En forårsaften for præcis 16 år siden bad min mor mig om at sætte mig godt til rette i sofaen. Der var noget vigtigt, hun og min far skulle fortælle mig. Hun lød meget alvorlig, og jeg blev bekymret. Var der sket et dødsfald? Led hun af en alvorlig sygdom? Skulle de skilles?

Men min forestillingsevne rakte ikke langt nok. Det var ikke bare en mærkværdig og uventet nyhed, hun skulle fortælle – den vendte også rundt på min forestilling om, hvem jeg er:

I en alder af 60 år havde min mor fundet ud af, at mine bedsteforældre, Kai og Inger Mathilde Vaaben Larsen, slet ikke var hendes forældre. De havde adopteret hende i 1944, da hun var otte måneder gammel. Hendes rigtige forældre var to ukendte mennesker. Hun kendte deres navne. Det var alt. Hun vidste ikke, hvem de var, eller hvorfor de havde bortadopteret hende.

Min mors forældre – eller rettere dem, vi altid havde troet var hendes forældre – var for længst døde. Så dem kunne vi ikke spørge. Men faktisk ønskede min mor slet ikke at vide noget om sagen.

»Det kan du undersøge, når jeg er død,«…