Tidslinje over perioden 1850-1920 i København

.
København hhv. ca. 1852 og 1903: Demarkationslinjen mod Sjælland er blevet ophævet, og bebyggelsen breder sig på begge sider af Søerne. Kortet 1852 viser kun bebyggelse inden for voldene.
.
Nørrebro Station, der blev opført i 1886, er her fotograferet i retning ind mod Nørrebro. Den store bygning i baggrunden er Hillerødgades Skole fra 1915. Der var ikke megen plads til station og jernbaneterræn i den hastigt voksende bydel. Det blev derfor nødvendigt at opføre to stationsbygninger. Her ses station A ved Stefansgade, hvorfra togene i retning mod Hellerup afgik. Foto fra årene 1915‑25.
.
Cykelhandlere som Paul Christensen ved Vandkunsten her fotograferet i 1907 havde kronede dage i begyndelsen af 1900-tallet. Cyklen var blevet et populært transportmiddel i 1880’erne, og i 1892 var Danmarks første cykelsti blevet anlagt på Esplanaden. Indtil en mere systematisk anlæggelse af cykelstier begyndte i 1920’erne, måtte det cyklende folk klare sig med de eksisterende ridestier eller vejenes toppede brosten.
.

Søndag d. 5. maj 1872 fandt et sammenstød sted mellem demonstranter, politi og soldater på Nørre Fælled. Baggrunden var utilfredshed med arbejdstiderne blandt de københavnske murersvende, og hvad der skulle have været et folkemøde, endte i et masseslagsmål med flere tilskadekomne. Slaget på Fælleden er i eftertiden blevet symbolet på den danske arbejderbevægelses kamp for bedre arbejds- og levevilkår, og i visse kredse også på myndighedernes brutalitet som på denne illustration fra 1889 bragt i det socialdemokratiske tidsskrift Ravnen.

.
En stor flok ænder er samlet på gårdspladsen på hønsekræmmer Lars Jacobsens gård, der lå Gadekærvej 10 i Valby. Gårdens beboere har stillet sig op til fotografering; i den åbne dør i baggrunden står en ældre kvinde med en plukket and i hånden. Hønse- og andehold var en vigtig indtægtskilde i perioden. Foto fra 1896.
.

Der arbejdes i fem etagers højde på verdens første syvcylindrede marine dieselmotor fra 1967. B&W ekspanderede under efterkrigstidens højkonjunktur. Den øgede internationale handel betød, at efterspørgslen på skibe voksede, mens ny teknologi gjorde det muligt at bygge større. I løbet af 1960’erne blev værftet i stigende grad presset af udenlandske konkurrenter, hvilket dog ikke forhindrede B&W i at kunne producere først og størst.

.

Københavns industri voksede fra midten af 1800-tallet, og store virksomheder som B&W og Carlsberg nød godt af den forbedrede infrastruktur med kongerigets første jernbaneforbindelse, udbygningerne af havnen og ikke mindst det store antal af arbejdere, der nemt kunne rekrutteres fra de mange tilflyttere, der fra provinsen strømmede til København og fik indbyggertallet til at vokse betydeligt.

Da begrænsningen af byggeri uden for voldene blev opgivet, blev det i større grad muligt for byen at brede sig udad mod landsbyerne Brønshøj, Husum, Bispebjerg, Vanløse og Sundbyerne. Brokvartererne blev snart bebygget for at skabe boliger til den hastigt voksende befolkning. Forsyningsnettet blev igennem perioden udbygget med moderne gas-, vand- og elværker.

Ved periodens slutning var København en moderne storby med et driftigt handels- og erhvervsliv. Flere kvarterer bar dog præg af det tætte og uplanlagte byggeri, der i stigende grad var en kilde til utilfredshed. Det store antal arbejdere og håndværkere var i 1917 med til at sikre Socialdemokratiet flertal i Borgerrepræsentationen.

Administrativ inddeling

I 1850 fordelte det nuværende kommuneareal sig langt overvejende på København samt Brønshøj-Rødovre, Frederiksberg-Hvidovre og Tårnby Sognekommuner. Ud over Staden København, der havde egne privilegier, lå området i hele perioden i Københavns Amt og Københavns Amtsrådskreds. Med Frederiksbergs udskillelse af Frederiksberg-Hvidovre Sognekommune i 1858 blev denne til Hvidovre Sognekommune. I 1896 udskiltes den del af Tårnby Sognekommune, der nu er en del af Københavns Kommune, til Sundbyerne Sognekommune, og i 1901 blev København markant udvidet mod vest på Brønshøj-Rødovre og Hvidovre Sognekommuners bekostning, så kommunens nuværende vestgrænse opstod. Dermed blev Frederiksberg også etableret som enklave omgivet af København. Året efter blev Sundbyerne Sognekommune indlemmet i København. I 1907 skete en mindre gensidig udjævning af kommunegrænsen mellem København og Gentofte.

Mere om administrativ inddeling i København

Befolkningsudvikling

I 1850 havde den nuværende Københavns Kommune 129.695 indbyggere. I 1890 nåede tallet op på 312.859. Væksten skyldtes den kraftige tilflytning fra det øvrige Danmark, hvor befolkningsoverskuddet på landet fik folk til at søge væk for at finde arbejde og bolig i hovedstaden, og det betød, at næsten halvdelen af Københavns Kommunes befolkning i 1885 var født i provinsen. I 1901 var Befolkningstallet steget til 378.235, idet fødselsoverskud og øget sundhed spillede ind. Ved folketællingen i 1921 havde kommunen 561.344 indbyggere. København passerede den halve million og var for alvor blevet en storby.

Udenlandsk indvandring spillede en mindre rolle for befolkningstallet. I 1885 var ca. 2 % af Københavns befolkning født uden for landet, primært i nabolandene Tyskland og Sverige og de øvrige nordiske lande. I 1911 var tallet steget til ca. 6 %, hvoraf langt størstedelen kom fra Sverige, efterfulgt af Tyskland og Norge, mens resten langt overvejende kom fra det øvrige Europa og USA. Tyske og især svenske arbejdere blev i perioden hentet til København og det øvrige land i forbindelse med anlæggelsen af jernbaner og militære anlæg, og desuden kom russiske flygtninge til København efter Den Russiske Revolution i 1917.

Mere om befolkningsudvikling i København

Infrastruktur

Københavns bystyre fik kritik for sin manglende rengøring af gader og rendestene, som blev tømt alt for sjældent og skabte lugtgener. Det kan man dog ikke umiddelbart se på dette billede fra Amagertorv fra ca. 1860, hvor de åbne rendestene med rendestensbrædder ud for gadedøre og porte er tydelige. Mange steder i byen fik også baggårdene kritik. De husede svin, heste og køer ud over fælles latriner.

.

