Ved midten af 1800-tallet var København tæt bebygget inden for voldene. Beboelse, håndværk og småindustri lå blandet mellem bydelenes snævre gader bortset fra i Frederiksstaden, som kun rummede boliger. Christianshavn havde været forskånet for brande og havde derfor stadig mange gamle bygninger, og fra 1850 forslummede området og blev fattigkvarter.
Bestemmelserne for demarkationsterrænet forbød grundmuret byggeri fra voldenes yderside frem til Falkoner Allé og Jagtvej. I midten af 1800-tallet lå en del bindingsværkshuse og skure, som efter bestemmelserne let skulle kunne fjernes, hvad der også gjaldt landstedet Blågård og andre lystejendomme. Da demarkationslinjen i 1852 blev flyttet til Søernes indre bred, blev det muligt for byggelystne entreprenører at købe grunde med sparsomme forskrifter for bygningernes indretning.
Byggeriet på Nørrebro, Vesterbro og Sundbyerne fulgte frem mod år 1900 i høj grad bebyggelsesmønsteret fra Indre By med blandingen af småindustri og beboelse. Den voksende befolkning havde brug for boliger. Lejligheder med to værelser udgjorde langt over halvdelen af boligmassen, og kælderbeboelse var ikke ualmindeligt. I baggårdene var der sidehuse og mellembygninger, skure og plankeværker samt småindustri, og adgangen til lejlighederne i baghusene skete ofte gennem lange mørke korridorer uden vinduer.
Indre Nørrebro var fuldt udbygget, før Byggeloven fra 1889 stillede skærpede krav til gadebredde, etageareal, rumstørrelse og vindue i hvert værelse. Men mange andre steder løftede Byggeloven langsomt standarden. Et eksempel på snævert naboskab mellem boliger og industri var Rudolph Rasmussens Møbelfabrik på fire etager opført i Stengade i 1876 og udvidet i baggården i 1911.
Vesterbro var tættere knyttet til byen inden for voldene, end det var tilfældet på Nørrebro, hvor kontakten blokeredes af Søerne. Vesterbrogade var fra gammel tid byens udfaldsvej til det øvrige Sjælland og var omgivet af slagterier, reberbaner og forlystelser, og fra 1850’erne voksede etagebyggeriet. På Vesterfælledvej kom de lave byggeforeningshuse kaldet Humleby i 1885.
På Østerbro udviklede byggeriet sig ikke på helt samme måde. Her lå landsteder og villaer langs Søerne. Lægeforeningens boliger fra 1853, kaldet Brumleby, og villakvarteret Rosenvænget fra 1857 lå på det sydlige Østerbro. Etagebyggeriet blev iværksat senere end i de øvrige brokvarterer, hvilket bidrog til en højere standard end på Vesterbro og Nørrebro. Østerbro kunne opfattes som en fortsættelse af Frederiksstaden mod det eftertragtede Nordsjælland.
Valby var i 1847 blevet en lille stationsby på banen til Roskilde, hvad der gjorde landsbyen populær som udflugtsmål. Bebyggelsen voksede langsomt op omkring stationen. I 1890 havde Valby endnu landligt præg med 248 gårde og huse. Industrien var i vækst, og der var ca. 1.500 arbejdere knyttet til Bryggeriet Carlsberg, Nordisk Kulsyrefabrik, Kjøbenhavns Lervarefabrik og Aktietændstikfabrikken Godthaab.
Brønshøj-Rødovre Sognekommune, som også omfattede landsbyerne Husum, Emdrup og Utterslev, rummede i 1890 500 gårde og huse. Med tørvegrave og gartnerier havde området stadig et landligt præg, men antallet af industriarbejdere i sognekommunen havde allerede på dette tidspunkt oversteget antallet af jordbrugere, og især i Utterslev prægede fabrikker og arbejderboliger i stigende grad bybilledet.
