Min farmor Julie Kathrine Johansen døde meget ung som 36 årig 10 November 1929 i Bording. Hun døde af et slagtilfælde (Apoplexia Cerebri) og man kan i dødsattesten læse at hun lå i 8 dage i sygesengen, før hun døde af sygdommen. Jeg har af den grund ikke kendt eller set min farmor, ej heller min farfar, som døde i 1944.

Baggrunden vidste jeg nu godt allerede lidt om i forvejen før jeg begyndte med slægtsforskningen, da min far havde fortalt historien om det og meget mere til, gennem hans opvækst på Bording egnen, som ligger langt ude vest på i det mørke Jylland. Det var hårdt for en dreng på kun 8 år, at se sin mor dø, og dengang var der ikke meget omsorg eller forståelse når døden ramte. Min far blev da også ganske få måneder efter sin mors død, sendt ud og tjene på en nærliggende gård, som i øvrigt ikke behandlede ham særlig godt.

Min pointe i denne blog er ikke at fortælle min fars historie (det må komme senere), men om jagten på et billede af min farmor, som jeg via Lisbjerg Lokalarkiv, blev gjort opmærksom på eksisterede. Min farmor var født i Lisbjerg d. 23. juli 1893, som datter af Bødkersvend Hans Henrik Johansen og Mariane Johansen (født Hansen Christensen).

Hun voksede op i et gammel tinghus (kaldet Stavnbogård), sammen med 8 andre søskende, som min oldefar købte i 1905 for 5500 kroner. Huset ligger der stadig den dag i dag på Randersvej 364 og er gennem årene renoveret både indvendig og udvendig. I 1987 blev huset fredet, og indgik i Århus Stadsforvaltnings optegnelser over bevaringsværdige bygninger i Århus Amt.

I min søgen efter at finde billeder af min farmor, ikke kun portrætter, men også billede materiale fra Lisbjerg by, fik jeg et tip af en bekendt, som kendte arkivlederen på Lisbjerg-Skejby-Terp Lokalarkiv. Han havde ad omveje fået af vide af graveren ved Lisbjerg Kirke, at jeg havde henvendt mig til hende, for at høre om nogle af gravstederne af mine aner stadig var aktive. Graveren havde givet min mail videre til arkivlederen, som senere skrev til mig, at han vidste der lå noget spændende materiale, som helt sikkert ville være af interesse for mig. Han anbefalede mig at komme ud til dem, når jeg fik tid til det.

Jeg må indrømme jeg var i den syvende himmel og det tog mig ikke længe at finde en tid til at tage ud til arkivet i Lisbjerg, hvor jeg blev mødt af en ældre venlig mand, som havde indrettet arkivet helt i sin egen ånd og finurlig orden. Der blev budt på kaffe og kage, og snakken gik, hvor jeg bla. fik af vide at han godt kendte min slægt, og selv havde talt med både min farmors bror Kristian Johansen og lillesøster Ingeborg Johansen, som var den yngste i flokken. Hun døde d. 22. aug. 1979, 76 år gammel på Sct. Josephs Hospital i Århus. Han fortalte at Ingeborg arvede Stavnbogård engang i 1960'erne og havde efterladt sig en del materiale, som altså var det arkivlederen nu havde ansvaret for.

Oppe fra øverste hylde, fandt han en kasse, og op ad den kom der flere forskellige billeder, bla. et utrolig smukt billede af min farmor og hendes søster Anna siddende i haven på en bænk i baghaven til barndomshjemmet, flere af Stavnbogård fra forskellige vinkler og tidsperioder, et samlet billede af næsten hele familien (mine oldeforældre), taget i 1906 foran huset m.fk..

Der var desuden billeder af Lisbjerg og de erhverv, som de havde deltaget i. Kassen har stået stort set det samme sted i arkivet siden 1980, indtil jeg i 2015, ankommer som barnebarn til min farmor og roder op i den. Den ventede på mig i 35 år. Det er de øjeblikke som du håber på vil ske i din forskning, og det sker, for et eller andet sted er der en rød tråd i det hele, som binder tingene sammen og venter. Det lyder lidt flosket, men jeg, som har oplevet at finde disse "trofæer", kan sige at det er mere end sandt.

Ude til venstre er billedet med min farmor, som sidder til højre. Der er skrevet bag på billedet hvem de er og årstallet er 1913. Det er en af perlerne i min samling, som jeg værner om med stor omhu. Jeg har valgt ikke at redigere det, men bevarer oprindeligheden i billedet, som da jeg fik det.

Udvalgt grafik