Udviklingen af transportmidlerne effektiviserede passagerbefordring og vareleverancer i København og det øvrige Danmark. I anden halvdel af 1800-tallet blev især jernbanenettet kraftig udbygget. Kongerigets første jernbane var blevet indviet i 1847 mellem Københavns Station og Roskilde, og i 1856 blev banen forlænget til Korsør. Også nordpå blev der anlagt jernbaner. Første strækning af Nordbanen fra København til Hillerød blev taget i brug i 1863, og året efter blev den forlænget til Helsingør. Også banen fra København til Klampenborg blev i 1863 indviet, primært som en udflugtsbane for københavnere, der ville besøge Dyrehavsbakken. I 1890’erne blev det besluttet at videreføre banen til Helsingør langs Øresund. I 1897 blev den nye Østerbro Station (i dag: Østerport) gjort til endestation for Kystbanen, som strækningen blev kaldt. Herfra lykkedes det omsider i 1917 med Boulevardbanen under Nørre Voldgade at nå Hovedbanegården. Nørrebro Station blev opført i 1886 med forbindelse til Hellerup og Hovedbanegården samt en bane til Frihavnen. I Bispebjerg blev Lygten Station indviet som endestation for Slangerupbanen i 1906, mens Amagerbanen i den østlige del af kommunen blev indviet i 1907. Jernbanenettet sikrede København en vigtig forbindelse til sjællandske kystbyer, hvorfra rejse og transport fra 1880’erne kunne fortsætte med dampfærger til Fyn, Jylland og Skåne samt til Tyskland via Masnedsund.

Siden 1841 havde der kørt omnibusser forspændt med heste mellem Frederiksberg og København, men anvendelsen af elektricitet revolutionerede lokaltrafikken. I 1897 kørte en ustabil akkumulatordrevet sporvogn på Nørrebro, men fra 1899 kunne sporvognene hente strøm fra køreledninger hængt op over skinnerne. På grund af den voksende afstand mellem arbejdsplads og bolig blev linjerne forlænget, og da nogle af de omkringliggende sognekommuner i årene 1901‑02 blev indlemmet i Københavns Kommune, kom sporvognene også til at binde disse områder sammen med Indre By, og i 1915 standsede kørslen med den hesteforspændte omnibus.

Fredensbro blev bygget som pælebro over Sortedams Sø i 1878 og blev i 1887 ændret til en dæmning. Den voksende trafikmængde fra Indre By og ud betød, at den mere solide granitbro Dronning Louises Bro i 1887 erstattede Peblingebroen. Endelig kunne Søerne krydses ved Gyldenløvesgade på den brede dæmning, hvorpå også jernbanerne nordpå løb fra 1860’erne til 1911.

I 1890 blev Købmagergade og Østergade asfalteret som de første i landet, hvilket var mere hensigtsmæssigt for de nye hurtige transportmidler end den ujævne brolægning. De første automobiler rullede gennem Københavns gader i slutningen af 1890’erne, og motorkøretøjerne kom hurtigt til at fylde i gadebilledet. I 1910 kørte 600 biler og 740 motorcykler i Københavns Kommune, og motordrosker kunne kaldes til fra telefon på byens pladser. Motorbuskørsel blev introduceret i 1913 med en rute fra Rådhuspladsen til Kongens Nytorv. Cyklerne var et forholdsvis billigt transportmiddel, der hurtigt vandt frem i kommunen, hvor det meste var i cykelafstand. I 1905 fandtes der omkring 90.000 cykler i København.

Havnen var en central forbindelse til indland og udland. Havneløbet blev uddybet, og kajerne forlænget for at skaffe anlægsplads til de stadig større skibe. Trafikken over havneløbet foregik på pælebroer. Knippelsbro til Christianshavn blev fra 1869 ændret til en klapbro af jern. Til Amager førte Langebro, som i 1903 blev udskiftet med en svingbro. Det blev muligt for sporvogne og tog at krydse havneløbet. Havnen tjente som importhavn og i mindre grad til eksport. Til gengæld blev der fra København lastet mere gods til det øvrige land, end der blev losset fra provinsen. Rutebådene lagde til ved Kvæsthusbroen, Havnegade eller Larsens Plads. Her afgik skibene til Aalborg, Aarhus og Bornholm samt til Malmø og Oslo. Det Forenede Dampskibs-Selskab etableret i 1866 tog sig især af indenrigske passagerer og gods, mens Det Østasiatiske Kompagni stiftet i 1897 sejlede verdenshavene tynde med fødevarer og råstoffer.

Mere om færdsel og infrastruktur i København

Forsyning

Forsyning af vand, gas, el og kloaksystemer blev sat i gang i byen inden for voldene og i brokvartererne. Senere fulgte Brønshøj, Valby og Sundbyerne. Tidligere hentede Københavns indbyggere inden for voldene deres vand fra brønde, voldgravene og Søerne.

Koleraepidemien i 1853 tydeliggjorde, at der var behov for en bedre vandforsyning. Fra 1859 blev vand fra bl.a. Sankt Jørgens Sø og Damhus Sø ført gennem render og rør til et pumpeværk ved Vester Farimagsgade, hvor det efter rensning i sandfiltre blev ledt ind til husene i Indre By. Derefter begyndte rørlægningen at følge brokvarterernes vækst. Nye hovedledninger nåede Nørrebro i 1869, Østerbro i 1877 og Vesterbro i 1891.

Tøndeklosetterne i baggårdene, der om natten blev tømt og kørt væk i vogne, og husholdningsaffald, der blev kastet på gaden, indebar en stor smittefare i den tæt befolkede by. Det foranledigede indførelse af organiseret gadefejning i 1857 og etablering af underjordiske kloakker, som erstattede de åbne rendestene. Det første kloaksystem, som blev etableret 1857-60, førte overfladevand bort, men måtte ikke bruges til klosetter. I 1890’erne blev systemet omlagt, og hovedpumpestationen med tilhørende lortemølle blev opført i årene 1899‑1901 ved latrinoplagspladsen i Kløvermarken på Amager. Her tørrede kommunen latrin til salg som gødning, og lortemøllen blev brugt til at kvase overskydende usolgt latrin, inden det blev sendt gennem rør ud i Øresund.

De første lejligheder med wc (eng.: water closet) med træk og slip, også kaldet vandkloset, blev i 1894 indrettet i den herskabelige Stockholmsgade ved Østre Anlæg, da en kloakledning allerede var ført herfra og til havnen. I 1907 fandtes der ca. 32.000 wc’er i kommunen og lige så mange tøndeklosetter, og frem mod 1920 blev antallet af de tømningskrævende tøndeklosetter minimeret. Vanløse og Brønshøj blev kloakeret i 1904, Valby i 1907.

Med indlemmelsen af de voksende nye bydele Brønshøj, Valby og Sundbyerne i årene 1901‑02 blev det nødvendigt at øge tilførslen af vand, da de lokale vandværker trods ombygning var for små. I Brønshøj blev Bellahøjbeholderne opført 1909‑13 som et stort vandreservoir bestående af fem runde højdebeholdere, som leverede til store dele af kommunen. Vandforsyningen blev med tiden udvidet med kildepladser uden for kommunen.

Gadernes tranlamper blev efterhånden afløst af gas, da Vestre Gasværk stod klar til drift i 1857. For københavnerne blev den nye lyskilde et tilløbsstykke.