I Sundbyerne lå der i 1890 831 landbrug, mens 1.315 ernærede sig ved handel, desuden 61 gartnerier og 48 fiskere. Sundbyerne var i 1890 begyndt at ligne en forstad med 13.310 beboere. Her lå svovlsyrefabrikken Fredens Møllers Fabrikker og De Holmbladske Fabrikker. Ved Sverrigsgade kom byggeforeningshuse fra 1867 til 1871.
Københavns voldterræn blev frigivet til byggeri i 1867, hvilket åbnede et bredt buet område ud mod Søerne. I modsætning til den ydre side af Søerne blev der her lavet en bebyggelsesplan, og efter godkendelsen i 1872 tog byggeriet af etageejendomme fart, dels med herskabelige lejligheder ved Søtorvet 1873‑76, dels med Arbejdernes Byggeforenings Kartoffelrækkerne 1873‑89. Fra 1887 blev der langs voldgraven anlagt parker og grønne områder, bl.a. Ørstedsparken, Botanisk Have og Østre Anlæg.
I 1890’erne havde kommunalpolitikere forudset, at den hastigt voksende befolkning i brokvartererne ville skabe behov for grunde til boliger, hospital, anlæggelse af kirkegårde og veje. Københavns Kommune indledte derfor jordkøb i Brønshøj, Valby, Bispebjerg og Sundbyerne. Dette skete inden de store indlemmelser 1901‑02.
De store og ubebyggede arealer inspirerede til byplankonkurrencen i 1908‑09. Den bidrog med sine præmierede forslag til at øge interessen for en byplanlægning, som kunne bryde med den tidligere udvikling af Nørrebro og Vesterbro, og de nye områder blev fortrinsvis udstykket til villaer, etageboliger og rækkehuskvarterer.
Amagerbro havde i 1901 kun ca. 150 beboere, fordi demarkationslinjens restriktive byggebestemmelser først blev ophævet for arealet mellem Christianshavns Vold og Prags Boulevard i 1909. Da dette skete, åbnede det for boligbyggeri af rimelig kvalitet omkring Amagerfælledvej og Amager Boulevard. Dog havde den nordligste del af Amagerbrogade og Holmbladsgade, der lå uden for demarkationslinjen, før år 1900 fået lighed med Vesterbro og Nørrebro.
Boligbyggeriet i København mellem år 1900 og 1920 blev omfattende og gjaldt især lejligheder med to værelser i etageejendommene, i Indre By dog ofte større lejligheder. Islands Brygge blev et stort boligområde, og også i brokvartererne blev der bygget etageejendomme til beboelse. Som eneste brokvarter blev der på Østerbro bygget villaer efter år 1900 ved Ryvangs Allé og på grænsen til Indre By ved Kastelsvej. Desuden blev der opført byggeforeningshuse fra 1906 ved Lyngbyvej.
Efter år 1900 fortsatte etagebyggeriet ud ad Frederikssundsvej og Frederiksborgvej fra Nørrebro Station, længere ude med knap så høje ejendomme. Utterslev havde allerede en del boliger og industri, mens Brønshøj, Emdrup, Husum og Bispebjerg kun langsomt fik boligejendomme, da bydelene lå langt fra Nørrebro, trods sporvognslinjerne fra 1903. Samtidig begyndte bydelene at få byggeri af villaer, som sikrede grønne byområder. I Vanløse begyndte et etagebyggeri ved stationen ved Jernbane Allé, men et stort område af bydelen udviklede sig primært til villakvarter ved Damhus Sø. I Valby fortsatte etagebyggeriet omkring Valby Langgade efterfulgt af en del villabyggeri, hvad der også blev tilfældet med de ydre dele af Sundbyerne.
Under 1. Verdenskrig gik meget privat boligbyggeri i stå, og København oplevede stor bolignød. Den akutte situation samt manglen på byggematerialer gjorde det nødvendigt at indkvartere de boligløse familier på skoler og fx i kvindefængslet Christianshavns Straffeanstalt, indtil der var opført barakbyer i fx Sundholm på Amager og ved Vanløse.