog Versailles-traktaten i 1919 situationen i Slesvig op. I 1920 blev der afholdt en folkeafstemning i Nordslesvig, som gav beboerne mulighed for at beslutte, om de ville forblive en del af Tyskland eller genforene sig med Danmark. Flertallet af befolkningen stemte for genforeningen med Danmark.
Følgelig blev Nordslesvig den 15. juni 1920 officielt tilbageført til dansk suverænitet. Denne begivenhed markerede den fredelige løsning af en langvarig territorial strid og repræsenterede et væsentligt øjeblik i danmarkshistorien. Grænsebebyggelsen etableret i 1920 forbliver stort set på plads i dag, hvor Danmark og Tyskland nyder et stabilt forhold i tiden efter 1. Verdenskrig.