Forbruget steg stærkt og suppleredes i 1878 med Østre Gasværk, der allerede i årene 1883‑85 måtte øge kapaciteten. Gassen vandt frem både i erhvervet og i de private husholdninger. I Sundbyerne og Valby blev der opført gasværker i de første år af 1900-tallet.

Gothersgade Elværk blev i 1892 byens første og leverede elektrisk gadebelysning på Kongens Nytorv, og i 1899 kom turen til Østergade og Købmagergade. I 1898 anlagdes Vestre Værk i Tietgensgade, mens Østre Værk ved Trianglen blev sat i drift i 1902. I 1907 blev en lysreklame for whisky sat op nær Hovedbanegården, og i 1925 havde 90 % af lejlighederne fået elektrisk belysning. Brønshøj, Valby og Sundbyerne fik strøm fra elværkerne i Københavns Kommune.

Bebyggelse og erhverv

Kongens Nytorv set mod Nyhavn i 1897. Herfra kørte de akkumulatordrevne sporvogne mod Nørrebro, mens droskerne kunne sørge for lokal transport under mere private forhold. Det prominente torv var i 1892 blevet udstyret med nye lygtepæle, og teatergæster fra Det Kongelige Teater kunne om aftenen nyde Københavns første elektriske gadebelysning.

.

Bestemmelserne for demarkationsterrænet begrænsede indtil midten af 1800-tallet byggeri af både boliger og industribygninger uden for voldene. Ved ophævelserne i hhv. 1852, 1867 og 1909 begyndte byen at brede sig ud mod de omkringliggende landsbyer. Industrivirksomhederne voksede både i antal og omfang i løbet af perioden og beskæftigede stadig flere i den hastigt voksende by.

Bebyggelse

Ved midten af 1800-tallet var København tæt bebygget inden for voldene. Beboelse, håndværk og småindustri lå blandet mellem bydelenes snævre gader bortset fra i Frederiksstaden, som kun rummede boliger. Christianshavn havde været forskånet for brande og havde derfor stadig mange gamle bygninger, og fra 1850 forslummede området og blev fattigkvarter.

Bestemmelserne for demarkationsterrænet forbød grundmuret byggeri fra voldenes yderside frem til Falkoner Allé og Jagtvej. I midten af 1800-tallet lå en del bindingsværkshuse og skure, som efter bestemmelserne let skulle kunne fjernes, hvad der også gjaldt landstedet Blågård og andre lystejendomme. Da demarkationslinjen i 1852 blev flyttet til Søernes indre bred, blev det muligt for byggelystne entreprenører at købe grunde med sparsomme forskrifter for bygningernes indretning.

Byggeriet på Nørrebro, Vesterbro og Sundbyerne fulgte frem mod år 1900 i høj grad bebyggelsesmønsteret fra Indre By med blandingen af småindustri og beboelse. Den voksende befolkning havde brug for boliger. Lejligheder med to værelser udgjorde langt over halvdelen af boligmassen, og kælderbeboelse var ikke ualmindeligt. I baggårdene var der sidehuse og mellembygninger, skure og plankeværker samt småindustri, og adgangen til lejlighederne i baghusene skete ofte gennem lange mørke korridorer uden vinduer.

Indre Nørrebro var fuldt udbygget, før Byggeloven fra 1889 stillede skærpede krav til gadebredde, etageareal, rumstørrelse og vindue i hvert værelse. Men mange andre steder løftede Byggeloven langsomt standarden. Et eksempel på snævert naboskab mellem boliger og industri var Rudolph Rasmussens Møbelfabrik på fire etager opført i Stengade i 1876 og udvidet i baggården i 1911.

Vesterbro var tættere knyttet til byen inden for voldene, end det var tilfældet på Nørrebro, hvor kontakten blokeredes af Søerne. Vesterbrogade var fra gammel tid byens udfaldsvej til det øvrige Sjælland og var omgivet af slagterier, reberbaner og forlystelser, og fra 1850’erne voksede etagebyggeriet. På Vesterfælledvej kom de lave byggeforeningshuse kaldet Humleby i 1885.

Østerbro udviklede byggeriet sig ikke på helt samme måde. Her lå landsteder og villaer langs Søerne. Lægeforeningens boliger fra 1853, kaldet Brumleby, og villakvarteret Rosenvænget fra 1857 lå på det sydlige Østerbro. Etagebyggeriet blev iværksat senere end i de øvrige brokvarterer, hvilket bidrog til en højere standard end på Vesterbro og Nørrebro. Østerbro kunne opfattes som en fortsættelse af Frederiksstaden mod det eftertragtede Nordsjælland.

Valby var i 1847 blevet en lille stationsby på banen til Roskilde, hvad der gjorde landsbyen populær som udflugtsmål. Bebyggelsen voksede langsomt op omkring stationen. I 1890 havde Valby endnu landligt præg med 248 gårde og huse. Industrien var i vækst, og der var ca. 1.500 arbejdere knyttet til Bryggeriet Carlsberg, Nordisk Kulsyrefabrik, Kjøbenhavns Lervarefabrik og Aktietændstikfabrikken Godthaab.

Brønshøj-Rødovre Sognekommune, som også omfattede landsbyerne Husum, Emdrup og Utterslev, rummede i 1890 500 gårde og huse. Med tørvegrave og gartnerier havde området stadig et landligt præg, men antallet af industriarbejdere i sognekommunen havde allerede på dette tidspunkt oversteget antallet af jordbrugere, og især i Utterslev prægede fabrikker og arbejderboliger i stigende grad bybilledet.

I Sundbyerne lå der i 1890 831 landbrug, mens 1.315 ernærede sig ved handel, desuden 61 gartnerier og 48 fiskere. Sundbyerne var i 1890 begyndt at ligne en forstad med 13.310 beboere. Her lå svovlsyrefabrikken Fredens Møllers Fabrikker og De Holmbladske Fabrikker. Ved Sverrigsgade kom byggeforeningshuse fra 1867 til 1871.

Københavns voldterræn blev frigivet til byggeri i 1867, hvilket åbnede et bredt buet område ud mod Søerne. I modsætning til den ydre side af Søerne blev der her lavet en bebyggelsesplan, og efter godkendelsen i 1872 tog byggeriet af etageejendomme fart, dels med herskabelige lejligheder ved Søtorvet 1873‑76, dels med Arbejdernes Byggeforenings Kartoffelrækkerne 1873‑89. Fra 1887 blev der langs voldgraven anlagt parker og grønne områder, bl.a. Ørstedsparken, Botanisk Have og Østre Anlæg.

I 1890’erne havde kommunalpolitikere forudset, at den hastigt voksende befolkning i brokvartererne ville skabe behov for grunde til boliger, hospital, anlæggelse af kirkegårde og veje. Københavns Kommune indledte derfor jordkøb i Brønshøj, Valby, Bispebjerg og Sundbyerne. Dette skete inden de store indlemmelser 1901‑02.

De store og ubebyggede arealer inspirerede til byplankonkurrencen i 1908‑09. Den bidrog med sine præmierede forslag til at øge interessen for en byplanlægning, som kunne bryde med den tidligere udvikling af Nørrebro og Vesterbro, og de nye områder blev fortrinsvis udstykket til villaer, etageboliger og rækkehuskvarterer.

Amagerbro havde i 1901 kun ca. 150 beboere, fordi demarkationslinjens restriktive byggebestemmelser først blev ophævet for arealet mellem Christianshavns Vold og Prags Boulevard i 1909. Da dette skete, åbnede det for boligbyggeri af rimelig kvalitet omkring Amagerfælledvej og Amager Boulevard. Dog havde den nordligste del af Amagerbrogade og Holmbladsgade, der lå uden for demarkationslinjen, før år 1900 fået lighed med Vesterbro og Nørrebro.

Boligbyggeriet i København mellem år 1900 og 1920 blev omfattende og gjaldt især lejligheder med to værelser i etageejendommene, i Indre By dog ofte større lejligheder. Islands Brygge blev et stort boligområde, og også i brokvartererne blev der bygget etageejendomme til beboelse. Som eneste brokvarter blev der på Østerbro bygget villaer efter år 1900 ved Ryvangs Allé og på grænsen til Indre By ved Kastelsvej. Desuden blev der opført byggeforeningshuse fra 1906 ved Lyngbyvej.

Efter år 1900 fortsatte etagebyggeriet ud ad Frederikssundsvej og Frederiksborgvej fra Nørrebro Station, længere ude med knap så høje ejendomme. Utterslev havde allerede en del boliger og industri, mens Brønshøj, Emdrup, Husum og Bispebjerg kun langsomt fik boligejendomme, da bydelene lå langt fra Nørrebro, trods sporvognslinjerne fra 1903. Samtidig begyndte bydelene at få byggeri af villaer, som sikrede grønne byområder. I Vanløse begyndte et etagebyggeri ved stationen ved Jernbane Allé, men et stort område af bydelen udviklede sig primært til villakvarter ved Damhus Sø. I Valby fortsatte etagebyggeriet omkring Valby Langgade efterfulgt af en del villabyggeri, hvad der også blev tilfældet med de ydre dele af Sundbyerne.

Under 1. Verdenskrig gik meget privat boligbyggeri i stå, og København oplevede stor bolignød. Den akutte situation samt manglen på byggematerialer gjorde det nødvendigt at indkvartere de boligløse familier på skoler og fx i kvindefængslet Christianshavns Straffeanstalt, indtil der var opført barakbyer i fx Sundholm på Amager og ved Vanløse.

Demarkationslinjen – byens beskyttende fængsel

Siden København fik sine første befæstninger i middelalderen, havde byen været spærret inde bag voldene, der satte klare rammer for byens vækst. Det var imidlertid ikke kun de fysiske volde, der begrænsede byens udvikling. Terrænet umiddelbart uden for voldene var i en lang periode reguleret med en såkaldt demarkationslinje. For at have et frit udsyn og skudlinje fra volden og dens bastioner og ikke give en angribende fjende mulighed for at søge ly blev der fra 1661 fastlagt et område foran voldene, der blev holdt fri for højere bevoksning og underlagt bestemmelser, der regulerede byggeriet.

I takt med at befæstningen blev udbygget, blev linjen flyttet, og der blev i flere tilfælde også gjort brug af muligheden for at fjerne bebyggelser, der lå i vejen for forsvaret; bl.a. brændte Københavns bemanding gårde og huse af ud til Søerne og i Sundbyerne under den svenske belejring af København 1658‑60 og igen under den engelske belejring i 1807.

I takt med udviklingen af kanoners rækkevidde blev demarkationslinjen fastlagt som et stykke foran Søerne ud til Kalveboderne over Falkoner Allé og videre langs Jagtvej. Tilsvarende var der et terræn uden for Christianshavns Vold på Amagersiden.

Fra 1824 omfattede området også et areal på 1.000 alen (628 m) foran selve demarkationslinjen. Her måtte ikke plantes træer eller bygges fuldmurede huse, og bindingsværkshuse måtte kun være én etage høje. Alle byggerier skulle godkendes af en særlig Demolerings-Kommission. Det var altså en meget bred strimmel attraktive grunde, der blev belagt med servitutter og hindrede byen i at vokse.

Fra 1852 blev byens forældede og forhadte befæstning gradvis afviklet, ikke mindst efter pres fra byens borgerskab, og byen kunne fra 1867 brede sig ud på de nye brokvarterer. På Amagersiden skete ophævelsen dog først i 1909. På grund af de store økonomiske interesser og komplicerede ejendomsforhold i de nye områder regulerede staten dog helt frem til 1892 udviklingen gennem forskellige kompensationsordninger. I mellemtiden havde København dog fået nye befæstninger og nye demarkationslinjer, som først blev frigivet i 1922 med den endelige nedlæggelse af Københavns befæstning.

Handel

Carl Preislers Handelsgartneri åbnede i 1878 i omgivelser med rigelig plads til væksthuse på det grønne Østerbro. Placeringen ved Alléen (i dag: Dag Hammarskjölds Allé) var ikke tilfældig, for her kunne den driftige handelsgartner forsyne både Garnisons Kirkegård og Holmens Kirkegård med ligkranse og gravplanter. Der var heller ikke så få kunder fra områdets tredje kirkegård, Hundekirkegården, som dog også snart kom til at rumme både katte, aber og undulater, og hvor Carl Preisler udlejede gravpladserne for 1 kr. om året.

.

Cigarmagere i arbejde på Hirschsprungs Tobaksfabrik, ca. 1900‑06. Tobaksfabrikken er et eksempel på den udvikling af industri og produktion, der fandt sted i København i anden halvdel af 1800-tallet. I 1826 havde den tysk-jødiske immigrant Abraham Marcus Hirschsprung åbnet en tobaksvirksomhed under det prominente Hotel d’Angleterre. Med sønnernes overtagelse i 1858 udviklede foretagendet sig til en af de førende cigar- og tobaksfabrikker i branchen, med egen fabrik i Tordenskjoldsgade fra 1866. I stil med andre af tidens store forretningsmænd blev Heinrich Hirschsprung mæcen for kunsten og donerede i 1902 sin og hustruens store kunstsamling til staten. I dag kan samlingen ses i Den Hirschsprungske Samling.

.

Halm transporteres til Halmtorvet omkring år 1900. Mange mennesker sov stadig på halmmadrasser, hvor halmen skulle skiftes jævnligt, og frem til midten af 1900-tallet var der stadig heste og kreaturer i byen, der skulle fodres, så der var god afsætning på de mange knipper hø og halm.

.

Hjørnet af Frederikssundsvej og Frederiksborgvej er her fotograferet i 1907. Lige i krydset lå Carl L. Albrechtsens kolonialforretning, hvor der på butiksskiltene bl.a. reklameres for mel, gryn og javakaffe. Sporvognslinje 5 kørte ad Frederikssundsvej. Netop i området mellem de to veje opstod noget af bydelen Bispebjergs ældste forstadsbebyggelse.

.

Der var smukke blonder og høflig betjening i Illums bijouteri- og parfumeafdeling i 1904. Masseproducerede varer og øget velstand var grundlaget for stormagasinerne, hvor overklassens kvinder kunne bese varer og gøre indkøb under sømmelige forhold. Grunden til den moderne shoppingkultur var lagt.

.

Ved midten af 1800-tallet var butikkerne og de handlende centreret i den indre by. Næringsloven fra 1857 ophævede lavstvangen, og det blev frit at etablere butikker, håndværk og industri. Overalt i og bag de centrale gader og pladser lå små og større butikker, restauranter og kontorer blandet med et dalende antal værksteder og småindustri.

På byens torve og pladser fordelte de handlende sig ofte efter handelsvarer. Således blev der fx stadig solgt kød, smør og fjerkræ på Gammeltorv, Amagerkoner solgte grønt og blomster på Højbro Plads, mens fisk blev bragt ind af skovserkoner til Gammel Strand. På Nytorv og Nikolaj Plads blev der solgt kød og flæsk, og også på Christianshavns Torv blev der solgt grønt frem til 1888, hvor Grønttorvet rykkede til Frederiksborggade (den nuværende Israels Plads). Størstedelen af grøntsagerne kom fra Amager, Valby og Brønshøj, hvor mange handelsgartnerier var blevet oprettet på de ledige marker motiveret af storbyens efterspørgsel.

Boghandel samlede sig i Latinerkvarteret ved Frue Plads, som bevarede sit præg af lærdom med boghandler og antikvariater i de tilstødende gader. Den driftige butiksrække i Købmagergade forbandt Nørrevold med Højbro Plads.

Efterhånden som byen voksede på den ydre side af Søerne, åbnede butikker med kolonialvarer, ismejerier og tøjbutikker og andre fornødenheder langs hovedgaderne i brokvartererne. I sognekommunerne lå butikkerne spredt langs hovedvejene.

Stormagasinerne kom fra anden halvdel af 1800-tallet til at spille en rolle i Københavns handelsliv. I første omgang henvendte de sig primært til de velstillede. På Holmens Kanal åbnede Grøns Varehus i 1863 som byens første, og på Kongens Nytorv åbnede i 1871 et varehus i Hotel du Nord, der fra 1879 blev til Magasin du Nord. Strækningen fra Kongens Nytorv til Rådhuspladsen, der først blev kaldt Ruten og siden Strøget, var en populær butiksgade, hvor manufakturhandlere som Fonnesbech (grundlagt 1847) og Illum (grundlagt 1891) udviklede sig til stormagasiner og fra 1901 fik konkurrence fra Crome & Goldschmidt. I 1912 kom Daells Varehus i Nørregade til, der med små priser appellerede til en bredere kundekreds.

Detailhandelen i den indre by forandredes efter år 1900. Kolonial og urtekram tabte terræn til specialbutikker med kaffe, chokolade, sæbe, tobak eller blomster. Den kooperative Hovedstadens Brugsforening blev i 1916 en sammenslutning af 16 brugsforeninger, som lå spredt i kommunen. De landsdækkende kædebutikker som Tatol og Schous Sæbehus vandt frem.

Ansættelse i butikker var et arbejde, som efterhånden blev almindeligt for kvinder. I 1921 var andelen af mænd og kvinder i Københavns butikker næsten ligeligt fordelt med 5.179 mænd og 5.463 kvinder. København var langsomt under en udvikling fra produktion til konsum.

Erhverv, produktion og industri

Anker Heegaards Jernstøberi med de høje skorstene, som lå på den nuværende Blågårds Plads, er her fotograferet i 1895, set fra Todesgade.

.

I midten af 1800-tallet var København landets største industriby, og der fandtes i 1855 over 400 håndværksdominerede industrivirksomheder med ca. 8.000 arbejdere. De fleste af virksomhederne i den indre by var små, men blandt de få større fabrikker var Hassel & Teudts Maskinfabrik i Bredgade fra 1857 og Hirschsprungs Tobaksfabrik i Tordenskjoldsgade fra 1866. Efter 1872 bredte De danske Sukkerfabrikker sig på Applebys Plads i den sydlige del af Christianshavn nær Langebro.

Tiden med kreaturer og stalde i baggårdene var ved at være forbi, men alligevel kunne der i 1885 stadig tælles 1.677 køer inden for voldene. De bidrog til mælkeforsyning og blev fodret med bærmen fra produktionen af brændevin. Også uden for den befæstede by lå der industrielle virksomheder, men her mere spredt, som Anker Heegaards Jernstøberi og Maskinfabrik, der siden 1828 havde ligget på Nørrebro på demarkationsterrænet, hvad myndighederne så gennem fingre med.

Efter 1850 vandt dampkraften for alvor frem i industrien, og i takt med at virksomhederne øgede antallet af ansatte og skabte større produktion, voksede pladsbehovet også. Efter ophævelse af demarkationen begyndte en del håndværk og industri at flytte væk fra den indre by, og nye industrivirksomheder blev anlagt i brokvartererne i 1860’erne. På Vesterbro blev maskinfabrikken J.G.A. Eickhoff og Meldahls Jernstøberi etableret langs Vesterbrogade. Bomuldsvæveriet Aug. Neuberts Fabrikker flyttede i 1867 fra Tyskland til Viborggade på Østerbro, og Kryolitfabrikken Øresund blev anlagt på Strandboulevarden i 1859. Wessel og Vetts fabrik fra 1890, hvor den moderne tagkonstruktion med shedtage dækkede hallen med væveri og møbelproduktion, lå i Landskronagade.

Kommunens første egentlige industriområde opstod, da Refshaleøen blev skabt ved opfyldning i årene 1868‑80. Her udviklede Burmeister & Wains skibsværft og maskinfabrik sig til en af kommunens største arbejdspladser. Siden fulgte Frihavnen, som blev anlagt 1891‑94, og på Islands Brygge indledte Dansk Sojakagefabrik produktionen i 1909. Samme år etablerede De Danske Statsbaner et centralværksted på det opfyldte område ved Kalvebod Strand.

Nørrebro blev i slutningen af 1800-tallet anlagt flere jern- og metalindustrier, fx maskinfabrikken A/S Titan, som producerede dynamoer og elmotorer, Laur. Knudsens Mekaniske Etablissement, der fabrikerede elektrisk udstyr, og A/S Atlas, som fremstillede køleudstyr.

Salg af kvæg havde siden 1600-tallet fundet sted ved Trommesalen på Vesterbro. I 1879 flyttede salget til byens nye kvægmarked ved Halmtorvet, hvor Den Brune Kødby blev opført. Af hensyn til folkesundheden blev også slagtning henlagt hertil.

Ved slutningen af perioden var det industri og håndværksbranchen, der beskæftigede størstedelen af indbyggerne i Københavns Kommune. Hovedstadens mange centrale institutioner som Folketinget, domstole og den statslige administration betød, at mange indbyggere var beskæftiget med administration. Også handel beskæftigede mange indbyggere, ligesom der fandtes et stort antal tjenestefolk i private husholdninger, fortrinsvis kvinder. Antallet af personer, der var beskæftiget inden for landbrug og gartneri, var beskedent sammenlignet med de øvrige erhverv og var isoleret til Brønshøj, Valby og Sundbyerne.

Burmeister & Wain

I 1843 indrettede Hans Heinrich Baumgarten et smedeværksted på 2. sal i en sidebygning på Købmagergade. Det blev i 1846 til Baumgarten og Burmeister, da Carl Chr. Burmeister blev partner. Firmaet flyttede til Christianshavn, hvor man bl.a. producerede skibsdampmaskiner og fra 1850’erne dampdrevne jernskibe. Baumgarten trak sig i 1861, og i 1865 blev virksomheden til Burmeister & Wain (B&W), da den britiske ingeniør William Wain blev kompagnon. I 1872 blev B&W et aktieselskab med C.F. Tietgen som formand, og man købte Refshaleøen af Havnevæsenet for at få plads til udvidelser. En betydningsfuld ordre blev søsat i 1879, nemlig Kongeskibet Dannebrog, der fungerede indtil 1939.

Virksomheden fik også succes med andet end skibe og dampmaskiner. I 1880’erne blev der fx produceret centrifuger til de mange nye mejerier, og omkring århundredeskiftet begyndte man at interessere sig for dieselmotorer. B&W kom bl.a. til at levere store dieselmotorer til elværker og skibsdieselmotorer, ikke mindst efter søsætningen af verdens første dieseldrevne oceangående stålskib, ØK’s Selandia, i 1912. Den store dieselmotor på 22.000 hk, som B&W leverede til H.C. Ørsted Værket i 1932, var i over 30 år verdens største dieselmotor.

B&W var i perioder Danmarks største arbejdsplads, så det gav genlyd i resten af landet, når arbejderne på B&W nedlagde arbejdet og gik foran i arbejdskampe og forskellige politiske kampe. I 1871 satte en strejke på B&W gang i en bølge af strejker på andre danske arbejdspladser, og i 1944 begyndte den såkaldte folkestrejke med, at arbejderne på B&W gik tidligt hjem for »at passe deres kolonihaver« inden den spærretid, der netop var blevet indført.

Trods sin storhedstid i 1960’erne var B&W dog plaget af perioder med økonomiske Problemer og i 1996 gik Danmarks største skibsværft efter en stribe redningsforsøg endeligt konkurs.

Finansmanden C.F. Tietgen

På maleriet Fra Københavns Børs af P.S. Krøyer fra 1895 er C.F. Tietgen placeret i det gyldne snit (her vist i et udsnit af maleriet) og som den eneste portrætteret med plads omkring sig og med front mod beskueren. En plads, der var blevet betalt for. Et billede fra Børsen ville heller ikke være komplet uden Tietgen, der som Privatbankens direktør havde sit kontor i bygningen.

.

Finansmanden C.F. Tietgen (1829‑1901) var som Privatbankens direktør 1857‑96 en væsentlig drivkraft for Københavns og Danmarks industrielle udvikling. I anden halvdel af 1800-tallet var han medstifter af en lang række virksomheder, heriblandt Kjøbenhavns Sporvei-Selskab og Kryolith Mine og Handelsselskabet i 1865, Det Forenede Dampskibs-Selskab i 1866, Det Store Nordiske Telegraf-Selskab i 1869 og Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab i 1881. Der var ikke mange erhvervsforetagender, Tietgen ikke var involveret i, og da B&W i 1872 blev aktieselskab var det selvfølgelig med Tietgen som formand. I 1890’erne afviste han dog at støtte den skibsforbindelse til Fjernøsten, der senere blev til ØK. På landsplan stod han bl.a. bag De danske Sukkerfabrikker fra 1872 og De danske Spritfabrikker fra 1881. Tietgen var endvidere en af hovedmændene bag indførelse af checkhæftet i 1857 for at få gang i omsætningen under den økonomiske krise. Han var kendt som en ihærdig og til tider kompromisløs erhvervsmand, og fik på Børsen øgenavnet »stormogulen«.

Foruden at stå bag mange store virksomheder leverede Tietgen også kapital til bl.a. Foreningen af 1865 for Tilvejebringelse af Billige Arbejderboliger og Det Kjøbenhavnske Bygge-Selskab (1872), og Frederiks Kirke, også kaldet Marmorkirken, blev omsider færdigbygget 1876‑94 for Tietgens private midler.

En lang række gader og bygninger i København, såsom Tietgensgade, Tietgensbro, C.F. Tietgens Hus og Tietgenkollegiet i Ørestad, er i dag opkaldt efter den foretagsomme finansmand.

Da industrien blev udstillet

Udstillingens hovedbygning blev tegnet af Martin Nyrop og lå, hvor Rådhuspladsen ligger i dag. Mens udstillingen fremviste alt det nyeste inden for teknologi og fremstillingsvirksomhed, bl.a. en stor mængde støbejernsgenstande, var hovedbygningen udført som en trækonstruktion med inspiration fra det oldnordiske. Udstillingen forenede dermed to af tidens store tendenser: begejstringen for den nye industri og teknologi og et ønske om at bevare, hvad man anså som en særegen nordisk kultur og tradition.

.

Den 18. maj 1888 åbnede Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling på det gamle voldterræn, hvor Københavns Rådhus senere blev bygget. Udstillingsområdet indbefattede også Tivoli og den bygning, som Industriforeningen i Kjøbenhavn havde bygget til udstillingens mindre forgænger i 1872. Denne bygning blev senere revet ned for at give plads til Industriens Hus. Der havde været industriudstillinger i Danmark med ujævne mellemrum siden 1810, og i 1866 arrangerede svenskerne den første nordiske udstilling i Stockholm.

Udstillingen i 1888 tiltrak næsten 1,4 mio. besøgende. Initiativet var taget af Industriforeningen i Kjøbenhavn og dens formand, Philip Schou, der var direktør for Den kgl. Porcelainsfabrik og fajancefabrikken Aluminia. Det var netop sådanne kunstindustrielle virksomheder, Schou mente, at Danmark med sit lille hjemmemarked og mangel på råstoffer som jern og kul skulle satse på. I udstillingens hovedbygning var der derfor især udstillet kunstindustrielle produkter. Udstillingens besøgende lod sig dog ikke mindst imponere af de store dampmaskiner og vældet af teknologi og varer fra gasmotorer, centrifuger og jernbanemateriel til konservesdåser, kakkelovne, vandlåse og korsetter. Der var også et mejeri, der skulle give de besøgende kendskab til smørproduktionen, som var et af Danmarks vigtige eksporterhverv. Generelt var formålet at udveksle viden, fremvise præstationer og at fejre fremskridtene inden for især industri og teknologi. Udstillingen skulle, som det lød i Chr. Richardts kantate, der blev fremført ved åbningen, vise, at »der er Fremskridt mod Nord! Der er Mod, der er Kløgt, der er Evne!«.

Mere om bebyggelse og erhverv i København

Politik

I 1858 blev Københavns forfatning revideret. Borgerrepræsentationen fik flere beføjelser og skulle vælge magistraten, der foruden fire rådmænd valgt for livstid kom til at bestå af fire rådmænd, der blev valgt for seks år. Kongen udpegede en overpræsident til formand.

I begyndelsen var det reelt kun velstående borgere, der havde stemmeret, og det betød et bystyre domineret af konservative i 1870’erne og 1880’erne. Kredsen af valgberettigede blev dog udvidet ad flere omgange, og efterhånden begyndte de voksende faggrupper af industriarbejdere og håndværkere sammen med nationalliberalt indstillede erhvervsfolk og intellektuelle at vinde stemmer ved valgene og fylde Råd- og Domhuset på Nytorv. Nogle af nøglepersonerne var den liberale og socialt engagerede C.E. Fenger samt den økonomisk kyndige konservative L.C. Borup. Mod slutningen af århundredet tabte de konservative politikere terræn, mens arbejderne stormede frem. Utilfredsheden blandt arbejderne kulminerede i 1870’erne med dannelsen af Den Internationale Arbejderforening for Danmark i 1871 (senere Socialdemokratiet) og Slaget på Fælleden i 1872.

Ved folketingsvalget i 1884 opnåede Socialdemokraterne og de liberale tilsammen flertal i fem af de ti valgkredse, som København var inddelt i. Ved valget til Borgerrepræsentationen i 1893 gik det i samme retning, og den socialdemokratiske gruppe vandt sammen med de liberale flertal. I 1903 blev socialdemokraten Jens Jensen borgmester for finanserne, bystyrets vigtigste post. Før indlemmelsen af de omkringliggende sognekommuner i Københavns Kommune 1901‑02 havde Sundbyernes sogneråd 11 medlemmer, hvoraf seks var konservative, de øvrige fem socialdemokrater. Brønshøj sogneråd havde syv medlemmer. Det samme antal sad i Hvidovre sogneråd, som Valby hørte under. Disse to sogneråd var en blanding af venstre og konservative præget af det dominerende landbrug. Københavns Kommunes voksende befolkningstal og indlemmelserne gjorde det nødvendigt at øge antallet af borgerrepræsentanter fra 36 til 42, idet Brønshøj, Valby og Sundbyerne hver fik to.

I 1915 steg antallet af borgerrepræsentanter til 55. Valget i 1917 gav den socialdemokratiske gruppe absolut flertal med 30 medlemmer, mens de radikale opnåede seks, konservative 17 og andre grupper to. København var blevet en socialdemokratisk kommune.

Mere om politik i København

Religion

Kirkelivet blev i årtierne efter 1850 domineret af N.F.S. Grundtvig og Københavns Indre Mission. Grundtvigianerne havde fra 1839 haft Vartov Kirke som samlingssted, hvorfra bevægelsen vakte Danmark med idéen om den levende menighed og kirkelig frihed. Indre Mission blev som landsdækkende vækkelse grundlagt i 1861. Straks efter blev Kirkelig Forening for Indre Mission i København stiftet med præsten Rudolph Frimodt som leder. Den fik betydelig indflydelse i kommunen. Foreningen opførte i 1882 missionshuset Bethesda, som blev udgangspunkt for socialt arbejde og gårdmission. Midnatsmissionen søgte at bekæmpe den udbredte prostitution på Vesterbro og i saneringskvartererne i Indre By. KFUM og KFUK blev aktive foreninger stiftet i hhv. 1878 og 1883.

I 1896 fandt Vartov og Bethesda sammen om Det københavnske Kirkefond. Det skulle tage initiativ til bygning af kirker i brokvartererne og skabe kontakt med den brede befolkning. Forinden var Sankt Johannes KirkeNørrebro indviet i 1861 som den første kirke uden for Søerne. Da antallet af sogne blev overhalet af befolkningstallets vækst, måtte Sankt Johannes Kirke konstatere, at dens sogn omkring 1885 havde en menighed på over 60.000, mens Sankt Matthæus Kirkes sogn på Vesterbro rummede 55.000. Bunkebryllup og -dåb blev en foreløbig løsning.

Cirka 2 % af Københavns Kommunes befolkning tilhørte i 1911 andre trossamfund end folkekirken. Jøder og katolikker var de største grupper. Mosaisk Troessamfunds synagoge i Krystalgade blev opført 1830‑33. Andre trosretninger fik kirker og menighedshuse rundtom i bydelene. Det drejede sig om baptister, katolikker og metodister. For den engelske menighed blev Saint Alban’s Church bygget på Esplanaden 1885‑87. Den svenske menighed indviede i 1911 Svenska Gustafskyrkan på Folke Bernadottes Allé, mens Skt. Aleksander Nevskij Kirke med russiskortodoks menighed blev indviet i Bredgade i 1883.

Mere om religion i København

Social- og sundhedsforhold

Stiftelsen Vartov Hospital fungerede frem til 1934, hvorefter der opførtes en ny bygning på Lersø Parkallé, nu med navnet Gammel Kloster. Her er ses kaffedrikning på en sygestue i 1934.

.

De mange nye hospitaler, der blev bygget i anden halvdel af 1800-tallet, samt det øgede fokus på hygiejne krævede mere personale, og fra 1860’erne blev sygeplejen et selvstændigt fagområde. Københavns Kommunehospital begyndte at uddanne sygeplejersker i 1876. Det var i begyndelsen en udelukkende praktisk uddannelse, men fra 1890’erne kom også teori på skemaet. På fotografiet fra ca. år 1900 undervises et hold sygeplejeelever af to læger.

.

Den voksende befolkning og udviklingen inden for sygdomsbehandling nødvendiggjorde opførelsen af mange nye hospitaler. Usunde boliger, opslidende arbejde og ringe omhu med salg og opbevaring af fødevarer gjorde det nødvendigt at øge bekæmpelse af sygdom og sikre forsorg og bolig til ældre og vanskeligt stillede borgere og børn. Velfærdstanken var i vækst.

På Københavns Kommunehospital, opført 1859‑63, behandledes en lang række sygdomme, mens Øresundshospitalet og Blegdamshospitalet var epidemihospitaler opført i hhv. 1875‑76 og 1876‑79. Sundby Hospital på Italiensvej blev bygget i årene 1901‑02. Bispebjerg Hospital fra 1913 blev opført i grønne omgivelser. På Blegdamsvej afløste Rigshospitalet fra 1910 det efterhånden udtjente og umoderne Frederiks Hospital.

Influenzaepidemien den spanske syge 1918‑20 var en udfordring for hospitalsvæsenet, hvor særligt Bispebjerg Hospital blev brugt til at modtage de smitteramte.

Mange private stiftelser gav bolig til ældre og pensionister fra forskellige faggrupper. Efter 1891 kunne værdigt trængende modtage alderdomsunderstøttelse, som ikke længere blev regnet for fattighjælp. Københavns Alderdomshjem blev opført i 1901, og i 1919 blev bygningen slået sammen med Almindelig Hospitals for at danne ældreboligerne og alderdomshjemmet De Gamles By.

På Ladegården ved Åboulevard blev subsistensløse, »arbejdssky« og alkoholiserede personer beskæftiget med håndværk eller fejede gader. Efter 1908 overtog Arbejdsanstalten Sundholm på Amager Ladegårdens aktivitet. Et privat tilbud til arbejdsløse om billig kaffe og mad i stedet for at ty til alkohol gav Københavnske Kvinders Kaffevogne fra 1907.

Verdenskrigen 1914‑18 ramte vareforsyningen fra udlandet. Det betød rationering, stigende udgifter og arbejdsløshed. Kommunens udgifter til sociale ydelser voksede både pga. situationen under krigen og ønsket om fortsat velfærd. Byggeri af barakbyer blev sat i gang for at imødegå bolignøden, og i 1917 oprettedes det første kommunale folkekøkken.

Velgørende stiftelser for ældre i København

Der har eksisteret et væld af velgørende stiftelser i København. Målet med dem har været at hjælpe børn, kvinder, gamle og andre udsatte samfundsgrupper. De ældste og mest talrige stiftelser var boliger for ældre trængende fra byens bedre lag.

I løbet af 1800-tallet voksede antallet af stiftelser markant. Det var især stiftelser af og for folk fra særlige faggrupper såsom Stiftelsen for gamle Haandværksmestre og deres Enker i trange Kaar og Stiftelsen for værdige og trængende Skomagermestre og deres Enker. Omkring år 1900 var der 50 af sådanne fagstiftelser i København. Tanken var, at enhver klasse tog sig af sine egne og sørgede for, at ingen blev tvunget ned i uværdig fattigdom. Man ville for alt i verden undgå fattigvæsenet. I den hastigt voksende by kunne fagstiftelserne skabe et socialt sikkerhedsnet, indtil den udbyggede kommunale ældreforsorg tog over.

Koleraepidemien i 1853

Den smitsomme tarmsygdom kolera var ukendt i Europa, da sygdommen i 1830’erne og 1840’erne skabte panik i storbyer som Moskva, Paris og New York. I 1847 advarede den danske læge Emil Hornemann om, at den dødelige epidemi ville have gunstige forhold i København, som han kaldte for »en meget skiden Bye«. I flere beboelsesejendomme fandtes kun et enkelt toiletsæde til 50 beboere. Latrinerne var ofte et muret hul i jorden, hvorfra dunster steg opad, og urenheder sivede nedad til nærliggende drikkevandsbrønde.

Den 11. juni 1853 dukkede det første sygdomstilfælde op hos en tømrersvend i Nyboder. Koleraen bredte sig til alle byens kvarterer og kulminerede i juli med over 100 døde om dagen. Der manglede læger til de syge, opbevaringsplads til de mange lig og gravere til dem, som skulle i jorden. Kapellanen Frederik Hammerich erindrer i sin selvbiografi de kaotiske dage, hvor han blev kaldt til familie efter familie, når der skulle tages afsked. I oktober ebbede epidemien ud. Dødeligheden havde været høj, og over halvdelen af de 7.219 koleraramte overlevede ikke.

Koleraen førte til politisk selvransagelse, fordi epidemien – som i andre storbyer – havde ramt hårdest i de uhumske fattigkvarterer. Arbejderboliger blev efter få måneder opført uden for voldene på Øster Fælled, senere kaldet Brumleby, og i 1854 blev der truffet beslutning om at bygge Københavns Kommunehospital. København fik sit første vandværk i 1859, og den første kloakering af byen blev taget i brug året efter, i første omgang til afløb for husspildevand og regnvand. De åbne latriner i baggårdene blev efterhånden erstattet af tøndeklosetter og siden af egentlige wc’er. Det var dog først ved saneringerne på bl.a. Nørrebro i 1970’erne, at de sidste tøndeklosetter i tilknytning til beboelse blev fjernet. Koleraepidemien øgede opmærksomheden på den offentlige hygiejne og kom således på længere sigt til at have positive konsekvenser for folkesundheden.

Mere om social- og sundhedsforhold i København

Skole og uddannelse

I 1844 ændrede det københavnske skolevæsen organisation. Kommunens skoler blev hhv. betalingsskoler eller friskoler for uformuende borgere. En lang række skolebyggerier blev sat i gang; den første var Sølvgades Skole i 1847, og frem til 1890 blev der bygget 26 skoler i kommunen. I årene 1901‑02 overtog kommunen desuden de ni folkeskoler i de omkringliggende sognekommuner, som nu blev indlemmet i Københavns Kommune, heriblandt Rytterskolen i Brønshøj, som fungerede til 1932.

Alle de kommunale skoler blev gratis i 1915. Hvis forældrene ønskede et andet tilbud om undervisning, pædagogisk retning eller social standard, krævede det betaling til en af byens privatskoler. Betalingsskolen Krebs’ Skole, oprettet i 1872, var forbeholdt drenge, mens piger eksempelvis fra 1852 kunne gå på en privat skole bestyret af Natalie Zahle.

I 1919 fandtes i Københavns Kommune flere statslige, kommunale og private gymnasier. København var også hjemsted for landets eneste universitet, Polyteknisk Læreanstalt og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Læreruddannelse foregik på Blaagaards Seminarium og N. Zahles Seminarium, mens handels- og teknologistuderende søgte Købmandsskolen og Dansk Teknologisk Institut. Derudover blev der oprettet kommunale aftenskoler og en aftenhøjskole.

De københavnske pigeskoler

Med eksamensfag som sløjd og kemi var det i første omgang den mere frisindede del af borgerskabet, Ingrid Jespersens privatskole for piger appellerede til. Eleverne blev dog også undervist i mere traditionelle fag såsom håndarbejde, og på billedet fra 1928 viser førsteklasseseleverne deres syposer frem for Ingrid Jespersen, der fungerede som rektor på skolen frem til 1930.

.

Med skoleimperiet N. Zahles Skole blev Natalie Zahle pioner for pigers og kvinders uddannelse. Hun vandt med sine idéer og sit organisationstalent stor indflydelse, både på den danske folkeskole i begyndelsen af 1900-tallet og i de øvrige nordiske lande. Zahle blev uddannet som institutbestyrerinde og grundlagde fra 1851 lærerindeskole for unge kvinder. I det følgende årti udviklede hun et privat enhedsskolekompleks med seminarium samt grund- og fagskoler på Kronprinsensgade og Gammel Strand i København, som i 1877 flyttede til Nørrevold. Skolen byggede på de fremmeste pædagogiske idéer med en hidtil uset balance mellem det levende ord, disciplineret indlæring og anskuelsesundervisning. N. Zahles Skole tilbød også en pension for elever langvejsfra samt legater for døtre af ubemidlede forældre. I 1886 fik N. Zahles Skole, som den første pigeskole, dimissionsret til studentereksamen. Sådan bidrog Zahle til demokratiseringen af adgangen til viden og uddannelser for unge kvinder.

Elever fra N. Zahles Skole blev pionerer i erhverv, politik og videnskab, og flere oprettede selv skoler som fx Marie Kruse i 1869. En anden var Ingrid Jespersen, der i 1894 grundlagde sin enhedsskole for piger i Nordre Frihavnsgade i København. Jespersen indførte som den første fysik- og kemilaboratorium på sin skole og var den første til at gøre sløjd til eksamensfag for piger. Både Zahle og Jespersen skabte selvejende institutioner, hvis gymnasier begge blev statsanerkendte og stadig eksisterer. Begge modtog Fortjenstmedaljen i guld i hhv. 1891 og 1930.

Mere om skole og uddannelse i København

Videre læsning

Læs mere om historie i Københavns Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Byhistorie